“…livet på et udrejsescenter er miserabelt. Beboerne er ikke frihedsberøvede, men har alligevel pligt til at bo og overnatte på centret, og de skal registrere sig flere gange ugentligt. De har ikke lov til at arbejde, men bliver forsørget af Udlændingestyrelsen med tre måltider om dagen i en kantine på centeret.” Ærlig talt, ordet “miserabelt” er vildt overdrevet som beskrivelse af det, de udviste kommer ud for, inden de forlader landets grænser. Forholdene er måske “ubekvemme” for dem, men det er også alt …..
Log ind for at svareTirsdag i denne uge skrottede regeringen planerne om et nyt udrejsecenter på Langeland. Dermed bliver de 130 udviste udlændinge, som skulle have været flyttet til Langeland, foreløbigt boende på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording.
Forløbet har ikke været skønt at overvære. De 130 udlændinge, som er enlige personer på tålt ophold eller tidligere dømte og udviste, er fra dag ét blevet italesat som monstre, som ingen vil have til nabo – og da slet ikke udlændingeminister Mattias Tesfaye.
Der er mange gode grunde til at håndtere problemstillingen med udviste udlændinge på en helt anden måde, end den bliver i dag.
Derfor er diskussionen heller ikke gået på, hvordan der kan findes varige og humane løsninger, men udelukkende på hvor aben skal placeres.
Både den socialdemokratiske regering og den borgerlige opposition har brugt sagen til at profilere sig som hardlinere i forhold til udlændingepolitikken. Samtidig med at Mattias Tesfaye offentliggjorde planerne om at flytte “denne gruppe mennesker, som er uønskede i Danmark“, som det hedder i pressemeddelelsen, bebudede han nye og strammere regler for deres ophold i Danmark.
Vi kender ikke historien bag alle de 130 mennesker, men vi ved, at en del af dem er på tålt ophold. Det betyder, at de ikke har lovligt ophold i Danmark, men ikke kan udvises. Det skyldes som regel, at de risikerer dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling i det land, de ellers skulle udvises til.
Vi ved også, at de, som er tidligere dømt for kriminalitet, alle har udstået deres straf. Og vi ved, at de har mange forskellige straffe i bagagen, også for simple forbrydelser. Blandt disse forbrydelser kan også være, at man som udvist asylansøger ikke har overholdt sin pligt til at overnatte på et udrejsecenter, men for eksempel har valgt at overnatte hos sin familie eller kæreste.
Vi ved også, at livet på et udrejsescenter er miserabelt. Beboerne er ikke frihedsberøvede, men har alligevel pligt til at bo og overnatte på centret, og de skal registrere sig flere gange ugentligt. De har ikke lov til at arbejde, men bliver forsørget af Udlændingestyrelsen med tre måltider om dagen i en kantine på centeret. Forholdene er i det hele taget helt bevidst gjort elendige for at presse beboerne til at give op og rejse ud af Danmark.
Vi ved også, at forholdene på udrejsecentrene ikke motiverer beboerne til at rejse hjem. Kun en meget lille del er blevet sendt ud eller rejst frivilligt hjem. Andre igen vælger at gå under jorden og leve illegalt i Danmark – eller eventuelt søge til et andet europæisk land.
Vi ved også, at ophold på udrejsecentre gør folk syge – jo længere tids ophold, jo dårligere mentalt helbred. Og vi ved, at det ødelægger mennesker, hvis man har et liv uden perspektiv og muligheder. Deres eneste perspektiv bliver faktisk at bryde loven.
Derfor er der mange gode grunde til at håndtere problemstillingen med udviste udlændinge på en helt anden måde, end den bliver i dag, hvor mennesker i årevis kan rådne op på et udrejsecenter. Det er inhumant, og det er ikke en retsstat værdig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
