Tale
Varbergs Teater var fyldt til sidste plads lørdag 5. november, da uddelingen af Leninprisen – Jan Myrdals store pris – og Robespierreprisen fandt sted. For fjortende gang blev en af Sveriges største og definitivt mest omdebatterede kulturpriser uddelt.
Den store pris på 100.000 svenske kroner gik i år til forfatteren og oversætteren Carl Göran Ekerwald. Den mindre pris på 25.000 svenske kroner gik til den russiske journalist og venstreaktivist Aleksej Sachnin. Arrangementet indledtes med musik af Mikis Theodorakis fremført af Jonsereds Progg-orkester med solisten Maria Stellas.
Penge til krigsofre i Ukraine og Yemen
Bogelskeren, socialisten og hotelkapitalisten Lasse Diding indledte med nogle ord om den onde tid, vi lever i. Om udfaldet af det svenske valg som indebærer, at landet har fået en regering styret af Sverigesdemokraterne, en løbsk klimatrussel, krig og kernevåbentrussel.
Diding meddelte, at der i år er oprettet en ekstra pris på 50.000 svenske kroner, som deles ligeligt mellem organisationer, som arbejder for krigens ofre i Ukraine og Yemen.
“Man skal ikke sammenligne forfærdeligheder,men det er virkelig forfærdeligt med den ulige fordeling af opmærksomheden mellem disse krige – og USA, som er så “velmenende” og havde kunnet stoppe krigen i Yemen på en dag, men ikke gør det.”
Ung russisk fredsaktivist modtog Robespierreprisen
Modtageren af Robespierreprisen har i år direkte kobling til krigen i Ukraine. Hvem der skulle have prisen, blev først offentliggjort et par uger inden prisuddelingen, fordi man afventede, at prismodtageren skulle kunne komme ud af Rusland.
Da modstanden mod det nyliberale regime i Rusland eksploderede 2011-2012 med hundredtusinder af mennesker på gaderne, var Aleksej Sachnin en af lederne for Venstrefronten og dømtes til 4,5 års fængsel. Det lykkedes ham at flygte til Sverige, fik politisk asyl og kunne publicere på kultursiderne i blandt andet Aftonbladet, samtidig med at han arbejdede som opvasker.
I 2019 rejste han tilbage til Rusland, hvor han fortsatte sin politiske virksomhed og har senest åbent fordømt Putins angrebskrig på Ukraine. For at undgå den almene mobilisering er han atter flygtet fra Rusland.
I sin takketale beskrev Sachnin den klassemæssige splittelse i befolkningen. Det er den velbjergede middelklasse, der flygter fra landet. De som har adgang til pas, biler og lejer deres lejlighed ud i Moskva og eventuelt fortsætter deres arbejde på distance. Folk bliver ensomme tilbage i landsbyen med deres tv, udsat for nationalistisk propaganda.
Sachnin ser det som sin moralske og politiske opgave at forsøge at være en stemme for de, der er blevet tilbage, så at nationen kan forenes og sige nej til den blodige krig: “Hvis jeg lykkes med det, har jeg måske fortjent at få Robespierreprisen”, afsluttede Sachnin sin takketale.
Ekerwald har stadig flere bogprojekter i ærmet
For første og sikkert eneste gang gik Leninpriset til en person, som har levet samtidig med Lenin, Carl Göran Ekerwald er født i 1923.
Da Lasse Diding præsenterede prismodtageren, fortalte han, at han havde opsøgt Ekerwald, som dengang var 88 år, for at kunne nå at trykke hans hånd inden det var for sent.
Ved besøget var forfatteren fuld af energi og fortalte, at han havde gang i fem nye bogprojekter. Lasse Diding tog det ikke så seriøst, eftersom han ved, at gennemsnitsproduktionen for forfattere over 90 år ligger på nul.
Men Ekerwald overgik sig selv. Diding fik en piedestal frem på scenen, og til publikums store glæde hev han et dusin bøger frem fra sin frakkes store inderlommer og placerede dem oven på hinanden på piedestalen. Alle disse bøger havde prismodtageren skrevet efter sin 90-årsdag. Den seneste var digtsamlingen “Kallhamrat” (Koldhamret), der udkom samme dag, som Leninprisen blev uddelt. Ekerwald så den for første gang på tryk i teatret i Varberg.
Brug tiden på Jorden godt
Som det er skik og brug, holdt foregående års Leninprismodtager, Nina Björk, talen til dette års prismodtager. Hun beskrev i en pantomime, hvordan det er at læse Ekerwald: “Man får mange følelser, man får mange tanker, og det er godt for humøret”.
Ekerwald debuterede i 1959 og har skrevet en mængde romaner, ungdomsbøger, lyrik, lavet oversættelser, essays med mere. Emnerne har skiftet, ligesom hans holdninger. Han har skrevet om den franske revolution, om Biblen, om Koranen, om musik, om ingenting. En fællesnævner for Ekerwalds skriveri er, ifølge Björk, spørgsmålet om, hvordan vi skal forvalte vores tid på Jorden. Hvordan vi skal leve vor liv.
Ekerwald lærer os om det evigt menneskelige, om humanisme. Ikke en udvandet humanisme med en nedladenhedens tolerance, men en blodfyldt humanisme. En humanisme som siger, at der findes omstændigheder, som gør, at mennesker kan blomstre eller kan blive forhindret i det. Björk kalder Ekerwald for et oprigtigt menneske, som kombinerer “ordene fra himlen” med de små konkrete ord.
Skab et kærlighedsforhold til livet
Hun afsluttede sin tale med følgende ord: “Hvordan skal vi leve? Vi skal eksistentielt forsøge at leve, så vi skaber et kærlighedsforhold til livet, siger Ekerwald, og vi skal politisk leve, så at vi giver alle mennesker i hvert fald en mulighed for at skabe et kærlighedsforhold til livet.”
Ceremonien afsluttedes med, at Ekerwald holdt sin takketale fra en bekvem lænestol på teaterscenen. Det var en meget lykkelig prismodtager, som kiggede ud over publikum og med stærk og høj røst fortalte, at han var overrasket over, at Jan Myrdals store pris – Leninprisen – var blevet foræret til ham.
Ekerwald savnede sin ven Jan Myrdal sammen med flere jævnaldrende forfattere som Lars Norén og Sara Lidman, men glædede sig over Nina Björks ord, som viste, at der findes personer med “en kontrakt mellem følelse og forstand”.
Den Hellige Revoltefølelse
Den borgerlige avis Svenska Dagbladet skrev, at det var skammeligt af Ekerwald at tage imod en pris i Lenins navn. “Hvad er det for dumheder”, brast det ud af prismodtageren, “de kender ikke til Lenin, ved ikke hvem han var.”
Prismodtageren havde skrevet sin takketale i form af et essay med titlen “Den Hellige Revoltefølelse”, som vi fik mundligt genfortalt. Ekerwald berettede, at Lenin, da han som 16-årig fik høre, at tsaren havde henrettet hans bror, ramtes af den hellige revoltefølelse. Han ville slå tsarfamilien ihjel, han ville vende op og ned på det russiske tsarvælde, og blodrøde faner skulle vaje over landet. “Kan en rødhåret gymnasiast, af jødisk byrd, adelsmand, vende op og ned på et verdensrige”, spurgte Ekerwald. Hans svar var ja. Og så fremhævede han den store russiske forfatter, en af Lenins samtidige, Tolstoj.
I sine pamfletter skrev Tolstoj, at privatejendommen skulle afskaffes, alt skulle deles lige. Tolstojs indflydelse har ikke fået opmærksomhed i præsentationer af Lenin, ifølge Ekerwald.
Fest til musik af Theodorakis
Aftenen afsluttedes, som den plejer, med fest på Hotell Gästis. Her underholdt musikerne og Maria Stellas med et meget fint Theodorakis-program. Theodorakis, som også fik Leninprisen i 1983, da den blev uddelt i Sovjetunionen.
Den snart 99-årige prismodtager Ekenwald lukkede øjnene og nød, at han sad der, omgivet af sine nærmeste, børn, børnebørn og oldebørn. Og vi, der var så heldige at opleve uddelingen af Leninprisen 2022, følte os meget beriget.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
