Reportage
Efter to års ventetid fik aktivisterne deres dag i retten.
Under Nakba-ugen i januar 2024 var to aktivister i Folketinget, på en dag hvor ét af dagsordenspunkterne var et forslag om stop for al økonomisk støtte til Palæstina. Her tog aktivisterne et banner frem og holdt det op foran sig på tilhørerrækkerne. For det ville anklagemyndigheden give dem hver en bøde på 4000 kroner.
Min bedstefar blev tilbageholdt af Gestapo; jeg har lært, at man skal kæmpe for det, der er ret.
Palæstina-aktivist
Og den 9. april 2026 – ironisk nok på den dag hvor hele landet flagede på halv for en besættelse, der endte for 81 år siden – var jeg tilskuer til retsmødet, hvor lovligheden af at udtrykke modstand mod besættelse og folkemord, måske, skulle afgøres.
Tvisten var dels, hvorvidt det ligger inden for ytringsfriheden at stå tavst med et flag på tilhørerrækkerne i folketingssalen, dels hvorvidt der var tale om en forstyrrelse af mødet i salen.
Men inden vi kom så langt, sad jeg på en bænk foran retslokalet sammen med den ene aktivist, som var mødt op (med fuldmagt fra den anden). Vi var begge ankommet i god tid, og på en anden bænk foran et andet retslokale ventede en ældre dame. Pludselig kom hun hen og henvendte sig. Hun havde set et opslag om dagens retssag i en gruppe på sociale medier og kunne regne ud, at det måtte være aktivisten med kufiya (palæstinensisk tørklæde, red.) på, som var i retten i dén anledning. Hun udtrykte en varm og dybfølt taknemmelighed til den anklagede aktivist og fortalte, at hun selv skulle i retten for klimaaktivisme.
Vi må gøre mere
I retten holdt anklageren et foto op: “Kan det passe, at det var det her flag, I havde medbragt i Folketinget?”
Aktivist: “Uh, ja altså, det kan det godt være. Vi havde jo et palæstinensisk flag med, og det dér er et palæstinensisk flag.”
Anklager: “Det er det, politiet har beslaglagt.”
Aktivist: “Jamen så …”
Under sin udtalelse i retten forklarede aktivisten, hvorfor hun havde haft det palæstinensiske flag med ind i Folketinget:
– Nu hørte du min fødselsdato før; altså jeg er 65 år. Da jeg havde historieundervisning i skolen for mange, mange år siden, lærte vi om Anden Verdenskrig og om jødeforfølgelserne, og alle sagde: “Det kommer aldrig til at ske igen”. Men det sker igen. Det sker lige nu. Nu ved vi det bare. Dengang kunne folk undskylde sig med, at de ikke vidste det. Det kan man ikke i dag. Og hvis de folkevalgte ikke gør noget, ikke reagerer på krigsforbrydelser fra statens allierede og ikke svarer på henvendelser fra befolkningen: Så må vi, som har valgt dem, gøre mere.
Anklageren inviterede til en hypotetisk dialog om såvel lovligheden som den moralske rigtighed i at fremvise et flag fra Folketingets tilhørerrækker. Han ville også gerne vide, hvorfor aktivisterne ikke kunne have udført deres meningstilkendegivelse uden for Christiansborgs mure. Til det måtte aktivisten svare, at det har både de to, som var i retten, og utallige andre forsøgt længe – med mange midler. Hun sagde også:
– Vi har jo det, der hedder et repræsentativt demokrati. Men det betyder altså ikke, at borgerne afgiver ansvaret til politikerne. Det betyder tværtimod, at alle stemmeberettigede bærer et ansvar for Folketingets handlinger – for vi har jo stemt dem ind.
Ikke i mit navn
Nuancerne i forskellen på lovlighed og moralsk rigtighed filosoferede aktivisten ikke længe over. Hun konstaterede blot, at det, at hun var rejst fra den anden ende af landet for at møde i Københavns Byret, måske var en indikation på lovligheden af hendes handling. Men tilføjede:
– Det er vel et spørgsmål om, hvad for en samvittighed man går rundt med? Og min samvittighed er sådan, at der er ting, jeg ikke vil lægge navn til. Min bedstefar blev tilbageholdt af Gestapo; jeg har lært, at man skal kæmpe for det, der er ret, også selv om der er en pris at betale. Danmarks medskyldighed i Israels folkemord på palæstinenserne skal ikke ske i mit navn.
Aktivisten meddelte, at hun ikke husker, om Folketingets møde var blevet afbrudt, da aktivisterne fremviste det palæstinensiske flag. Som hun sagde, var det en lang og spændende dag, hvor hun også oplevede at blive lagt i håndjern for første gang, og hvor en folketingsbetjent meget hurtigt bad aktivisterne om at gå med ud af salen – hvilket de gjorde “uden at sige en lyd”, fordi de godt vidste, at man ikke må larme under møder i Folketinget.
Overvågningsfilmen fra dagen bekræftede aktivistens udsagn, men kunne heller ikke afgøre, om mødet var blevet afbrudt. Til dét havde anklageren brug for vidneudsagn fra en folketingsbetjent, men denne havde retten ikke indkaldt.
Efter 45 minutters retsmøde besluttede dommeren derfor pragmatisk, at de anklagede havde ventet længe nok på en afgørelse – og afsluttede sagen med en advarsel.
På 86-året for Danmarks besættelse slap aktivisterne således for bødestraf for at minde politikerne om deres ansvar.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
