I weekenden samlede flere tusinde shiamuslimer sig til det årlige Ashuraoptog i København. Optoget er til minde for Imam Hussain, som er en central skikkelse i shiaislam, og har været en årlig tilbagevendende begivenhed i København siden 1996.
Men i år har optoget skabt en voldsom debat. Kritik af optoget har gået på, at religion ikke skal fylde i gadebilledet, at optoget var kønsopdelt og ren og skær racisme mod muslimer, som så ofte stikker sit grimme ansigt frem, når muslimer foretager sig noget som helst.
Joachim B. Olsen fra BT går endda så langt som at foreslå, at optoget skulle være helt og aldeles forbudt. Det tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance har altså intet imod at fjerne grundlovssikrede demokratiske rettigheder, hvis det betyder, at han kan slå lidt på nogle muslimer og deres traditioner.
Hele debatten om optoget er symptomatisk for den islamofobi, som har præget Danmark i årtier. Det er en form for racisme, som i høj grad bare accepteres i den offentlige samtale, på trods af hvor hyklerisk og ulækker den er, når den undersøges nærmere.
Mange kender til den såkaldte “jødetest”, at hvis man erstatter ordet muslim eller islam fra mange udtalelser og erstatter det med jøde eller jødedommen, lyder udtalelserne hurtigt som noget fra det tredje rige. Den test kan også bruges her, men den kan faktisk tages et skridt videre.
Hykleriet i kritikken af optoget ligger i, at for eksempel visse jødiske trossamfund i Danmark, dog også kristne, selv er skyldige i de ting, som optoget får kritik for. I synagogen i København er der også kønsopdeling.
Antiracisme er ikke kun en kamp for bestemte grupper, det er en kamp, som påvirker os alle. Derfor er den stadig enormt aktuel og vigtig for hele samfundet.
Politikere har gentagne gange begrædt, at jøder ikke kan bære davidsstjerner eller kalot i offentligheden, selv om disse også er religion i det offentlige rum. Men her finder man ingen lignende kritik, som den der møder muslimer i Danmark. Kvinders tørklæder skal begrænses i det offentlige rum, men kalot skal sikres fuldstændigt.
Der er endda flere præster i folkekirken, som nægter at vie homoseksuelle eller fraskilte. Nogle vil endda ikke give hånd til kvinder eller acceptere dem som præster. Men hører vi fordømmelse af de “middelalderlige” holdninger? Eller gælder det kun, når det er en muslim, som gør det?
Og det er ikke kun muslimer, som påvirkes af den retorik, som vi ser udfolde sig nu. Som nævnt tidligere har Joachim B. Olsen sagt, at han så optoget forbudt fuldstændigt. De borgerlige frihedsrettigheder gælder altså kun så længe, at de ikke benyttes af muslimer.
Konsekvensen af den slags indgreb i de demokratiske rettigheder burde være åbenlys. I iveren for at fremstå mest mulig fremmedhadsk kan vi ende i en situation, hvor andre demonstrationer, optog og ytringer bliver ulovlige.
I Danmark har vi religions-, forsamlings- og ytringsfrihed. De rettigheder må og skal kunne stå imod de angreb på dem, som vi ser fra højrefløjen lige nu. Undskyldningen er måske, at det er for at begrænse muslimer specifikt, men det er vores alles friheder, som i sidste ende bliver sat til side.
Vi må sige fra, når den indre svinehund viser sig, som den har gjort i forbindelse med det her shiamuslimske optog. Vi må stå fast på, at så længe man ikke skader nogen, skal man have ret til at praktisere sin religion, og at ethvert forsøg på at begrænse den eller andre rettigheder vil blive mødt med massiv modstand.
Antiracisme er ikke kun en kamp for bestemte grupper, det er en kamp, som påvirker os alle. Derfor er den stadig enormt aktuel og vigtig for hele samfundet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
