Reportage
Borgerne i Roskilde kan på denne kølige sensommeraften se to herrer klædt i hvid heldragt med atomtegn på ryggen bære en model af en atombombe gennem gaderne. Foran dem går en tilsløret kvinde klædt i sort, der slår taktfast på en tromme, og bagefter en følge af tavse borgere.
Forbipasserende får stukket et flyveblad i hånden, hvor de kan læse, at 214.000 mennesker blev dræbt øjeblikkeligt eller kort tid efter den gang i Japan. Det er flere, end der i dag bor i Roskilde, Lejre, Høje-Taastrup og Albertslund kommuner tilsammen.
Hvorfor har vi behov for at mindes de rædsler, som civilbefolkningen oplevede dengang?
Ikke alene dem, der døde straks, men også de overlevende med svære skader. Huden, der blev brændt af, så kødet og knoglerne blev blottede, stråleskaderne, det giftige sorte, radioaktive vand, som ofrene søgte at slukke deres ulidelige tørst med.
Fredsinitiativet i Roskilde, som står bag arrangementet den 6. august, er bange for, at det hele kan gentage sig, bare i en langt mere omfattende udgave. Der er mange unge, der ved alt for lidt om, hvorfor atombomber udgør en trussel for hele menneskeheden, mener Fredsinitiativet.
Der er ikke mange helt unge til stede på Hestetorvet, hvor deltagerne i optoget nu har fordelt sig efter gåturen, men de fleste deltagere er dog for unge til at kunne have været med i atommarcherne i 1960’erne. De er her for at blive klogere på, hvorfor fortællingen om atomvåben stadig er vigtig.
Atomvåben er ikke kun historie
Den første taler er Palle Bendsen fra Forbyd Atomvåben og Miljøbevægelsen NOAH. Han fortæller om den kolde krig, som fulgte efter Hiroshima og Nagasaki. De grusomme erfaringer fra de to atombomber førte ikke til, at atomvåben blev opgivet.
Tværtimod forklarer Bendsen, at atomvåben nu blev anset for en betingelse for fred, den såkaldte Pax Atomica. Den, der havde atomvåben, kunne true sin modstander med at bruge dem, hvilket ville udslette modstanderen. Det ville virke afskrækkende, så modstanderen ikke turde angribe. Hvis der var en magtbalance, ville det medføre fred, fordi ingen ville turde angribe, lød argumentationen.
Bendsen fører afskrækkelsestankegangen op til nutiden og konstaterer, at den tilsyneladende ikke virker i Ukraine, hvor det har det vist sig, at Ruslands atomvåben ikke har forhindret Ukraine i at svare igen på Ruslands angreb.
Inden for den seneste tid har Bendsen noteret sig flere tegn på, at brugen af atomvåben ikke længere er så fjerntliggende.
USA har ikke ønsket at forlænge sin aftale med Rusland om atomvåben, og Rusland har flere gange omtalt brugen af atomvåben som en mulighed. Bendsen citerer Sergey Karaganov, der leder tænketanken Council for Foreign and Defense Policy, med nære forbindelser til styret i Kreml for at have foreslået, at Rusland skal ”genskabe frygten for atomvåben i Vesten” ved – begrænset – brug af atomvåben.
Bendsen forklarer, at hvis det virkelig kom til en atomkrig mellem USA og Rusland, ville det medføre mindst fem milliarder døde umiddelbart, temperaturen på Jorden ville falde med 16 grader, 85 procent af sollyset ville ikke kunne ramme jordoverfladen, og 90 procent af alle afgrøder ville dø. Det er svært at forestille sig, hvordan mennesker ville kunne overleve under de forhold.
Bendsen kan oplyse, at Danmark ikke har tilsluttet sig FN’s Traktat om Forbud mod Atomvåben TPNW.
Tværtimod har Danmark nu indledt samarbejde med Frankrig om atomvåben, den såkaldte atomparaply, hvorefter franske atomvåben kan stationeres uden for Frankrig. Da atomvåbnene vedbliver at være fransk ejendom, hævder man, at det ikke vil være i modstrid med ikke-spredningsaftalen Non-Proliferation Treaty, NPT, hvis de stationeres i Danmark.
Et japansk perspektiv
Den næste taler er Anne Skovsted Hansen, der er lektor i Japans historie ved Aarhus Universitet og tilknyttet afdelingen for Globale Studier. Hun bemærker, at USA’s bombninger af Hiroshima og Nagasaki er gået over i historien som afslutningen på 2. verdenskrig.
Men samtidig kan de betragtes som begyndelsen på den kolde krig i lyset af Sovjetunionens krigserklæring mod Japan den 8. august 1945, hvor Sovjet gik ind i Manchuriet for at bekæmpe de japanske styrker. Formelt kapitulerede Japan først den 15. august.
Hansen har tidligere arbejdet i FN og har oplevet, hvordan de to atombomber over Japan er gået over i historien som en international erindring og et aktiv i FN’s nedrustningsarbejde. Japan præsenteres i dag stadig som et fredselskende land.
Men Japan er ved at ændre strategi og er på vej væk fra pacifismen. I de senere år har Japan oprustet kraftigt i en verden, hvor spændingerne over for Kina stiger.
Atomvåben i dansk politik
Sidste tale kommer fra Sascha Faxe, der er tidligere forsvars- og udenrigsordfører for Alternativet. Hun kan godt huske, da Folketinget i 2017 skulle stemme om Danmarks tilslutning til FN’s Traktat om Forbud mod Atomvåben TPNW, og det kun var Enhedslisten og Alternativet, der stemte for. Argumentet fra de andre partier for ikke at stemme for var, at traktaten var overflødig, da vi jo har ikke-spredningsaftalen.
Men ikke-spredningsaftalen kan jo desværre ikke hindre, at der stationeres atomvåben i Danmark, konkluderer Faxe. Hun oplyser, at Danmarks deltagelse i den franske atomparaply nok medfører, at der ”kun” installeres ”små” atomvåben på baser i Danmark, og ikke de store strategiske atomvåben. Men Danmarks deltagelse i den franske atomsamarbejde vil Rusland opfatte som en mulig trussel, og dermed bliver Danmark alligevel et bombemål.
Faxe savner at høre politikerne fortælle, at strategiske atomvåben lægger alt øde, og at civilbefolkningen er det primære offer.
At den angrebne part kun har seks minutter til at besvare et atomangreb, og hvis et atomberedskab skal have en afskrækkelseseffekt, er det nødvendigt, at atomknappen kan udløses, uden at beslutningen skal gennem et tungt beslutningsapparat. Det betyder, at adgangen til atomknappen må ligge enten hos en enkelt person (USA) eller hos ganske få personer (Rusland). Faxe peger på det paradoksale i, at en beslutning om menneskehedens potentielle udsletning kan ligge hos en enkelt fornuftsustabil leder.
Faxe køber ikke præmissen om atomvåben som strategisk afskrækkelse, men ser atomvåben som udtryk for et ønske om magt og kontrol. Hun mener, at atomvåben opfattes som nødvendige for at opføre eller bevare et imperium.
Kombinationen af atomvåben og imperiedrømme finder Faxe særlig skræmmende, når hun betragter Israels aggressive adfærd.
Lad os arbejde for fred
I Roskilde endte Fredsinitiativet med at begrave dagens atombombe på kirkegården og lade sangerinden Anne Iben sende fredsduer ud.
Men Fredsinitiativet endte også med at erkende, at dagens budskab ”Stop krigen – vælg freden” ikke vinder genklang hos Danmarks nutidige magthavere. Fredsinitiativet opfordrer derfor alle borgere – der står til at blive bombemål – til at engagere sig i aktioner mod oprustningen.
At lytte til hinanden, at turde tale imod krig og ikke mindst atomvåben. For som Fredsinitiativet fortæller, var det også efter et folkeligt pres fra den kolde krigs atommarcher, at politikerne besluttede at lægge atomvåbnene på hylden. For en stund i det mindste.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
