Enhedslisten Lolland er klar til valg. Enhedslisten stiller med Bente Borreskov, Maribo, og Birthe Lauridsen fra Nakskov som spidskandidater. Herefter følger Henrik Øllegaard Nielsen, Nørreballe, Kristof Lubowiecki, Holeby, Jørgen Jensen, Nakskov, Søren Holme, Holeby og Kent Spaanheden Løjstrup-Thomsen Købelev. Vore vigtigste fokuspunkter lyder:
Borgernes værdighed og rettigheder skal sikres
Borgerne skal frit kunne vælge at få vasket tøj og smurt mad i hjemmet – eller fra fælleskøkkenet. Det handler om borgernes værdighed og ret til at få indflydelse på eget liv. Borgerne skal have medbestemmelse. Lukkedage i daginstitutioner skal gøres frivillige og planlægges efter behov, og udsatte borgere skal have gratis tandpleje. Ø’s mål er gratis tandpleje til alle.
Grøn og klimavenlig omstilling
Alle bortforpagtede arealer i kommunalt eje skal opsiges ved først givne lejlighed og omlægges til natur eller udlejes til økologisk jordbrug; tomme husgrunde skal sikres til vild natur og frugtoaser, og kommunen være helt sprøjtefri. Vore landmænd skal have støtte til at omlægge til økologi og foretage effektiv CO2-reduktion, der sikrer en udvidet madproduktion baseret på plantedrift. Enhedslisten er utvetydig modstander af biogas, der gør os afhængig af klimaskadelig svineproduktion. Grundvandet skal beskyttes og må ikke udnyttelse af industri. Alternativet hedder: afsaltet havvand.
Rød økonomi – for fællesskabet
Enhedslisten er dybt kritisk over for den måde, økonomien styres på i Lolland Kommune. Hver eneste krone på driftsbudgettet skal anvendes til gavn for borgernes velfærd og må aldrig overføres til anlæg. De samlede udgifter til administration må maksimalt svare til lignende kommuner, og der skal indføres en projektstyring, som er gennemskuelig for borgerne.
Fremtiden i Lolland Kommune
Lollands store overskud af vedvarende energi skal bruges lokalt og styrke omstilling til fremtidens industri og husholdninger. Kommunen skal i samarbejde med almene boliger og under fuld respekt for beboerdemokratiet udvide tilbud om almene seniorboliger, økolandsbyer og nye boligformer på vore småøer og vore byer for at styrke bosætningen i Lolland Kommune.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.