Velkommen til demokratiets centrum, Christiansborg! Vi er nogle, som har været her i årtier – mange endda i generationer. Vi har masser af venner i medier og interesseorganisationer. Du skal ikke tro, du er noget. Derfor bruger vi ventetiden mellem valget og præsentationen af den nye regering til at korrigere dig, så du ikke begynder at sige os imod.
Du har formentlig været igennem en udvælgelse i din kreds, inden du fik lov til at komme på stemmesedlen, men den kunne ikke sikre, at du ikke begyndte at have egne holdninger. Derfor har vi netop smidt to af dine kolleger på porten, så alle nyvalgte i Folketinget ved, at de skal gøre, som de får besked på – eller ryge ud af deres partier. Det sidste er næsten med sikkerhed en diskvalifikation til næste folketingsvalg.
Vi hylder demokratiet ved at bestemme det hele.
I sidste periode var Theresa Scavenius ubehøvlet og svær at arbejde sammen med. Hun røg selvfølgelig ud af Alternativet, men fortsatte efterfølgende med modstand mod amerikanernes besættelse af dansk jord.
Jakob Harris er blevet smidt ud af det nye parti på Borgen, “Borgernes Parti”, fordi han havde rod i regnskaberne. Det samme var gældende for ham, der smed ham ud for nylig, da han selv blev smidt ud af Nye Borgerlige.
Cecilie Liv Hansen blev smidt ud af Liberal Alliance, fordi hun havde en kæreste, som havde røget hash. Måske – for han var ikke dømt for hverken brug eller salg. Bødlen i Liberal Alliance har ellers flere gange haft et meget liberalt forhold til rusmidler og anbefalede ved en tidligere lejlighed salg af kokain fra apoteker.
Det må nu være klart for jer, at der i mediernes folkedomstol gælder nogle regler for jer og nogle andre for os.
Vi håber meget, I nu forstår, at I ikke skal gøre jer håb om at bidrage til folkestyret, for folkestyret er nemlig os. Vi hylder demokratiet ved at bestemme det hele.
Venlig hilsen, jeres venner.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

