Klar politik og stærk musik
mest af alt dybt skuffet over regeringen og især MF . Utroligt så meget man kunne tage fejl . Tak for et godt skriv.
Log ind for at svare”Samlebåndene kører i Rusland 24/7. Og den diskussion, jeg hører mest om i Europa, er, at vi gerne vil arbejde mindre. Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret. Russerne går ikke hjem. De fortsætter.”
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen for nylig på en konference på Christiansborg.
Hun lægger ikke længere skjul på, at hun vil bruge krigstruslen til at øge virksomhedernes overskud og udbytning. For fædrelandets skyld, naturligvis.
Det er langt fra første gang, Mette Frederiksen langer ud efter de dovne danskere og deres udenlandske medborgere. Budskabet har været, at arbejde ikke behøver være lystbetonet, og at det er folks pligt at “springe op og tage på job, når vækkeuret ringer.” Som om befolkningen ikke gjorde det i forvejen.
Det er en moralsk og forarget opsang rettet mod arbejderne i Danmark med krigshysteri og våbenkapløb som den nye pisk.
Statsministeren bakkes op af arbejdsgivere og debattører – for eksempel en Jane Mylenberg, der på Altinget.dk mener, at ”Vi har skabt en forskruet curlingkultur for ansatte på vores arbejdspladser. En kultur på arbejdspladserne, hvor vi har tilladt, at arbejdet er det sted, som skal betale prisen, når livet kradser.”
Det er en moralsk og forarget opsang rettet mod arbejderne i Danmark med krigshysteri og våbenkapløb som den nye pisk.
Arbejdskøbernes ret til vores arbejde er med andre ord vigtigere end arbejdernes ve og vel – hvis man spørger Mylenberg.
”De kastrerede ledere på arbejdspladserne tør dårligt stille krav til medarbejderne om bare at passe deres arbejde,” jamrer skribenten.
Hun kender dog også gode eksempler: Mylenberg henviser til et besøg på en Michelin-restaurant, hvor de ansatte ”gjorde sig umage og ydede god service.” Hun talte godt nok ikke med folkene i køkkenet, men de så glade ud igennem vinduet, fortæller hun:
”Da jeg forlod restauranten ret sent den onsdag aften, gik jeg forbi et vindue ind til køkkenet. Der stod tre af kokkene og tjenerne og gav hinanden et gruppekram. Nok for at fejre at de sammen havde skabt magi ved at gøre sig umage.”
Måske, måske ikke. Men Mylenberg har næppe sat sig ind i den systematiske udnyttelse og underbetaling, der foregår på de danske Michelin-restauranter. Sådan kan virkeligheden se så forskellig ud alt efter synsvinkel.
De forargede politikere og debattører sætter kikkerten for det blinde øje.
Hvor nogle grupper på arbejdsmarkedet taler om muligheder for hjemmearbejde og nedsat tid, bliver andre dele af arbejdsmarkedet stadig mere brutalt.
Nogle ufaglærte og faglærte grupper kan ikke arbejde mere, selvom de gerne vil, sådan som statsministeren kræver. De har ikke mulighed for fast fuldtidsarbejde, men spises af med såkaldt fleksible kontrakter uden rettigheder og faste timer.
Pakkechauffører og flexchauffører kører 12-14 timer om dagen og tjener stadig for lidt. Rengøringsarbejdere slider sig ned i samfundets gråzoner og udsættes for stadig mere pres og kontrol. Her er arbejdsgiverne ikke just kastrerede. Udlændinge trues og undertrykkes i byggeriet. Sosu’er slides op.
Mette Frederiksen og hendes borgerlige kolleger har samtidig sat pensionsalderen op til Europas højeste.
Alligevel skælder statsministeren arbejderne ud og kræver, at udbytningen øges. Det er friskt nok.
Man hævder, at der mangler arbejdskraft, selv om der findes arbejdsløse at tage af. Ifølge de liberale økonomer burde manglen på arbejdskraft forbedre løn- og arbejdsvilkår for at lokke flere til. Men den liberale økonomi fungerer ikke, når det gælder den slags. Der skal pisk til i stedet.
Der er samtidig masser af penge i samfundskassen. Dansk økonomi overraskede endnu engang økonomerne positivt i denne uge, og finansminister Wammen finder jævnligt nye milliarder i gemakkerne. Det er penge, der kan bruges til våben, men ikke til mennesker.
Ulighed og nød blandt arbejdende og arbejdsløse ønsker man derimod ikke at se eller høre om. SVM-regeringen har netop droppet en årlig rapport med fokus på ulighed og sociale slagsider i det danske samfund. Den nåede kun at udkomme to gange.
Den skal afløses af en rapport, der hedder Fordeling og Incitamenter – med andre ord: Hvordan pisker vi arbejderne til at knokle mere?
Det er arbejdsgiverne, der curles af deres curling-forældre i regeringen, ikke arbejderne.
Hvor længe vil vi egentlig finde os i det?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
