Læserbrev
Mens verden har fulgt spændingerne mellem USA og Iran, er det sket en udvikling, som ikke har fået samme opmærksomhed: Det er ikke de traditionelle stormagter eller internationale organisationer, der har været afgørende for at bringe parterne til forhandlingsbordet – men Pakistan.
At Pakistan nu danner ramme om forhandlinger mellem USA og Iran, siger noget vigtigt om, hvordan international politik fungerer i dag. Det handler ikke kun om militær og økonomisk styrke, men om relationer, adgang og timing.
… ikke Europa, der tog initiativet eller samlede parterne. Det var Pakistan.
Pakistans rolle skal forstås ud fra landets særlige diplomatiske position. Hvor mange vestlige lande mødes med mistillid i Teheran, og hvor regionale aktører ofte opfattes som partiske, har Pakistan opbygget en form for relationel kapital på tværs af konfliktlinjer. Det er ikke neutralitet i klassisk forstand – men en evne til at tale med flere sider på én gang.
For det første har Pakistan et tæt forhold til USA. Gennem de seneste år er relationerne blevet styrket, særligt på det sikkerhedspolitiske område. Det har givet Islamabad en direkte kanal ind i Washington – helt ind i det ovale kontor. I en situation præget af mistillid og fastlåste positioner har den type adgang være afgørende.
Samtidig har Pakistan stærke forbindelser i Mellemøsten, ikke mindst til Saudi-Arabien, og et bredt regionalt netværk, som giver landet en særlig position i regionens diplomatiske landskab. Sidst, men ikke mindst, har Pakistan fortsat fungerende relationer til Iran, selv under perioder med modsatrettede interesser. Det gør landet til en af de få aktører, der kan bevæge sig mellem begge sider uden at blive afvist på forhånd.
Denne dobbelte forankring giver Pakistan en særlig form for indflydelse. Ikke fordi landet nødvendigvis kan diktere udviklingen, men fordi det kan forbinde aktører, der ellers har svært ved at tale sammen.
Men relationer forklarer kun en del. Timing har været lige så afgørende.
Da krigen mellem USA og Iran nåede et kritisk punkt, befandt begge parter sig i en fastlåst situation. USA manglede en troværdig exitstrategi fra en eskalerende konflikt, mens Iran stod under betydeligt pres. Ingen af parterne havde interesse i at fremstå som den, der gav sig først, men begge havde behov for en form for deeskalering.
Det var i dette rum, Pakistan trådte ind.
Ved at udnytte sin strategiske position på det rette tidspunkt har Pakistan bidraget til at åbne et diplomatisk spor, som ellers har været lukket. Det peger på en bredere udvikling i international politik, hvor mellemstore magter i stigende grad kan spille en rolle som brobyggere i fastlåste konflikter.
Jeg mødte selv Pakistans premierminister Shehbaz Sharif til et planlagt møde i statsministerkontoret i Islamabad i februar 2025. Under samme besøg til Pakistan deltog jeg i en internationalt workshop på National Defence University og mødte en række diplomater og højtstående embedsmænd. Det gav et unikt indblik i, hvordan Pakistan aktivt arbejder for at opbygge relationer i et komplekst regionalt landskab.
Det rejser samtidig et spørgsmål, som også angår Europa.
EU har i årevis talt om strategisk autonomi og ønsket om en stærkere global rolle. Men i denne konkrete situation var det ikke Europa, der tog initiativet eller samlede parterne. Det var Pakistan.
Det siger noget om en bredere forskydning i international politik. Indflydelse handler i dag ikke kun om kapacitet, men i høj grad om adgang, netværk og evnen til at navigere mellem store modsatrettede interesser.
Pakistan har ikke løst konflikten mellem USA og Iran, endnu. Men landet har spillet en afgørende rolle i at gøre dialog mulig i en situation, hvor det ellers så vanskeligt ud.
Og måske er det netop den vigtigste pointe. At fred i stigende grad ikke kun skabes af dem med mest magt – men af dem, der kan forbinde parter, som ikke længere kan tale sammen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
