Ja så må vi hellere komme i gang med, få samlet de 3 kommunistiske partier. Det virker tåbeligt med 3 partier, som “bekæmper” hverandre. Vi bygger vore ideer ud fra Marx og Lenin og Engels ideer og klassekamps analyser. Eller hvad?
Peter Blondin, Østerbro.
30. december 2022 markerer 100-året for grundlæggelsen af Sovjetunionen, fem år efter Oktoberrevolutionen i 1917.
Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker opstod i asken fra fem års blodig borgerkrig og udenlandsk intervention – i direkte forlængelse af de imperialistiske slagterier under Første Verdenskrig.
Det var så langt fra de optimale omstændigheder at opbygge verdens første sejrrige arbejdermagt under, med ekstrem fattigdom, massiv mangel, analfabetisme, hungersnød og millioner af ødelagte familier.
Man skal generelt holde sig fra kontrafaktisk historiefabulering om, hvordan tingene kunne have endt under andre omstændigheder, så jeg vil blot sige dette:
Hvis jeg kunne vælge omstændighederne for fremtidens rejse ind i det ukendte – vælge udgangspunktet for opbygningen af et helt nyt og revolutionært samfund, som skulle gøre op med kapitalens værdiform og ophæve klassedelingen af menneskene gennem afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne – så ville jeg foretrække, at alt omkring mig ikke handlede om at overleve og genopbygge.
Og det bringer os jo meget fint frem til i dag, hvor lige præcis vinduet for at omforme vores nutidige selvmordskapitalistiske samfund under bedre forhold, end dem som arbejderne, bønderne og soldaterne i det knuste zarrige fik givet, lukker sig hurtigere, end jeg bryder mig om – og måske også for hurtigt til at de subjektive kræfter kan følge med.
Hvad jeg mener med det? Tillad mig at forklare.
En verden i flammer
FN’s miljøprogram UNEP udgav op til klimatopmødet i november deres årlige rapport. Rapporten ser på, hvordan det går med at efterleve Parisaftalen – du ved, den om at holde de globale temperaturstigninger på under 2° C og helst under 1,5° C.
Og den forudsigelige, men nedslående konklusion lyder, at det slet ikke går. Ja faktisk erklæres målet om at komme under de 2° C praktisk uopnåeligt.
Selv hvis løfterne fra Parisaftalen bliver indfriet i al hast, vil det stadig betyde en temperaturstigning på 2,4-2,6° C ved udgangen af århundredet.
Hvad betyder det for den nære fremtid?
FN’s klimapanel IPCC forudsiger, at der i de kommende årtier vil ske en udbredelse af ekstreme vejrbegivenheder, som vil forstærke hinanden. Det være sig kraftige nedbørsmængder, megastorme, oversvømmelser, hedebølger, tørker, skovbrande og svigtende monsuner – med sultkatastrofer til følge.
Og så vil havniveauerne stige, lige meget hvad vi gør i dag – selv om det er værd at bemærke, at hastigheden af havniveaustigningen stadig kan påvirkes af nutidens handlinger.
Derudover viser et nyt studie, at 218 ud af 375 kendte sygdomme kan forværres af klimaforandringer, mens tabet af biodiversitet truer med nye sygdomme, som kan overføres fra dyr til mennesker – ligesom covid.
Vi står med andre ord overfor årtier med hundredvis af millioner klimaflygtninge, øget risiko for nye pandemier og hyppigere og stadigt mere ekstreme vejrfænomener.
Og så er der de mange og uforudsigelige dominoeffekter, der kan sættes i gang og medføre uoprettelige forstyrrelser af, hvad Marx kaldte naturens universelle stofskifte.
Såvel tabet af biodiversitet, forsuringen af havene, forstyrrelser af kvælstof- og fosforkredsløbet, tab af jorddække, forsvindende ferskvandsressourcer og kemisk og radioaktiv forurening er eksempler på udviklinger, som har potentialet til at sætte en ustoppelig række af begivenheder i gang, som radikalt vil forandre verden, som vi kender den.
Alene siden 1991 er den gennemsnitlige temperatur i Europa steget med 0,5 grader for hvert årti, hvilket eksempelvis har ført til, at 30 meter gletsjerlag er afsmeltet i Alperne og i Grønland mellem 1997 og 2021.
Det forsvindende gletsjerlag i Alperne kan øge hastigheden i opvarmningen, mens de smeltende gletsjere i Grønland på et hvilket som helst tidspunkt kan skabe voldsomme forandringer i Grønlandspumpen med ekstreme og hastige klimaændringer til følge.
På samme måde kan Sibiriens underjordiske gasdepoter slippe op til overfladen og frigives i atmosfæren, efterhånden som den permafrosne jord optøs, et scenarie som også vil have ekstreme konsekvenser for livet på Jorden.
Imperialistiske forskydninger
I stedet for at reagere på disse alvorlige sikkerhedstrusler har storkapitalen og dens marionetter verden over travlt med at skabe endnu en eksistentiel krise for menneskeheden.
Den interimperialistiske kamp om adgang til naturressourcer, nye markeder og investeringsobjekter, en ny kold krig og en stadig mere antagonistisk, polariseret og konfliktfyldt verden truer menneskeheden med en altødelæggende atomkrig – med langvarige globale konsekvenser.
Den krise, som startede i 1970’erne, som neoliberalismen formåede at mane midlertidigt i jorden, og som poppede kortvarigt op til overfladen i 2008, har med coronapandemien og proxykrigen, som for nuværende udkæmpes på ukrainsk jord, forøget sin styrke og accelererer den hastige forandring, som verden undergår for øjnene af os.
Og som om det ikke var rigeligt, ønsker magtfulde kræfter i USA at åbne en anden front mod Kina i sin krig for globalt overherredømme.
Såvel den væbnede konflikt som de massive økonomiske våben der tages i brug i denne kamp, rammer som altid først og fremmest verdens fattigste og arbejderklassen.
En rapport fra november 2022 fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) viser således, at vi lige nu er vidne til den voldsomste globale nedgang i arbejderklassens købekraft i 100 år.
Alt i alt ikke ligefrem det optimale udgangspunkt for en rejse ind i det ukendte…
Samtidigt med fødevare- og energiprisernes himmelflugt, ødelæggelsen af de globale forsyningskæder og den globaliserede økonomis forestående kollaps søger finanskapitalen at løse såvel problemet med de manglende profitable investeringsmuligheder som den fremskredne naturkrise ved en finansialisering af den sparsomme rest af urørt vild natur.
New York Stock Exchange og Intrinsic Exchange Group har med annonceringen af en ny aktiekategori kaldet Natural Asset Companies skabt et finansielt instrument for kapitalisering af verdens “naturkapitalaktiver”.
Det erklærede formål er at “udnytte naturens iboende og produktive værdi og skabe en værdiopbevaring baseret på de vitale aktiver, der er grundlaget for hele vores økonomi og gør livet på Jorden muligt.”
Et uhyggeligt perspektiv, ikke mindst for de oprindelige folk som lever i de områder, som nu skal sikre monopolkapitalen de sidste rester af profit inden det totale sammenbrud.
Denne perverterede opvisning i kapitalens fetichkarakter understreger den uløselige modsætning mellem kapitalisme og et bæredygtigt stofskifte mellem mennesker og natur.
Økologisk civilisation
Katastrofen lurer altså i form af fascisme, atomkrig og klimakatastrofe, og min påstand er, at tidsligheden for revolutionære forandringer dermed har antaget en ny og central position i klassekampen.
De menneskelige samfund må forandres radikalt, før skaderne på natur, biodiversitet og klima sætter kursen mod de menneskelige samfunds ophør.
Ligesom forandringer er nødvendige, før der bliver trykket på den store røde knap, og atomkrigen bliver en realitet, eller før vores muligheder for at kæmpe indskrænkes betydeligt af en nyfascistisk udvikling.
I Sovjetunionens sidste år udvikledes idéen om nødvendigheden af at udvikle en økologisk civilisation baseret på Marx’ og Engels’ økologiske tænkning – og ikke mindst på 20’ernes og 30’ernes sovjetiske økologer, som blev sendt i glemmebogen, da Sovjetunionen pludselig skulle være klar til endnu en ødelæggende verdenskrig. Det er denne idé, som har inspireret Kina til at erklære opbygningen af en økologisk civilisation som målet for det enorme lands udvikling.
Det er ikke meningsfuldt at tænke sig en sådan økologisk civilisation side om side med en dominerende kapitalistisk økonomi. Den kræver et radikalt brud med selve kapitalens værdiform og opbygningen af et samfund, som understøtter et solidarisk og bæredygtigt stofskifte, såvel mellem mennesker og samfund som mellem samfund og natur.
I min optik er marxismens dialektiske materialisme sammen med Lenins teori om imperialismen, arbejderklassens mangeartede historiske erfaringer, bevægelserne for modvækst (degrowth) og økosocialisme, kampen for madsuverænitet og klimaretfærdighed samt idéen om en økologisk civilisation bidrag, der gør den kommunistiske idé til det eneste relevante svar på de akkumulerede kriser, menneskeheden står midt i.
Det, der nu er opgaven, er at skabe enhed mellem proletariatet i det globale nord og de, som allerede lider under klimaets forandringer i det globale syd. Der må skabes bevægelse og konkrete organisatoriske modsvar til det kapitalistiske samfunds individualisering af kollektive problemer – baseret på, og i respekt for, lokale traditioner og kulturelle særegenheder.
Den kunstige modsætning mellem såkaldt identitetspolitik og klassekamp må én gang for alle lægges på hylden. Der er brug for alle gode kræfter, hvis fremtiden skal vindes for kommende generationer.
Arbejderklassen i hele sin bredde må, inden tiden rinder ud, erfare, at vi kun gennem kamp og skabelsen af solidariske fællesskaber kan vende barbariet til en bæredygtig fremtid.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.