Siden Taleban overtog magten i Kabul den 15. august, har danske politikere med udenrigsminister Jeppe Kofod i spidsen malet et skønmaleri af den danske krigsindsats’ humanitære betydning for Afghanistans 40 millioner indbyggere.
Ifølge Kofod står befolkningen i det krigshærgede land i en langt bedre situation end før invasionen og besættelsen for 20 år siden: Mere ligestilling for kvinder, uddannelse og arbejde til kvinder, brønde til landbefolkningen for blot at nævne nogle af de officielle bedrageriske fortællinger.
Fortællinger der skal bilde den danske befolkning ind, at 44 danske soldater ikke mistede livet forgæves, og at prisen for den danske stat på mellem 12 og 20 milliarder kroner heller ikke har været forgæves.
Befolkningen i Afghanistan står med ryggen mod muren og mangler desperat alt fra medicin, vacciner og fødevarer, men USA og dets allierede har lukket for hanen.
Virkeligheden er imidlertid en ganske anden end det glansbillede, besættelsesmagterne forsøger at tegne.
Samme dag, som USA officielt trak sine sidste soldater ud af Kabul, udsendte FN’s børneorganisation UNICEF en appel om støtte til organisationens indsats i Afghanistan, hvor næsten 10 millioner børn har akut behov for hjælp til fødevarer, medicin, vacciner og vand på grund af tørke. Det svarer til 25 procent af befolkningen.
To millioner børn er ifølge FN’s fødevareprogram WFP underernærede, og mere end halvdelen af befolkningen overlever for mindre end den officielle fattigdomsgrænse.
43 procent af afghanerne er analfabeter, og 5,5 millioner afghanere lever som interne flygtninge i deres eget land. Dertil skal lægges de afghanske flygtninge, som også lever en kummerlig tilværelse i nabolandene – 1,5 millioner i Afghanistan og omkring 3,5 millioner i Iran – 780.000 registrerede og op til 2,5 millioner uofficielle flygtninge.
Befolkningen i Afghanistan står med andre ord med ryggen mod muren og mangler desperat alt fra medicin, vacciner og fødevarer, men USA og dets allierede har lukket for hanen, da Taleban kom til magten.
Afghanistans centralbank har udenlandsk valuta for omkring 60 milliarder kroner placeret i udenlandske banker. Dem har USA’s finansministerium nu indefrosset. Valutafonden IMF har efter pres fra Biden-administrationen indfrosset 2,8 milliarder kroner til at bekæmpe coronapandemien i Afghanistan. Også EU har smækket pengekassen i.
Krigen mod befolkningen i Afghanistan fortsætter altså – bare med økonomiske midler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.