Coronafilmklubben er efter en juleferie på banen igen og skyder et nyt år i gang med en film fra 2021 – nemlig The United States vs. Billie Holiday. Et biografisk drama der beskriver den periode, hvor sangeren undersøges af FBI.
Som altid kan du se filmen i ro og mag hjemme i din egen sofa, når det passer dig. Coronafilmklubbens debat foregår den 20. januar.
Forbundet med “Strange Fruit”
På trods af en hård opvækst eller måske netop på grund af den havde Billie Holiday modet til at kæmpe og protestere. Hun blev et ikon for sit publikum, fordi hun gennem sine sange udtrykte det, som mange tænkte.
Billie Holiday er for altid forbundet med sangen Strange Fruit, der handler om lynchningerne i USA’s sydstater – en sang, som myndighederne forbød. Publikum opfordrede hende igen og igen til at synge sangen, der var den tids mest kontroversielle. Netop den sang regnes også for at være et startskud til, at kunstnere begyndte at bruge deres kunst i kampen for sortes rettigheder i USA.
Systemisk undertrykkelse
Det er en af årsagerne til, at Billie Holiday for alvor kommer i FBI’s søgelys. Hun er et voksende politisk problem. I begyndelsen af filmen siger den racistiske chef for FBI’s kontor for narkotika: “Farvede mennesker og narkotika forurener vor civilisation”. En holdning som mange dengang delte.
En politisk film der viser den hvide undertrykkelse af afroamerikanere, som filmen beskriver ved at vise de sidste 12 tragiske år af Billie Holidays liv.
Gennem hele filmen akkompagneres historien af Billie Holidays berømte sange. Andra Day ses i rollen som Holiday. Hun synger selv flere af jazzlegendens sange i filmen og får stor ros for det.
Januar måneds oplægsholder
Månedens oplægsholder til debatten er Martin Hedlund Fink, der vil sætte filmens fortælling ind i en historisk og politisk sammenhæng. Martin er uddannet cand.mag. i historie og kommunikation fra Roskilde Universitet.
Debatten foregår den 20. januar klokken 20:00.
Sådan gør du
Vil du være medlem af Coronafilmklubben og blive indbudt til denne og fremtidige debatter, så skriv til: kontakt@vores-kultur.dk
Du vil så modtage en e-mail med et link til Zoom-mødet.
Husk at støtte Arbejderen!
Filmklubbens debatter er blevet en rigtig hyggelig og lærerig succes. Møderne samler folk på venstrefløjen i debatter, der altid kommer godt i dybden med vigtige emner. Vi, der arrangerer debatterne, er rigtig glade for, at I har taget Coronafilmklubben til jer.
Vi håber også, I vil huske at støtte avisen Arbejderen ved at indbetale et støttebeløb på MobilePay 503553
Medlemskabet er selvfølgelig gratis, men vi opfordrer alle, der kan, til at donere 50 kroner for hver måned, de ser film. Pengene går ubeskåret til Arbejderens Støttefond.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.