Læserbrev
20 års blodig imperialistisk besættelse af Afghanistan er slut. Den gennemkorrupte marionetregering flygtede over hals og hoved, da Taleban stod udenfor hovedstaden Kabul. Det regime, som besættelsesmagten har opbygget, er faldet sammen på få dage.
USA indledte krigen mod Talebanstyret i Afghanistan i 2001 efter terrorangrebet i New York den 11. september, da den daværende præsident George W. Bush erklærede global krig mod terror og krævede totalt opbakning fra sine allierede i NATO.
Det var ganske vist ikke Taleban, der stod bag terrorangrebet, men saudiaraberen Osama bin Laden, en af grundlæggerne af terrornetværket Al Qaeda. Han befandt sig i Afghanistan, og Talebanstyret tilbød dengang at udlevere bin Laden til et neutralt land, hvor saudiaraberen kunne stilles for retten og dømmes for sine eventuelle forbrydelser i USA.
USA’s og NATO’s krig og besættelse har korrumperet økonomien, tvunget millioner på flugt og gjort Afghanistan til verdens største producent af opium og heroin.
Det er værd at notere sig, at USA selv har bevæbnet Taleban-bevægelsen, da Sovjetunionen i 1979 blev hidkaldt af Afghanistans daværende regering. Dengang kunne USA bruge den reaktionære islamistiske bevægelse til at destabilisere Afghanistan for at opnå sine egne imperialistiske mål. Nogle husker måske også en ung Lars Løkke Rasmussen stå bevæbnet i mujahedin-outfit flankeret af to afghanske jihadister.
Men det er for længst forsvundet ud af magthavernes fortælling.
USA ville i krig i et af verdens fattigste lande – nu ikke bare mod terror, men også for at opbygge demokrati, styrke kvinderettigheder og uddannelse. Og flertallet af danske politikere ville med.
Det skortede ikke på løfterne om demokrati, frihed, fremgang og velstand. Og de vestlige krigsherrer i USA og NATO har nu travlt med at skønmale krigsindsatsen og besættelsen efter det svidende nederlag og Talebans tilbagevenden til magten i landet.
En indsats der har kostet billioner af dollars, tusindvis af dræbte både civile og soldater og udløst store flygtningestrømme.
Skal man tro den danske regering og de politikere, der har vedtaget og forsvaret besættelsen, er der opnået store resultater til fordel for ikke mindst kvinderne og børnene under den imperialistiske besættelse. 80 procent af pigerne kommer nu i skole, kunne Karen Hækkerup, leder af UNICEF i Danmark, fortælle her til morgen, terrornetværket Al-Qaeda er stærkt svækket og mere i samme dur.
Men den imperialistiske besættelse efterlader et Afghanistan, hvor 47,3 procent lever i fattigdom, ifølge Asiatisk Udviklingsbank. Ifølge Malalai Joya, afghansk forkæmper for kvinders rettigheder, er situationen langt værre i dag end i 2001.
Læs også
USA’s og NATO’s krig og besættelse har korrumperet økonomien, tvunget millioner på flugt og gjort Afghanistan til verdens største producent af opium og heroin. Forholdene – især for kvinderne på landet – har været lige så elendige under besættelsen som under Talebans styre. Besættelsesmagten har intet gjort, for at Afghanistan kan stå på egne ben. Der er ikke skabt varige arbejdspladser, og de skoler, som besættelsesmagten har pralet af, eksisterer ofte kun på papiret.
Kampen om, hvilken fortælling om USA’s og NATO’s 20-årige krig og besættelse der skal fylde historiebøgerne for eftertiden, er indledt. Vi skal frem for alt bildes ind, at de mange ofre – menneskelige såvel som økonomiske – ikke har været forgæves. Nederlaget må for alt i verden ikke betyde, at den folkelige modstand mod nye imperialistiske krigseventyr vokser.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
