Den 20. juni 2022, Ishøj
Animal Rebellion sidder fortsat i blokade ved Arla distributionscenter Ishøj. I dag klokken 10:00 startede dyrerettighedsgruppen Animal Rebellion en længerevarende civil ulydighedsaktion for at forstyrre og blokere for mælkeproducenten Arla.
Kravet er simpelt: Arla skal skifte til et 100 procent plantebaseret fødevaresystem. De flytter sig ikke, før mejerikoncernen indvilliger i at udfase deres animalske produktion og skifte til plantebaseret fødevaresystem.
Ved at forårsage forstyrrelser af deres produktion og distribution dag efter dag vil demonstranterne sætte fokus på problematikkerne i mælkeindustrien og dermed ændre den offentlige mening og presse store virksomheder som Arla og regeringen til at handle.
Politiet er til stede, men har ikke anholdt nogen demonstranter. Omkring fem lastbiler og en kølereparatør har måttet vende om efter af have forsøgt at komme igennem barriererne.
Om vigtigheden af aktionen fortæller dyrerettigheds- og klimaaktivist Esben Holdt Rude:
”Jeg sidder her i dag, fordi klimakrisen bliver mere alvorlig dag for dag. Vi ser eksponentiel stigning af CO2-udledning, og produktion af komælk og den enorme mængde af billigt oksekød som biprodukt er en af de skadeligste måder at producere fødevarer.” fortæller Esben og fortsætter:
”Det er vanvittigt, hvad de dyr skal gennemgå for at producere et glas mælk, som lige så godt kan blive lavet på planter. Det viser Arla selv er muligt – nu skal de bare omstille resten af produktionen. Det kan ikke gå hurtigt nok.”
Ifølge de seneste videnskabelige rapporter såsom den nyeste IPCC-rapport er et hurtigt skift til plantebaseret fødevaresystem og rewilding af det frigjorte land heraf nøgleløsningen på klima- og naturnødsituationer.
Animal Rebellion:
Animal Rebellion er en søsterbevægelse til Extinction Rebellion. Animal Rebellion arbejder i store træk ud fra samme værdier og med samme overordnede mål som Extinction Rebellion, men fokuserer primært på det ekstremt drivhusgasudledende dyrelandbrug.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.