Landet rundt
Om få uger indsættes Tysklands nye regering, som vil bestå af Socialdemokratiet, De Grønne og Frie Demokrater. De tre partier er blevet enige om et 177-sider langt regeringsgrundlag, der også omfatter den kommende regerings mål for EU – og de er vidtrækkende.
Målene vil være sød musik for de store europæiske monopoler og alle deres organisationer som World Economic Forum og BusinessEurope og European Roundtable of Industrialist (ERT), som siden 1980’erne har presset på for at omdanne EU til en europæisk superstat, og andre af industriens lobbyorganisationer. Til gengæld bør det være et wakeupcall for alle EU-modstandere og -skeptikere.
For det tyske regeringsprogram er ildevarslende. Kort fortalt vil de tyske regeringspartier skabe en føderal europæisk forbundsstat og dermed overføre omfattende mere magt til EU på bekostning af medlemslandenes nationale parlamenter.
Der er al mulig grund til at ruste sig til kommende slag for at forsvare Danmarks nationale selvbestemmelse. Unionen er langtfra stendød, som Poul Schlüter skråsikkert erklærede for 35 år siden.
De tyske regeringspartier siger åbenlyst, at de vil bruge “konferencen om EU’s fremtid”, som angiveligt skal tegne konturerne af et fremtidigt EU, uden dog at skulle åbne for ændringerne af Lissabon-traktaten, som EU’s stats- og regeringsledere fik lusket igennem uden folkeafstemninger i 2007. Bortset fra Irland. Her stemte befolkningen i første omgang nej, men efter kosmetiske indrømmelser blev det et ja.
Men står det til den kommende tyske regering, skal konferencen om EU’s fremtid lede frem til ændringer af Lissabon-traktaten og et forfatningskonvent. Konventet skal øge EU-parlamentets magt, skabe ensartede valgregler, tværnationale valglister og et forpligtende system med spidskandidater.
EU skal være en handlekraftig “suveræn” aktør på den internationale scene “i en verden præget af usikkerhed og systemisk konkurrence”, mener de tyske politikere, hvor begrebet systemisk konkurrence er et yndet udtryk for en slet skjult henvisning til Kina.
Derfor vil de afskaffe vetoretten i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og Unionen skal have en ægte udenrigsminister. En forbundsstat kræver selvsagt også militære muskler, og det ligger allerede i den nuværende Lissabon-traktat, at EU skal arbejde henimod “en fælles forsvarspolitik”, som vil “føre til et fælles forsvar”, som det formuleres i traktaten. Altså en egentlig EU-hær.
Her går de tyske politikere på listefødder, for de vil nødigt udfordre USA og dets forlængede arm NATO. Det vil splitte EU-landene, hvor især de østeuropæiske lande ikke ønsker at svække militæralliancen til fordel for et EU-militær.
EU-hæren omtales slet ikke i regeringsgrundlaget. I stedet listes den ind ad bagvejen efter metoden om at tage skridtet bid for bid – salamimetoden – som alle kontroversielle tiltag i EU er blevet det. I regeringsgrundlaget går partierne ind for “øget samarbejde mellem EU-landenes nationale hære, der er villige til at integrere, især hvad angår træning”, og de vil oprette “fælles kommandostrukturer og et fælles civilt-militært hovedkvarter”, som skal komplementere NATO’s strukturer.
Der er mange flere kontroversielle forslag for at øge EU’s magt i skuffen hos den kommende regering i Tyskland. Og der er al mulig grund til allerede nu at ruste sig til kommende slag for at forsvare Danmarks nationale selvbestemmelse. Unionen er langtfra stendød, som Danmarks daværende konservative statsminister Poul Schlüter skråsikkert erklærede for 35 år siden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
