Aktivister fra Baltic Pipe Nej Tak blokerede mandag morgen to byggepladser, der er i gang med at opføre den såkaldte Baltic Pipe-gasledning, der skal fragte gas fra Norge via Danmark til Polen.
Aktivisterne kræver anlægsarbejdet af Baltic Pipe stoppet, efter at Miljø- og Fødevareklagenævnet har underkendt Miljøstyrelsens miljøtilladelse til byggeriet af gasledningen.
Der er ingen tvivl om, at projektet må stoppes, og det er derfor, vi blokerer byggeriet her i dag.
Luca Jensen, Baltic Pipe Nej Tak
– Hvis vi skal have nogen som helt chance for at redde Jorden fra den katastrofekurs, den er på, en kurs der allerede har bragt ødelæggelse med sig mange steder i verden, må vi tage radikale tiltag for at forbedre klima og miljø, både lokalt og globalt. Baltic Pipe modarbejder disse tiltag på alle tænkelige måder. Der er ingen tvivl om, at projektet må stoppes, og det er derfor, vi blokerer byggeriet her i dag, siger talsperson for Baltic Pipe Nej Tak, Luca Jensen.
På trods af at miljøtilladelsen til projektet er blevet ophævet, fortsætter Energinet arbejdet.
– Vi har en 210 kilometer lang byggeplads på tværs af Danmark, og vi kan ikke bare hoppe ud af gravemaskinerne og forlade byggepladserne. Vi skal lukke ned på en forsvarlig måde, og derfor vil der stadig være folk, som arbejder flere forskellige steder på strækningen. Vi skal sørge for, at ingen personer kommer til skade – både dem, der arbejder med projektet, og de folk, der bor og færdes langs byggepladserne, forklarer vicedirektør og leder af Energinets afdeling for anlægsprojekter Marian Kaagh.
Godkendelse inddraget
Miljø- og Fødevareklagenævnet underkendte i sidste uge tilladelsen til at opføre den 210 kilometer lange gasledning Baltic Pipe, der skal skære igennem Danmark.
Nævnet mener nemlig ikke, at projektet tager nok hensyn til særligt sårbare og truede dyr som hasselmus, spidsmus og flagermus og deres yngleområder.
Hos Energinet.dk, der står bag gasledningen i Danmark, er man “meget kede af afgørelsen” om at underkende miljøtilladelsen.
– Baltic Pipe er et stort anlægsprojekt, der krydser Danmark, og som ikke kan undgå at skabe gener, men vi har fuldt fokus på, at gasledningen bliver anlagt så skånsomt som muligt overfor mennesker og natur, herunder også at sikre gode levevilkår for beskyttede arter, som undervejs kan blive berørt, siger Energinets vicedirektør Marian Kaagh.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.