“Efterhånden som støvet har lagt sig, virker det pludselig, som om næsten alt, hvad vi troede, vi vidste om verdensøkonomien, er forkert.”
Ovenstående citat stammer fra en artikel bragt i New York Times (et af USA’s mest indflydelsesrige massemedier) den 18. juni 2023, skrevet af journalisten Patricia Cohen, der fast dækker den globale økonomi for avisen fra sin bopæl i London.
“De økonomiske konventioner, som politikere har stolet på, siden Berlinmuren faldt for mere end 30 år siden – den ufejlbarlige overlegenhed ved frie markeder, liberaliseret handel og maksimal effektivitet – ser ud til at være ved at køre af sporet”, fortsætter Cohen.
For kapitalen er det lige meget, om alle mennesker på Jorden dør i en atomholocaust – den har ingen nytte af mennesker eller en beboelig klode, hvis den ikke er i stand til at fortsætte sin vækst.
Hun opremser de voldsomme erkendelser, som de sidste par års historiske begivenheder har forårsaget hos rigtigt mange mennesker:
Som at vi under covid-19-pandemien så, hvordan den uophørlige stræben efter globalisering i jagten på at reducere omkostninger førte til et sammenbrud i de internationale forsyningskæder og efterlod sundhedspersonale uden masker og medicinske handsker.
Også idéen om, at samhandel og økonomisk integration er den sikreste vej til varig fred, fik et knæk, da russiske soldater marcherede ind i Ukraine samt de voksende spændinger mellem USA og Kina.
Og så er der naturligvis de stadig flere tilfælde af ekstremt vejr, som ødelægger afgrøder, tvinger folk på flugt og sætter kraftværker i stå, som ifølge Cohen har vist, at markedets usynlige hånd ikke beskyttede planeten.
Patricia Cohen gennemgår herefter en lang række for marxister gammelkendte sandheder om kapitalens magt, imperialismens røveriske karakter og om globaliseringens skævvridning af samfundene i det globale nord.
Hun afslutter med konklusionen: “Mens den tidligere økonomiske ortodoksi delvist er blevet forladt, er det ikke klart, hvad der skal erstatte den. Improvisation er dagens orden. Måske er den eneste antagelse, man kan stole på nu, at vejen til velstand og politiske afvejninger vil blive mere uklare.”
Topkarakterer til New York Times for at have opdaget det indlysende og for at indrømme det i en forsideartikel. Men hvad mener Cohen med, at “den tidligere økonomiske ortodoksi delvist er blevet forladt”?
Mener hun udelukkende enkelte, helt specifikke, historisk bestemte træk ved kapitalismen – den såkaldt hyperglobaliserende neoliberalisme, som var kapitalens svar på 70’ernes krise, og som blandt andet muliggjordes og eskaleredes på grund af ekstensive markedseksudvidelser, ind i de tidligere postrevolutionære samfund i Østeuropa og på Balkan?
I så fald er der noget om snakken. Verden kommer ikke til at fortsætte, som vi har kendt den i de sidste tre årtier. Mange mediefolk snakker om globaliseringens endeligt. Men hvad betyder det? Kan kapitalen holde op med at være global? Kan arbejdsdeling, resurseudvinding og fordeling af købekraft skrumpe ind og pludselig få en rent national eller regional karakter?
Svaret er nej. For det første er resurserne der, hvor de er, og må nødvendigvis udvindes der. Mere generelt er det svært at forestille sig, hvordan akkumulation af kapital og stigende profitter på langt sigt kan sikres uden på den ene eller anden måde at ekspandere og underlægge sig (opsluge eller subsumere, som Marx ville have sagt) stadigt større områder – af verden, af naturen, af menneskenes liv og relationer.
Til at nå det mål er netop krig, død, ødelæggelse, periodisk protektionisme eller nye imperialistiske blokdannelser samt mere åbent diktatoriske politiske systemer på nationalt og regionalt niveau blandt kapitalens velafprøvede overlevelsesmekanismer.
Det, vi ser udfolde sig i øjeblikket, er reaktioner fra en politisk elite, som panisk og blændet af frygt kaster alt andet end kapitalens grundsætninger overbord i forsøget på at sikre fortsat vækst hos en global kapital, som mere end nogensinde før er sammenvævet på tværs af landegrænser og kontinenter – på bekostning af især folkene i det globale syd, arbejderklassen i det globale nord og ultimativt menneskeheden som sådan.
Kapitalen kan ikke pludselig fragmenteres og indskrænke sig til en enkelt nationalstat – kan ikke gå tilbage til tidligere tiders “småskala”-kapitalisme. Det er også derfor, vi ser, at handel på tværs af fjendelinjer fortsætter trods massive spændinger og væbnede konflikter.
Kapitalen må udvide sig, akkumulere sin magt og opsluge stadigt flere af livets nødvendigheder for at overleve. Det er et eksistentielt spørgsmål om vækst eller sammenbrud – og det er netop derfor, kapitalens forsvarere har kastet al forsigtighed overbord, snakker åbent om atomkrig og voldelig (gen)erobring af markedskontrol.
For kapitalen er det lige meget, om alle mennesker på Jorden dør i en atomholocaust – den har ingen nytte af mennesker eller en beboelig klode, hvis den ikke er i stand til at fortsætte sin vækst.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
