Rigtig god og informativ bog anmeldelse . Tusind tak .
Log ind for at svareVolodymir Zelenskyj – fra komiker til landsfader.
Nu er den her – bogen om Ukraines præsident, der for tiden hypes som det vestlige demokratis frontkæmper, bastion og stopklods mod Ruslands Vladimir Putin (fra KGB-agent til diktator), der – ifølge den autoriserede fortælling i Vesten – drives af autokratiske imperialistiske ambitioner.
Bogen er en moppedreng på 461 sider inklusive kilder og indeks og i tillæg 16 sider med billeder. Den er inddelt i en prolog, fire dele med i alt 22 kapitler og en epilog. Beretningen fra krigen dækker kronologisk perioden fra invasionen den 24. februar 2022 til december 2022 med enkelte flashbacks til valgene i 2004, 2010, Majdan-revolutionen i 2014 og Minskaftalerne. Bogen er letlæselig med sine mange citater, der hovedsageligt er replikker i direkte tale.
Forfatteren er Simon Shuster, der er født i 1983 i Moskva og er søn af en russisk mor og ukrainsk far. Da Shuster var syv år gammel, immigrerede familien til USA. I 2006 rejste Shuster tilbage til Moskva som journalist, og han har siden rapporteret om Rusland og nabolandene. I 17 år har han arbejdet som journalist i Rusland og Ukraine og det meste af tiden skrevet for Time Magazine.
“Mit vigtigste formål med at rapportere fra Bankovagade (adressen for regeringsbygningen i Kyijv, AV) var at skildre krigen, mens den udspillede sig, at forstå de begivenheder, der havde ledt op til den russiske invasion, og fortælle, hvordan Zelenskyj og hans folk oplevede den.” (Side 9).
Som våd sæbe
Bogen er derfor på ingen måde en objektiv skildring, men den forekommer at være tro mod sine kilder. Kilderne fodrer ham med de oplysninger, de synes, han skal have. Oplysningerne er kontrolleret af personernes egne interesser i det politiske spil, der foregår mellem præsidentens kontor, hæren og medierne. Dermed kan man godt hævde, at bogen er ‘oprigtig’, men den bliver – om end indirekte og svag kritisk over for Zelenskyj – også et bidrag i den igangværende kognitive krigsførelse: Billedet af fjenden som den skinbarlige ondskab. Nu to år efter russernes invasion er vi desværre tættere på en atomkrig end nogensinde, og Zelenskyj? Han bliver i Shusters beretning lige så uhåndgribelig som et stykke våd sæbe i indpakning: Showman.
“Da russerne annekterede Krim, havde Zelenskyjs filmselskab, Studio Kvartal 95, stadig gang i nogle få projekter med russiske partnere, herunder en sitcom, der havde kørt i lang tid, og en opfølgning på en romantisk komedie. (…) Under sine sidste måneder i Moskva, hvor han havde boet i seks år, optog Zelenskyj nogle få scenebidder til en ugentlig nyhedsparodi i udkanten af Den Røde Plads. Han forsøgte at holde en let tone, men det er tydeligt, at han følte sig forrådt: “Jeg rapporterer her fra hjertet af Rusland”, sagde han, “hvis det da stadig har et hjerte”. (Side 153-154).
Jeg kommer til at tænke på Jonatan Spang, der i sit program ‘Tæt på sandheden’ begavet strør små kindheste ud i det politiske landskab uden at tage direkte stilling for noget eller nogen sag.
“I slutningen af 2014 indstillede han alt sit arbejde i Rusland af principielle grunde. Det var katastrofalt for hans forretning. Han vurderede senere, at studiets indtjening faldt næsten 85 procent, efter at de mistede det russiske marked.” (Side 154).
Krim bliver vendepunktet
Ruslands annektering af Krim bliver vendepunktet for Zelenskyj:
“Han tog det personligt. For ham var Krim lige så vigtig en del af Ukraine, som Kyjiv var. Hans ensemble havde optrådt der over hele hans karriere, og hans familie havde holdt ferie der. Året før annekteringen havde Zelenskyj og hans kone købt en sommerbolig på Krim, og smerten ved at se området blive revet væk blev kun større ved at se det bifald og den anerkendelse, Putin fik fra et flertal i det russiske samfund, herunder også fra kunstnere og scenefolk, som Zelenskyj havde kendt og arbejdet med siden starten af sin karriere. Langt de fleste så annekteringen som en strålende og ublodig hævnakt mod de respektløse ukrainere og deres dukkeførere i Vesten.” (Side 154-155).
Efter at være vendt hjem fra Moskva til Kyjiv begynder Zelenskyj og hans ensemble at optræde for soldaterne, der bekæmper separatisterne ved fronten i Donbass:
“Hovednummeret var en sang, der tydeliggjorde, hvad han mente om revolutionen (Majdan-oprøret og afsættelsen af Janukovytj, AV) og krigen. Det omfattede nogle få enkle linjer, der var sikre på at høste bifald: “Vi har bedt Rusland gå ad helvede til.” Men teksten var hverken optimistisk eller synderlig patriotisk. Den udtrykte kærlighed til Ukraine, der varede ved trods landets uendelig mange fejl og skuffelser. Sangen beskrev revolutionen i 2014, der på det tidspunkt kun var få måneder gammel, som endnu et tilfælde af masseforførelse, der ikke bragte andet med sig end en masse smerte og endnu en “regering af uduelige nuller”. Sangen var et slag i ansigtet på Ukraines nye præsident, Petro Porosjenko, der netop var blevet indsat. Men soldaterne i krigszonen elskede den.” (Side 156).
Præsidentdrømmen spirer
Det er under turneerne ved fronten, at ideen om at få ham til at stille op til præsidentembedet begynder at spire i hans stab, men som tilsyneladende ikke bunder i politik og derfor ikke umiddelbart en politisk ambition:
“Men inden for nogle få måneder efter sin første turné ved fronten begyndte han at skrive på manuskriptet til en ny sitcom med titlen ‘Folkets tjener’. Den blev hans springbræt til politik. Showet tvang Zelenskyj til at se sig selv i rollen som præsident. I første afsnit mister en gymnasielærer besindelsen i en rasende svada mod korruption – “Skrot bilkortegerne! Skrot frynsegoderne! Skrot de skide villaer!” En af hans elever optager hans svada og lægger den på YouTube. Klippet går viralt lige før et præsidentvalg og får vælgerne til at tilføje ham til stemmesedlen som deres foretrukne kandidat. Første sæson, der havde Zelenskyj i hovedrollen, var fortællingen om en banal politisk drøm: Et helt almindeligt fjols får chancen for at lede landet, og han viser sig at gøre det bedre og ærligere end hele den dovne, selvberigende elite. (…) I lande som Ukraine, hvor det til tider føltes, som om korruption var det eneste, regeringen bevisligt duede til, kunne den figur, Zelenskyj spillede i ‘Folkets tjener’, næsten ikke undgå at gøre ham til et ikon.” (Side 159-160).
Partiet ‘Folket tjener’ bliver oprettet
I 2017 opretter én af Zelenskyjs gamle venner, Ivan Bakanov, det politiske parti ‘Folkets tjener’, og i april 2018 beslutter Zelenskyj sig for at stille op for siden at vinde valget. Fiktionen glider over i virkeligheden.
Invasionen indefra er bogens undertitel og valgt med omhu, da den associerer mindst tre betydninger:
Første betydning er borgerkrigen eller forsøget på løsrivelse i Donetsk og Luhansk efter Maidan-oprøret/statskuppet i 2014:
Shuster beskriver omfattende rammerne for Minsk-forhandlingerne og ikke mindst forhandlingsmiljøet både i 2014 og 2021, hvor Tyskland (Merkel) og Frankrig (Hollande/Macron) spiller væsentlige roller, men han mangler – som så mange andre – at fuldende billedet, idet han også udelader en beskrivelse af, hvilken rolle EU spillede lige op til, under og efter magtovertagelsen. Shuster nævner ikke (og det er desværre blevet normalen i vestlig historieskrivning), at udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen (med Rusland på sidelinjen) fik forhandlet en aftale med Janukovytj om at annullere valgresultatet og afholde nyvalg. I mellemtiden skulle der dannes en overgangsregering, og forfatningen fra 2004, der gav præsidenten færre beføjelser end den gældende, skulle genindføres. Kyjivs borgmester Vitalij Klytjko, den tidligere verdensmester i boksning, tog del i disse forhandlinger, men turde ikke stå bag aftalen over for demonstranterne på Majdan-pladsen, som derefter indtog parlamentet og afsatte Janukovytj. Ligesom Vitalij Klytjko løb de tre EU-udenrigsministre fra aftalen. Det var hermed blevet nemmere for NATO, som ønskede at udvide mod øst, på trods af at det kun var et mindretal af ukrainerne, der på dette tidspunkt støttede op om NATO-medlemskab. Da Janukovytj trak medlemsansøgningen til NATO tilbage i 2010, blev dette støttet af et flertal af ukrainerne (note 1).
Sidenhen skulle Merkel have erkendt, at Minsk-forhandlingerne ikke skulle lykkes, men bruges til at vinde tid for den ukrainske hær til oprustning (note 2). Hvor meget Zelenskyj havde viden om eller var involveret i denne strategi i 2021 fremstår uklart i bogen. I Shusters fremstilling opfatter Zelenskyj, at både Merkel på grund af Nord Stream 2 og Macron støtter Putin i det møde, der faktisk finder sted i Paris mellem Putin og Zelenskyj. Han beklager sig over de to statsledere til Trump. Der jo på sin side ved at tilbageholde militærstøtte for cirka én milliard kroner havde lagt pres på Zelenskyj for at finde snavs på Hunter Biden til brug i valgkampen mod hans far Joe Biden.
Anden betydning er, at med Zelinskyjs indtræden i politik sker en vandring af personer og værktøjer fra showbizz til den politiske sfære. Da hans mest håndgribelige politiske løfte har været at kunne få en våbenhvile igennem i Donbass, må han distancere sig fra det politiske establishment, som ikke er parat til forhandlinger med Putin:
“(…) Under valgkampen havde han vist sin åbenlyse foragt for den slags politikere, og han havde ikke tænkt sig at efterligne deres måde at lede på, endsige spørge dem til råds. “Så længe de står ude bag scenen, er de alle gode venner”, fortalte Zelenskyj mig. “I det øjeblik, de træder ind på arenaen, opfører de sig pludselig som gladiatorer.” Han havde ikke lyst til at være den slags leder. “Jeg har ingen interesse i at være ven med dem”, sagde han. “Jeg har allerede masser af venner.” Mange af dem var i parlamentet den dag for at se ham tage det ceremonielle scepter, symbolet på det ukrainske præsidentskab, i hånden. Nogle af dem var udset til at få job i hans administration, komikere og forfattere, skuespillere og spindoktorer, der var ved at forvandle sig til teknokrater og politikere. Zelenskyj lovede, at deres arbejde ville blive anderledes. Hans folk ville være yngre. Deres prioriteter anderledes.” (Side 177).
Valgkampen havde været at føre politik på en anden måde på de nye medieplatforme – og så alligevel med ikke så lidt hjælp fra en anden oligark:
“Vi vidste udmærket, hvad vi var oppe imod,” fortalte Tyra mig (note 3). Begge de andre kandidater havde været rige oligarker, før de blev politikere. Porosjenko ejede stadig en af Ukraines ledende fjernsynskanaler. Tymosjenko havde tjent en formue på gashandel med Europa i 1990’erne og kendte Putin personligt. Fra sin tid som dissident og ministerpræsident havde hun også en vis indflydelse i de vestlige hovedstæder. “De havde magt. De havde ressourcer”, sagde Tyra. “Og her kom en fyr fra Kryvyj Rih, der var fuldstændig våd bag ørerne.”
Der var dog i hvert fald én indflydelsesrig støtte, Zelenskyj kunne henvende sig til. Den fjernsynskanal, der viste Zelenskyjs programmer, herunder også ‘Folkets tjener’, var ejet af en milliardær ved navn Ihor Kolomojskyj, en olie- og bankmogul, der lignede stereotypen på en oligark.” (Side 162) (note 4).
“Zelenskyjs politiske rådgivere besluttede, at han for at vinde ikke skulle offentliggøre et detaljeret valgprogram eller udtrykke nogen klare holdninger. “Hvis man begynder at udtrykke en bestemt holdning”, sagde Bohdan (note 5), “mister man enten den ene eller den anden side.” Det ville være langt mere effektivt at holde Zelenskyj fra at forholde sig til de spørgsmål, der blev rejst. Planen var med andre ord at gøre ham til et blankt lærred, som vælgerne selv kunne projicere deres tanker om den perfekte præsident op på.” (Side 164-165).
Desuden deltog han ikke i valgdueller med sine modstandere, og strategien lykkedes som bekendt over al forventning:
“(…) Han var ustoppelig. Tre måneder senere blev Zelenskyjs politiske parti, Folkets tjener, det eneste parti, der nogensinde havde vundet absolut flertal i det ukrainske parlament. Partiet havde nu pladser nok til at få vedtaget love og, hvis det ville, omskrive forfatningen. “Det var skræmmende”, sagde Bohdan, der nu var præsidentens stabschef. “Jeg sov ikke mere end tre timer hver nat, og jeg var virkelig bange.” Valgkampen havde i sig selv været som en drøm, et fantastisk eksperiment i massekommunikationens magi, og nu vågnede de op til følgerne. Vælgerne havde betroet Zelenskyj magt nok til at regere som en tyran, hvis han ønskede det. “Vores fejltagelser”, sagde Bohdan, “ville nu være deres fejltagelse.” (Side 175).
Zelenskyj skulle hurtigt blive god til at bruge disse værktøjer.
Tredje betydning er Zelenskyjs gradvise overtagelse af den militære ledelse og udmanøvrering af hærens øverstbefalende general, Valerij Zaluzjnyj, som han selv havde udpeget i brud med anciennitetsreglerne i hæren.
Konflikten mellem Zelenskyj og general Zaluzjnyj, der blev endelig fyret her i begyndelsen af 2024, skyldes ikke kun, at Zelenskyj underkender Zaluzjnyj i de militære dispositioner og beslutter en offensiv i Kharkiv-området på bekostning af den offensiv i øst og syd mod Krim, som Zaluzjnyj planlagde sammen med den amerikanske general Mark Milley. Valerij Zaluzjnyj var også utrolig populær i befolkningen, og Zelenskyj frygtede, at han skulle blive så populær, at han ville tabe til ham, hvis han gik ind i politik og stillede op til præsidentembedet.
I begyndelsen var der en klar arbejdsdeling mellem præsidenten og hærchefen. Sidstnævnte havde den fulde ledelse over militæret (med USA’s general Mark Milley som coach), mens præsidenten skulle sikre finansieringen af oprustningen. Og fundraising havde Zelenskyj været en mester i siden sin studentertid og komikerkarrierens begyndelse:
“Da han slog sig ned i Kyjiv, lykkedes det Zelenskyj at få et møde med en af landets største mediedirektører, Oleksandr Rodnjanskyj, chef for det TV-netværk, der producerede og viste KVN-konkurrencerne i Ukraine (note 6). Direktøren fortalte mig, at Zelenskyj i de kredse gik for at være en “kvik ung jødisk gut”. Men han havde ikke forventet, at denne gut ville komme skridende ind på hans kontor med en risikabel forretningsidé. Han var ledsaget af Sjefir-brødrene, der var ti år ældre og havde mere erfaring i medieverdenen, men det var Zelenskyj, der førte ordet. Han ønskede at optræde med sit ensemble på den største scene i Kyjiv i en landsdækkende tv-transmitteret udsendelse, og han havde brug for, at Rodnjanskyj gav ham sendetid og betalte for en del af produktionen, marketing og andre omkostninger. “Fyrens insisterende frækhed, det er hvad jeg husker”, fortalte direktøren mig. “Han var ikke til at skyde igennem, og han havde det her brændende blik.” Mange år senere så Rodnjanskyj den skjulte fare i disse træk. De skulle lede Zelenskyj til fejlagtigt at antage, at han i rollen som præsident kunne udmanøvrere Putin og forhandle sig til en vej ud af en total krig. “Jeg tror, at hans selvsikkerhed i sidste ende snød ham”, sagde han. Men på det tidspunkt vandt Zelenskyjs charme i forhandlingerne med Rodnjanskyj, der gik med til at satse på hans forestilling.” (Side 84-85).
Mediekontrol og manglende demokrati
I sin angst for kritik og nederlag og behovet for at være midtpunktet kombineret med selvovervurdering er Zelenskyj hurtig til at bruge samme redskaber som Putin: Styring af massekommunikationen ved at centralisere nyhedsstrømmen, sætte demokratiet ud af kraft ved at indskrænke politiske modstanderes muligheder, for eksempel ved forbud af politiske partier, fagforeninger med mere og i sidste instans internering. Beretningen om Zelenskyjs politiske svækkelse af Viktor Medvedtjuk, der var frontfigur for den russisktalende opposition, viser knap så pæne sider af den person, der er blevet ikon i den vestlige verden. Ja nærmest hypet af kvindelige ledere som Mette Frederiksen (S) og Ursula von der Leyen. Sidstnævnte optræder i bogen flere steder, mens Mette Frederiksen og Danmark ikke er nævnt overhovedet.
Et mesterværk i masskommunikation
Krigen har nu varet to år med store tab i menneskeliv, ødelagt infrastruktur, humanitære kriser og formodentlig flere forbrydelser mod menneskeheden til følge. At det på trods af inflation og skrantende økonomier er lykkedes for Zelenskyj at bibeholde de europæiske landes befolkningers accept af påstanden om, at Ukraines krig også er deres frihedskamp, så deres ledere kan pøse penge ind i bidrag til Ukraine og egen oprustning, er et mesterværk i massekommunikation.
Zelenskyjs politiske karriere begyndte som en joke, men i en kombination af egne mesterlige evner i massekommunikation og et stort ego – godt hjulpet af en symbiose mellem vestlige statsledere og deres forsvarsindustrier – spiller han hovedrollen i “Kampen for din frihed”. En ret ultimativ position, som ikke giver mange muligheder for forhandling.
Slutspillet?
Hvad der sker med Zelenskyj, når krigen engang finder sin afslutning, afhænger selvfølgelig af, om Rusland bliver besejret, eller der kommer en fred med fastlåste fronter. Vil Zelenskyj klynge sig til magten, når oppositionen engang igen får lyd – eller vil han trække sig fra politik? Der er desværre også den skrækkelige mulighed, at krigen udvikler sig til en atomkrig. Så har vi alle tabt.
Simon Shusters bog er et supplement til den mainstreamberetning om krigen, som vi får igennem vores medier, fordi den fortæller om, hvad der skete på de indre linjer i Kyjiv i invasionens første år. Den handler ikke om USA, EU, eller NATO eller for den sags skyld Donbass. Den handler om magten i Kyjiv. Der er ingen beretninger, der er fuldstændig objektive, heller ikke denne bog, men den nuancerer vores viden.
NOTER:
1. Julia Ray & Neli Esipova: Before Crisis, Ukrainians More Likely to See NATO as a Threat. Gallup March 14, 2014
2. Peter Schwartz: Former German Chancellor Merkel admits the Minsk Agreement was merely to buy time for Ukraine’s arms build-up. wsws.org den 21. december 2022.
3. Zelenskyjs Road Manager på turneerne ved fronten.
4. Kolomojskyj havde siden 2016 levet i eksil i Schweiz. De russiske myndigheder ville gerne have fat i på grund af finansiering af en paramilitær gruppe som anklages for at have begået krigsforbrydelser i det østlige Ukraine, og de ukrainske myndigheder anklagede ham for økonomisk kriminalitet.
5. Andrij Bohdan er en af Kolomojskyjs tidligere advokater med et rygte om at være hensynsløs. Han bliver Zelenskyjs stabschef efter valget.
6. En humoristisk tv-konkurrence, hvor forskellige hold fra skoler, virksomheder, byer med mere improviserer om tildelte emner og viser scener, som de har forberedt på forhånd.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
