Mens verdens regeringer udvander de væsentligste videnskabelige rapporter i vores tid, fortsætter kursen mod den ukontrollable klimakatastrofe.
Mens disse linjer skrives, lider millioner af mennesker på Afrikas Horn under en historisk tørke, som skyldes klimaforandringer, og som ifølge FN vil udvikle sig til en sultkatastrofe.
Allerede nu er 30 procent af børnene i Somalia akut underernærede. Ritzau har snakket med Red Barnets danske Afrika-chef, Jakob Eilsøe Mikkelsen, der besøgte landet i midten af juni i år:
– Mange af børnene var simpelthen for afkræftede til overhovedet at græde eller at sige nogen lyde. De lå bare og stirrede ud i luften, fortæller han.
Hele det rådne apparat, som er opbygget omkring os for at sikre kapitalens overhøjhed, må nedbrydes og en socialistisk modvækst sættes i stedet.
Katastroferne vil fortsætte og blive stadigt mere udbredte og uigenkaldelige, jo længere vi fortsætter business as usual. Tørker, ekstremt vejr og ustoppelige kædereaktioner er allerede meget virkelige trusler mod de menneskelige samfund.
“Der er ingen tid at spilde, der er ingen tid til fortsat passivitet – befolkningen fortjener at få at vide NU, hvad vores kapitalejede politikere har gjort mod dem.”
Sådan udtrykte forskere fra FN’s klimapanel IPCC sig, da de lækkede de dele af deres rapport, som blev censureret af politiske årsager.
Forskerne understregede, at vil vi undgå den totale katastrofe, må vi “opgive den økonomiske vækst, som er grundlaget for kapitalismen”.
“At tusindvis af videnskabsfolk – for det meste ældre, privilegerede og moderate – er enige om noget så tilsyneladende radikalt, demonstrerer alvoren af den nuværende situation”, fortsætter forskerne, som opfordrer befolkningerne til at tage sagen i egne hænder og skabe de nødvendige forandringer, mens tid er.
At forskerne har ret i, at manglende handling er en konsekvens af manglende vilje, bliver tydelig, når man ser de enorme resurser, som kan hives op af hatten, når der skal føres krige.
Også under coronapandemiens hærgen så vi, hvilke magtmidler politikerne råder over. Og nu, hvor det gælder konsekvenserne af Vestens økonomiske krigsførelse, ser vi igen, hvor hurtigt forandringer kan hastes igennem.
Torsdag holdt regeringen således pressemøde om risikoen for energimangel i Danmark.
Her lanceredes blandt andet dekreter om at skrue ned for varmen i offentlige bygninger – til 19 grader, hvor den normalt ligger på mellem 21 og 23 grader, og så skal der ikke længere være unødigt lys på bygninger, bare fordi det ser flot ud.
Erhvervsminister Simon Kollerup lancerede en statsgaranti på 100 milliarder kroner, “der skærmer forbrugerne og i sidste ende understøtter forsyningsikkerheden”.
“Hold da op! Så Kan I jo godt”, tænker man.
Hvis det kan gå så hurtigt og nemt at understøtte en vanvittig økonomisk krig, som kun fører til armod for verdens flertal, hvorfor skal vi så glo på hockeystave, hver eneste gang regeringen snakker klimaindsats?
Kunne vi ikke have begrænset elforbruget for længe siden? Kunne vi ikke, ligesom med minkfarmene, lukke svinefabrikkerne i morgen med henvisning til, at de er en trussel mod menneskehedens fremtid?
Svaret er tydeligvis, at det kunne man sagtens, hvis man ikke satte kapitalakkumulation over mennesker og natur. Hvis ikke pengenes magt var stærkere end kærligheden til verdens børn, som skal vokse op i det inferno, vi reder op til dem.
At vente på politikerne er at vente forgæves – at vente på erhvervslivet er at vente til dommedag. Forandringerne må og skal komme nedefra. Hele det rådne apparat, som er opbygget omkring os for at sikre kapitalens overhøjhed, må nedbrydes og en socialistisk modvækst sættes i stedet.
Lad os afslutningsvis give ordet til forskerne i FN’s klimapanel, der i den oprindelige IPCC-rapport, inden den blev udvandet af magthaverne, skriver:
“Kollektiv handling gennem formelle sociale bevægelser og uformelle livsstilsbevægelser udvider potentialet for klimapolitikken og understøtter systemændringer”.
“Hvis 10-30 % af befolkningen demonstrerer deres vilje til lavemissionsteknologier, adfærd og livsstil, vil der blive etableret nye sociale normer”.
Du kan gå på opdagelse i de lækkede dokumenter her og her.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.