Lørdag den 8. august lancerede den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir en kampagne. Indholdet i kampagnen er en opfordring til muslimske unge, som skal begynde på landets gymnasier om, at de ikke måtte glemme deres muslimske værdier. At de ikke blindt skulle give sig i kast med en “skamløs og grænseløs ungdomskultur”.
Generelt et budskab, som flugter med andre religiøse, og generelt konservative, organisationers opfordringer, når det kommer til unge. At de skal afholde sig fra alkohol, fra fri seksualitet og generelt praktisere fromhed og sætte deres religion først.
Det budskab kan diskuteres, det er muligt at være kritisk overfor det på en ordentlig måde, men de danske medier, og særligt landets politikere, har valgt en meget anderledes vej.
I stedet for en reel religionskritik, eller et forsvar for frihedsværdier overfor striks konservatisme, er debatten endt som den altid gør, når disse synspunkter kommer fra muslimer: Fyldt med voldsomme fordømmelser, trusler om hjemsendelse og forbud, og med massere af racisme og splittelse.
Og det har præget den offentlige samtale hele sommeren, længe før Hizb ut-Tahrirs kampagne. Før sommerferien sad Thomas Skriver Jensen, Socialdemokratiets udlændingeordfører, i Deadline på DR og svarede “ja” til spørgsmålet om, hvorvidt der er for mange muslimer i Danmark.
Ikke kriminelle, bare muslimer.
Samme Thomas Skriver Jensen har nu foreslået at forbyde Hizb ut-Tahrir for deres opfordring til gymnasieeleverne, på trods af foreningens grundlovssikrede ret til at eksistere. En kristen organisation med et lignende budskab ville helt sikkert aldrig få samme trussel.
Religionskritik er vigtigt, og det skal der være plads til. Men udnyttelsen af visse religiøse synspunkter til at skabe had mod hele befolkningsgrupper er aldrig acceptabelt.
Samtidig turnerer Dansk Folkeparti fortsat med deres nyfascistiske remigrationsudspil og kræver en nettoudvandring af muslimer fra Danmark.
Og for nyligt så vi, efter terrorangrebet mod en pride-fest i Berlin, hvordan højrepopulisterne gik i selvsving med nye krav om at slå hårdere ned på muslimer. LGBTQ+-personer, der for eksempel var modstandere af Israels folkedrab i Palæstina stod endda for skud og blev beskyldt for at være naive. Underforstået, at de støttede op om mennesker, muslimer, som alle partout ville slå dem ihjel.
Politikerne udnytter enhver chance for at drive en kile mellem arbejdere. De udnytter på kynisk vis alt fra tragiske terrorangreb til en religiøs forenings kampagne til at skabe et os og dem billede. Hellere at arbejderklassen er splittet på basis af religion, hudfarve eller andet, end at de står samlet mod magthaverne. Det er en ældgammel strategi, alligevel bruges den stadig flittigt.
Venstrefløjen har altid været et bolværk mod racisme og had. I dag ser vi, at mængden af had, der spredes fra magthaverne, er på et ekstremt højt niveau. Derfor er der mere brug for en reel antiracistisk bevægelse, som siger nej og aktivt kæmper imod den hadefulde retorik.
Lad ikke de her ord forstås som et ukritisk forsvar for Hizb ut-Tahrirs ideologi. De er, som nævnt, en dybt religiøs organisation, der har en fundamentalistisk læsning af den muslimske religion.
Ligesom med fundamentalistiske kristne, jødiske eller enhver anden religion, fortjener den slags synspunkter et kritisk blik. Men debatten om lige præcis det her budskab til gymnasieeleverne indeholder ikke et kritisk, men derimod et fordomsfuldt blik.
Religionskritik er vigtigt, og det skal der være plads til. Men udnyttelsen af visse religiøse synspunkter til at skabe had mod hele befolkningsgrupper er aldrig acceptabelt. Hizb ut-Tahrirs konkrete opfordring til gymnasieeleverne er ikke nær så farlig, som dem der udnytter den til fodre den indre svinehund.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
