En kunstner, der på sociale medier går under navnet @revolutionary_lego_propaganda eller Revleg Prop, praktiserer en nytænkende form for revolutionær kunst.
Med LEGO-figurer og -klodser kombineret med et unikt tvist af selvlavede rekvisitter – som eksempelvis det palæstinensiske flag – sætter kunstneren spot på samfundsmæssige problemer samt gengiver politiske og historiske begivenheder i både ind- og udland.
På Instagram har Arbejderen været i kontakt med Revleg Prop.
Den 24. august var der endnu engang indkaldt til stordemonstration for Palæstina i København. På ovenstående billede gengives demonstrationen, der gik fra Den Røde Plads på Nørrebro. I venstre side ses den karakteristiske gule mur, som løber langs Assistens Kirkegård.
“Revolutionary_lego_propaganda elsker antifascisme, antiimperialisme, antikapitalisme, klassekamp, feminisme, frihedskamp, international solidaritet, politisk historie, folkelig modstand, modstandskultur og social retfærdighed med mere. Hader racisme, fascisme, homofobi, sexisme, kapitalisme, imperialisme, undertrykkelse, klimaforbrydelser, klassesamfundet og uduelige og korrupte politikere”, skriver Revleg Prop i en besked til Arbejderen.
Den 25. juli fik Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, en stående applaus i Kongressen i USA, inden han adresserede de politikere, der ikke havde valgt at boykotte begivenheden. På billedet ovenfor ses Netanyahu gengivet som en hulemand med en stor kølle i hånden. Bag ham sidder to smilende klovne, og alle står de oven på en bunke skeletter.
Revleg Prop “laver både historiske og nutidspolitiske byggerier til brug for den politiske kamp mod alle former for undertrykkelse”, skriver kunstneren til Arbejderen.
“Kapitalisme – velkommen til helvede” står der på et skilt under logoerne for Nestlé, Lockheed Martin, Coca-Cola og Amazon. Foran afvikles tilsyneladende en form for sidste nadver bestående af mænd klædt i jakkesæt, soldat- og politiuniform. Under dem ses skeletter omgivet af tønder med radioaktivt stof. I hænderne bærer skeletterne skilte med teksten: “Bekæmp kapitalisme”.
“Det grådige neoliberale kapitalistiske forbrugssystem er en forbrydelse mod menneskeheden, klimaet og vores planet. Det bringer vanvittig rigdom til få, holder mange i fattigdom og arbejdsslaveri og sender vores klima og Jord på en katastrofal kurs. Vi har brug for en social, økonomisk og grøn revolution, der fordeler verdens ressourcer ligeligt og redder vores klode”, skriver Revleg Prop i opslaget.
Revleg Prop er en revolutionær kunstner, der både forholder sig til samtiden og historien. Her et kunstværk med den danske modstandsgruppe BOPA, som nulevende Ejler Borch i sin tid havde tilsluttet sig i kampen mod den nazistiske besættelsesmagt. Rundt om de væbnede modstandsfolk ligger eksemplarer af Politiken med overskriften: “Danmark atter frit”.
“BOPA kæmpede med beslutsomhed, opfindsomhed og mod imod den nazistiske besættelsesmagt og viste Danmark og verden, at aktiv modstand var mulig selv i et lille land som Danmark”, skriver Revleg Prop.
I 1973 gennemførte den fascistiske general Augusto Pinochet i 1973, med støtte fra USA, et militærkup mod venstrefløjsregeringen i Chile. Sidste år mindedes Revleg Prop begivenheden med dette kunstværk.
“Med sit kup indførte den fascistiske diktator Pinochet et rædselsregime med mord, tortur, massiv undertrykkelse og en ultraliberal økonomi. Vi må aldrig glemme dette fascistiske kup”, skrev Revleg Prop.
Følg selv med i, hvad den aktive kunstner skaber af værker. Find Revleg Prop på Facebook og Instagram.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.