STARK bryder sympatikonflikt
Tirsdag den 23. maj kunne finansminister Nicolai Wammen (S) overbringe den glædelige nyhed, at der i perioden frem mod 2030 er ekstra 16 milliarder kroner i den danske statskasse. Beløbet bringer det såkaldte økonomiske råderum op på 64 milliarder kroner.
Både statsminister Mette Frederiksen og finansministeren måtte da også indrømme, at dansk økonomi har det meget bedre, end de havde regnet med: Beskæftigelsen er rekordhøj, arbejdsløsheden lav, og inflationen er aftagende.
Meldingen om den gode økonomi var i den grad elendig timing for regeringen.
En sund dansk økonomi hænger dårligt sammen med regeringens politiske krisefortælling.
For det første hænger en sund dansk økonomi dårligt sammen med regeringens politiske krisefortælling, der er blevet brugt til blandt andet at bane vej for upopulære beslutninger a la afskaffelsen af store bededag. Og som regeringen også fremadrettet skal bruge for at gennemføre nye reformer, der vender brodden mod den brede befolkning og arbejderklassen.
For det andet faldt meldingen på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2024 var inde i slutfasen.
KL havde gjort klart, at de ikke skrev under på økonomiaftalen om næste års budgetter, før beregningerne af det økonomiske råderum lå klar. Men hvad skete der? Få dage efter skrev KL under på en “stram” aftale, der ifølge KL selv indebærer, at regeringen sammen med kommunerne får “en stor opgave i at afstemme med borgerne, hvilken velfærd de kan forvente i de kommende år.”
Den kommunale serviceramme bliver næste år løftet med 2,4 milliarder kroner, men da kommunerne har et efterslæb på 1,9 milliarder fra 2022 som følge af prisstigninger, så er der reelt kun 500 millioner kroner til mere service. Og alligevel ikke. For medregner man, at udgifterne på grund af flere børn og ældre næste år løber op i 1,25 milliarder, og at kommunerne i aftalen pålægges at skære 700 millioner af deres administrationsudgifter, så er det forståeligt, når fagforbundet FOA konkluderer, at aftalen ikke sikrer penge til at bevare velfærden.
Allerede nu har flere kommuner genåbnet deres budgetter for 2023, fordi de ikke hænger sammen. De kan se frem til svære budgetforhandlinger til efteråret.
Regionernes økonomiaftale er ikke spor bedre, så også her er der udsigt til mindre og ikke mere velfærd.
Spørgsmålet er, om politikerne snart indser, at den nedre grænse for pleje og omsorg af borgere, der har brug for hjælp, for længst er overskredet. Det samme gælder, når man ser, hvor mange børn en voksen i en vuggestue eller børnehave skal tage sig af. Eller når man ved, at antallet af ikke-uddannede, der underviser i folkeskolerne, nærmer sig 20 procent. For ikke at snakke om problemerne med manglende rekruttering i social- og sundhedssektoren og de lange ventelister på behandling for selv kritisk sygdom.
Danmark opnår aldrig at få “verdens bedste folkeskole” eller “verdens bedste sundhedsvæsen”, når politikerne – selv med et historisk stort økonomisk råderum – ikke vil investere i den offentlige sektor.
Det er helt på månen, når der er et så stort økonomisk råderum, at der ikke bliver investeret mange flere penge i en udpint offentlig sektor til gavn for børn, unge, ældre. Og til gavn for de faggrupper der hver dag kæmper og gør deres bedste under ekstremt vanskelige forhold.
Opgørelsen over statens forventede overskud viser, at det ikke er pengene, der mangler, men den politiske vilje til at investere dem i velfærd.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
