GO globaloffice Politics
– Indien, Sudan og Sydafrika, blandt mange andre landes befolkninger sørger ikke, men kræver en undskyldning og sine juveler og kostbarheder tilbage.
Vi har de seneste uger været vidne til en uhæmmet, underdanig hyldest af den afdøde Dronning Elizabeth. På alle kanaler og alle platforme, i Danmark såvel som i Storbritannien.
Mange af hendes undersåtter i lande som Jamaica og Kenya har ikke deltaget i festligheder eller mindehøjtideligheder. De husker udmærket den undertrykkelse, hun repræsenterede.
Elizabeth II var med sin 70-årige regeringstid et symbol på resterne af det gamle britiske imperium, der under hendes trone begik en lang række forbrydelser mod menneskeheden.
Oprøret mod det britiske imperium i Kenya mellem 1952 og 1960 blev slået ned med jernhånd, og tusinder blev dræbt og torteret, mens Dronningen lagde ansigt til, at 1,5 millioner mennesker endte i koncentrationslejre.
Også i Malaysia og Yemen bekæmpede briterne under Dronning Elizabeth frihedskæmpere direkte og indirekte med hundredtusinder af dræbte til følge. I Hong Kong bekæmpede Her Majesty’s Service venstreorienterede protester, og i Iran og Chile var man med til at gennemføre diktatoriske kup.
Midt i det hele stod Elizabeth II som regent og symbol på den førte politik.
Samtidig var hun personligt et af verdens allerrigeste mennesker, omgivet af dyrebare tyvekoster fra de gamle kolonier.
Hun var regent for en befolkning, der – trods landets rigdom – i stigende grad er kastet ud i fattigdom på grund af en benhård klassepolitik. Ti procent af briterne er i dag nødt til at besøge food banks for at overleve, og fire millioner børn er fattige i et af de mest ulige lande i den vestlige verden.
Det britiske kongehus ligner et levn fra en svunden tid, men det er stadigvæk tæt forbundet med den overklasse, der bekæmper den britiske befolkning med alle midler.
I den situation tog medierne opgaven på sig med at sukre tilværelsen og sendefladen ind i en sentimental og ukritisk hyldest til den afdøde monark, der forlenede det moderne klassesamfund med tidligere tiders imperium.
Og det virkede tilsyneladende. Tusinder og atter tusinder af briter stillede sig i kø for at passere dronningens kiste – en kø der til forveksling mindede om de køer, der hver dag bliver længere foran landets foodbanks.
På sin vis er det forståeligt. I en verden med enorm usikkerhed og med krig, prisstigninger, klimaforandringer og konflikter så langt øjet rækker, er det menneskeligt at holde fast i det kendte og stabile – som en dronning med en 70-årig regentperiode – uanset at hun er symbolet på hård klassekamp, krig og imperialisme.
Der var dog også mange kritiske røster, hvoraf en del blev hårdhændet anholdt og fængslet. Længere rakte ytringsfriheden altså ikke.
Det britiske monarki er heldigvis lattervækkende i al sin prompt og pragt, men fungerer også som den kulisse, der får den daglige undertrykkelse til at glide ned.
Teaterforestillingen vil dog ikke vare evigt. Dele af Commonwealth-landene begynder i disse dage at mumle om, at det måske er på tide at trække sig fra de forenede kongeriger, nu hvor Elizabeth II er blevet afløst af en, om muligt, endnu mere latterlig figur.
Mange af hendes undersåtter i lande som Jamaica og Kenya har ikke deltaget i festligheder eller mindehøjtideligheder. De husker udmærket den undertrykkelse, hun repræsenterede.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
