Advarsel!
Det her bliver lidt tungt og lidt langt. Men hold ud, for det er nødvendigt at illustrere, hvorledes det officielle Danmark, repræsenteret ved regeringen, hårdnakket, konsekvent og uden at ryste på hænderne i denne tid stiller sig på folkemordets side.
Tirsdag i sidste uge var der spørgetime i Folketinget til statsministeren, og Alternativets Franciska Rosenkilde udfordrede Mette Frederiksen. Alternativet-politikeren vil nemlig ikke betragtes som “en del af det politiske Danmark, der støtter drab på civile i Gaza”.
Der er ikke tale om, at Hamas bare kan fjerne sig. At påstå det er at tilsløre realiteterne.
Mette Frederiksens svar var utvetydigt. Ikke til at misforstå. Krystalklart. Det fortjener et fyldigt uddrag:
– Jeg håber, at vi kan blive enige om én ting, at hvis Hamas forlader Gaza, så vil situationen ændre sig med det samme. Det er jo Hamas, der holder en hel civilbefolkning gidseltaget i det her. Og i mine øjne er det Hamas, der er ansvarlig, både selvfølgelig for det der skete i Israel tilbage i starten af oktober, men også for det, der sker i dag. Hvis Hamas stillede sig frem, tog deres tørklæder af, viste deres ansigt, stod til ansvar for de voldtægter, de mord og for de overgreb, de har begået, så ville verden være i en helt anden situation.
Og videre:
– Jeg kan næsten ikke se noget mere kynisk, end det, vi oplever nu: En terrororganisation, der bevidst bruger en civilbefolkning, der bevidst lader børn slå ihjel, fordi de ikke vil stille sig frem og stå til ansvar for deres egne handlinger. Så Hamas kunne slutte det her helvede med det samme. Israel har ret til at forsvare sig selv. Jeg håber aldrig, at der er et folketingsflertal, der sætter spørgsmålstegn ved, om demokratier har ret til at forsvare sig mod terrororganisationer.
Hvis nogen led af den forhåbning – eller illusion om man vil – at den danske regering eller folketingsflertallet er til at rokke, kan bringes til at gøre noget, i det mindste for en våbenhvile, må den forhåbning være knust i tusinde stykker.
“Hamas kunne slutte det her helvede med det samme.”
Jamen, er Mette Frederiksen helt uden for virkelighedens verden. Tror hun, at Hamas er en organisation, der er isoleret blandt den palæstinensiske befolkning, og som kan fjernes med et kirurgisk indgreb?
Når Hamas skal fjernes, udrenses, betyder det så også, at de sygeplejersker, der arbejder på hospitaler under det Hamas-drevne sundhedsministerium, skal udrenses? Når Hamas skal fjernes, udrenses, betyder det så også, at de lærere, der arbejder under det Hamas-drevne uddannelsesministerium, skal udrenses?
For virkeligheden er, at Hamas er tæt sammenvævet med lokalsamfundet i Gaza – og lige nu styrkes på Vestbredden, i takt med at Israels udrensningskrig også føres på den front. Som nogle beskriver det: Islam og pan-arabisme smelter sammen på en måde, der ikke er set før. Det kan man lide eller ej – men det er konsekvensen af bomberegn og besættelse.
Så derfor:
Det, Israel fører, er ikke en målrettet krig mod en enkelt væbnet organisation. Det er ikke en krig for at befri palæstinenserne for Hamas som en forudsætning for en varig fredsløsning. Der er ikke tale om, at Hamas bare kan fjerne sig. At påstå det er at tilsløre realiteterne.
“Enhver der tror på, at man fysisk kan udslette alle, der er tilknyttet til Hamas, støtter folkemordet i Gaza (som første trin til folkemord på Vestbredden),” skriver det nu tidligere græske parlamentsmedlem Yanis Varoufakis meget præcist.
Det er det, der er kernen. Og det er også det, der er drivkraften i den største folkelige mobilisering, vi har set i årtier herhjemme, i Europa og i verden. Ønsket om ikke at stå på folkemordets side. At sige fra. At råbe op.
Denne mobilisering gør tilsyneladende intet som helst indtryk på det officielle Danmark – snarere tværtimod, de håner den og mistænkeliggør den. Men den har betydning og indvirkning som del af en verdensomspændende folkelig bevægelse. Den er en del af et internationalt folkeligt diplomati, der lige nu virker sammen med et meget aktivt regeringsdiplomati, især fra arabiske og andre lande i det globale syd.
Lige nu regner bomberne igen over Palæstina. Nogle få dages timeout i bombestrømmen er ovre. Den verdensomspændende folkelige bevægelse har ikke bare vokset sig stor, men den har slået rødder, er blevet en uomgængelig kraft. For våbenhvile. Imod besættelse. For befrielse.
Det er virkeligheden. Og ser man ud over virkelighedsfjern ønsketænkning, så er virkeligheden også, at Israel fremstår mere og mere isoleret. Selv den siddende administration i Det Hvide Hus, der fortsætter med at opruste den israelske krigsmagt, har sine “røde linjer” og strategiske bekymringer i forhold til Israels ubønhørlige krigsførelse.
Mette Frederiksen og det officielle Danmark står solidt plantet i en lille krog i et parallelunivers. Sådanne universer har det altid med at bryde sammen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
