Selv om det er 76 år siden, at Ejler Borch greb en maskinpistol og tog kampen op mod den tyske besættelse som sabotør, står erindringen lysende klar for den tidligere maskinmester fra Hundested.
Ved at høre bragene fra sabotagen følte man, at vi var en del af en større modstand.
Ejler Borch
– Ærlig talt, så pissede jeg i bukserne ude ved Tankstelle, der blev saboteret i 1945. Det var her, de tyske biler blev tanket op. Jeg var med i en bevæbnet dækningsgruppe, der skulle larme op, hvis der skulle komme nogen udefra. Jeg var meget bange.
Benzindepot
95-årige Ejler Borch var blot 18 år og med i sabotagegruppen BOPA’s aktion mod det tyske benzindepot Tankstelle i Vanløse, København, den 16. februar 1945. I hans hænder hvilede en Madsen-maskinpistol uroligt.
Lidt derfra lå Tankstelles to kæmpe benzintanke, dækket med jord. Et skur med tyske soldater holdt vagt. Lige overfor lå Vanløse Station.
– Vi hørte og så intet, før det sagde “bum”, men lige efter var der skyderier. Lille-Svend, der stod for arrangementet, blev dræbt og slæbt ud. Mads og Ib – eller hvem det nu var – blev så forargede på tyskerne over, at de havde skudt vores kammerat, at de alle blev mejet ned. Kammeraterne tænkte ikke på faren, men at “nu skal de ha”’. Det var vores opfattelse, erindrer Ejler Borch.
- Født 6. december 1925. (95 år)
- Medlem af sabotageorganisationen BOPA 1944-1945. (Afsnit 8M (Bopa), Kompagni Ib)
- Dæknavn: Thor
- Maskinarbejderlærling, senere maskinmester.
- Fødested: Københavns nordvestkvarter.
- Nuværende bopæl: Hundested.
- Deltog blandt andet i BOPA’s sabotageaktion mod Cheminovas afdeling i Mørkhøj 14. februar 1945.
- Deltog i sabotageaktionen mod Tankstelle i Vanløse, København, den 16. februar 1945.
- Deltog i sabotageaktionen mod radiofabrikken Always i Boyesgade i København, den 27. marts 1945.
Han havde fået dæknavnet Thor. Den dræbte Lille-Svend hed oprindeligt Søren Lauritzen og var også lærling.
– De der stakkels tyskere sad inde i opholdsrummet og blev skudt allesammen. Der var ingen pardon. De skulle bare ned med nakken.
Ejler Borch bruger ordet “stakkels” om tyskere fra Tankstelle. BOPA og de andre modstandsgrupper havde et princip om kun at ramme materielle mål og i hvert fald ikke almindelige soldater.
Ikke rosenrødt
Ejler Borch, der i 1945 var maskinarbejderlærling, afviser det idylliske billede af modstandskampen. Den var voldsomt rå, barsk og langtfra rosenrød. Men kampen var nødvendig, fastslår Ejler Borch.
Ejler Borch sidder i sin stue i en lille lejlighed i Hundested. Der er udsigt til færgelejet, hvor han hver morgen i 32 år mødte op på arbejde som maskinmester på færgen til Grenaa.
Besættelsestiden bliver fremstillet alt for idyllisk.
Ejler Borch
– Besættelsestiden bliver fremstillet alt for idyllisk. Det tyske politi var i overtal og kørte rundt med deres cykelpatruljer på en halv snes mand – og dem var der mange af, siger Ejler Borch og ryster på hovedet.
Et medlem manglede
Selv om han tissede i bukserne af skræk ved Tankstelle, var det egentlig først meget tæt på befrielsen den 4. maj 1945, at han for alvor blev bange.
– Vi var fem-seks i vores BOPA-gruppe. Men en dag manglede en af os. Han dukkede simpelthen ikke op til det aftalte sted. Vores gruppeleder, “Mads”, sagde så, at vi måtte gå ud fra, at han var taget af tyskerne. Først hér gik det egentlig op for mig, hvor farligt det var, det vi lavede. Man tænkte jo ikke på, at man risikerede tortur.
– Da jeg cyklede hjem til lejligheden i Københavns nordvestkvarter, hvor min mor også boede, spekulerede jeg meget over, hvad i al verden, jeg havde rodet mig ind i. Men da jeg kom hjem og sad og spekulerede over det, sagde jeg til mig selv, “du skal bare blive ved”.
Brag og begejstring
– Da det først begyndte at sige “bum” rundtomkring, kunne man ved at lytte til radioen fra England hver aften, BBC London, fornemme, at de blev mere og mere begejstrede for Danmark. Jo mere “vi knaldede”, jo mere begejstrede blev de. Ved bragene følte man, at vi var en del af en større modstand, fortæller Ejler Borch.
Ejler har stort set været tavs i 76 år om begivenhederne dengang. Han har aldrig fortalt sine børn og børnebørn om det for alvor.
På væggen i Ejlers lille lejlighed i Hundested hænger fotos i rammer af hans to børn og børnebørnene. Hans ekskone ringer på og går selv op ad trappen. Datteren er i køkkenet og har bedt om at få lov til at optage interviewet på en mobiltelefon.
Taler først nu
Hvorfor har du aldrig fortalt nogen om din tid i modstandskampen?
– Det ved jeg ikke. Ved du hvad? Nu vil jeg sige det med det samme. Mine børn ved meget lidt om min tid i BOPA, fordi jeg har aldrig haft lyst til at fortælle om det. De har spurgt, men jeg har undveget det.
Jeg var med i en bevæbnet dækningsgruppe, der skulle larme op, hvis der skulle komme nogen udefra. Jeg var bange!
Ejler Borch
– Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er dansker. Jeg vidste godt, der var modstand mod tysk besættelse. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg – og de andre – gik ind i det hele på grund af spændingen. Jeg tænkte slet ikke på andet. Vi var jo 17-18 år. Vi fandt først senere ud af, at vores aktiviteter meget vel kunne have døden til følge. Ja, så tænker man lidt mere over det, fortæller Ejler Borch.
Telefonsamtalen
Allerede i sommeren 1944 var han blevet lovet en telefonopringning fra nogle sabotører, der skulle se ham an og godkende ham som medlem af modstandsbevægelsen. Ejler havde nemlig selv bedt om at blive aktiv.
– Telefonen ringede hjemme hos min mor, der sagde, “det er til dig”. Det viste sig at være en af de unge sabotører, der selvfølgelig ikke sagde, hvem han var. Nu kan jeg ikke huske nummeret …
Ejler Borch purrer op i det hvide hår og rynker panden en ekstra gang. Han “plejer da godt at huske netop dét nummer”.
Metaldimser til tyskerne
Han havde mødt de unge sabotører i en rygepause ved det maskinværksted, han arbejdede på – de var også lærlinge. De viste sig at være BOPA-folk. Maskinværkstedet hed Madsen & Baidel og lå i Ryesgade på Nørrebro i København – i øvrigt få meter fra, hvor Dagbladet Arbejderen 38 år senere slår sin redaktion op i 1982.
Madsen & Baidel producerede metaldimser til tyskerne og var blevet saboteret allerede 1. december 1943. Derfor startede Ejler først 1. januar 1944.
BOPA-folkene holdt fabrikken under opsyn, fordi den fortsatte sin produktion til tyskerne.
Da Ejler Borch og nogle af lærlingene var nede og ryge i middagspausen overfor maskinværkstedet nede ved Sortedam Dossering, faldt han i snak med de unge sabotører.
Ejler Borch tilbød at hælde ildelugtende væske i olietankene på fabrikken. Det gjorde BOPA-sabotørerne, men “det virkede ikke”. BOPA endte med at beslutte, at fabrikken enten var for lille, eller at der boede for mange civile omkring den til, at den skulle sprænges.
Lærte at bruge våben
Men BOPA-sabotørerne ringede Ejler op bagefter, og han blev en del af gruppen.
– Jeg fik en Madsen-maskinpistol. Den var rigtig god, men godt nok ikke særlig handy at have under frakken, siger han med et glimt i øjet.
De øvede sig i at skyde i Ejby Mose. De ældre erfarne sabotører viste, hvordan man skilte en maskinpistol og pistol ad og samlede den igen.
– Det var første gang, vi skulle lære at håndtere de våben. Vi anede jo intet, fortæller modstandsmanden og tilføjer, at BOPA selv måtte skaffe de fleste våben.
Våbenmangel og enhed
Var det svært at skaffe våben?
– Ja, vi måtte stjæle dem, blandt andet fra hæren, der producerede dem på Amager. Vi fik jo ikke noget, der blev droppet af englænderne, fordi de troede, vi var kommunister og var startet af kommunister. Hele forhistorien foregik før min tid. Dengang kunne sabotørerne ikke skaffe folk nok, men så kom KK med, og han gik på gymnasiet, beretter Ejler Borch.
KK var dæknavnet for Jørgen Jespersen fra Østre Borgerdyd Gymnasium, og han blev i 1943 gruppeleder i BOPA’s afsnit 8M, kompagni K. Han deltog i 125 sabotageaktioner, hvilket gjorde ham til en af de mest efterstræbte sabotører hos Gestapo.
Ejler Borch omtaler begivenhederne, som mange historikere tolker forskelligt. En af tolkningerne går på, at kommunisterne i DKP, der havde startet sabotagen i Danmark, i 1943 indså, at der efterhånden ikke var nok egnede kommunister til at udøve sabotage, så blev der åbnet for tilgang af borgerlige eller “ikke-partipolitiske” personer.
Vi fandt først senere ud af, at vores aktiviteter meget vel kunne have døden til følge
Ejler Borch
Sabotagegruppen, der før hed KOPA (Kommunistiske Partisaner), skiftede nu navn til BOPA (Borgerlige Partisaner). Og man håbede også på, at navneforandringen betød eftertragtede våben og sprængstof fra luften via engelske flyvere.
En gruppe gymnasiaster og lærlinge kom ind i BOPA i 1943-44. En af dem var maskinarbejderlærlingen Ejler Borch.
– Ingen af os var kommunister. Overhovedet ikke. Vi snakkede ikke partipolitik, vi snakkede om det spændende. Vi tænkte ikke så meget over det, bedyrer den 95-årige BOPA-veteran.
Aktion mod radiofabrik
Ejler Borch fortsatte sin lærlingetid, men deltog i BOPA-aktioner i fritiden. Han var på intet tidspunkt illegal.
Den 27. marts – lidt over en måned før befrielsen i 1945 – besluttede BOPA at angribe og sprænge radiofabrikken Always i Boyesgade i København med fire-fem grupper. Fabrikken producerede blandt andet styringsgrej til V2-bomber og radioapparater til tyskerne.
– Det var jo et forfærdeligt sted med tykke porte og svært bevogtet af vagtposter. Vi omringede fabrikken. Jeg var dækningsgruppe sammen med nogle andre ovre på Frederiksberg Allé. Jens eller Niels sprængte porten til fabrikken med en bombe, for at selve sprængstoffet kunne komme ind. Der kom lidt skyderi, men ikke så meget som under Tankstelle.
– Det gik gnidningsløst, og “buuum”, så røg lortet endelig i luften. Vi fik overhovedet ikke brug for at skyde ovre på vores side af vejen, da der ikke kom nogen i vores område. Og da fabrikken var “futtet af”, fik vi besked på at “liste af”.
Ejler Borch deltog også i en sabotageaktion mod Cheminovas afdeling i Mørkhøj udenfor København.
– Vi lå i en grøft og dækkede aktionen, erindrer han.
Det var første gang, vi skulle lære at håndtere de våben. Vi anede jo intet.
Ejler Borch
Få dage efter at Ejler og de andre medlemmer af BOPA-gruppen havde fået koldsved på panden over det medlem, der ikke var dukket op til aftalt tid – og som de frygtede var blevet taget af tyskerne – gik sandheden op for dem. Fyren havde været syg og kunne ikke komme til en telefon.
– Vi kendte jo overhovedet ikke hinandens navne, eller hvor man boede. Vi kendte kun dét navn, man havde fået, smiler Ejler Borch.
Skuffede modstandsfolk
Da befrielsen kom 4. maj 1945, var Ejler Borch og hans kammerater glade. Men også trætte. Tiden derefter bragte dog skuffelse. Politikere, der havde samarbejdet med tyskerne, vendte tilbage til magten.
– Det, syntes vi, var noget møg! De skulle have været smidt ud allesammen. Derfor var vi så skuffede, og det er grunden til, at mange sabotører og aktive modstandsfolk emigrerede til udlandet. De var skuffede over, at de havde sat livet på spil – og så kom nogle snotgøjer tilbage!
Ejler Borch ryster let på hovedet, ser ned et øjeblik, men ser op igen og smiler med en tilfreds trækning om mundvigen.
– Du, nu kan jeg huske dét telefonnummer, som fik mig ind i modstandskampen … Det var Taga 5226x
- BOPA var en dansk sabotagegruppe, der opererede under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig.
- BOPA stod for praktisk talt al industrisabotagen i København og omegn.
- Hed i 1942 og 1943 KOPA (Kommunistiske Partisaner), dannet af tidligere spaniensfrivillige og kommunister efter beslutning af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti).
- BOPA blev stiftet i april 1943 som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans, men også af mange “ikke-partipolitiske”.
- Navnet BOPA blev kun benyttet i ledelsen og af Frihedsrådet og var ukendt for de fleste sabotører indtil befrielsen.
- Havde i alt cirka 175 medlemmer, som udførte mere end 3000 jernbane, skibs- og fabriksaktioner/-sabotager i 1942-1945.
- 40 af gruppens medlemmer faldt. Det svarer til 20 procent af medlemmerne.
- BOPA stod for en af besættelsens største enkeltsabotager, da den sprængte radiofabrikken Torotor i Ordrup i luften den 2. januar 1945.
- Men også Always, Ambi, Atlas, Burmeister & Wain, Dan, General Motors, Glud & Marstrand, Nordwerk, Neutrofon, Riffelsyndikatet samt Langebro blev ramt af aktioner.
- I 1944 udførte BOPA de helt store velorganiserede sabotager, der forrettede skader i millionklassen. Blandt andet mod Globus den 6. juni 1944 som et regulært partisanangreb ved højlys dag.
- Udførte også angreb på tyske militære anlæg.
- BOPA lavede også sekundære aktioner såsom våben- og sprængstofrøverier, befriede kammerater der var blevet arresteret, depotarbejde og så videre.
- En uofficiel liste siger, at BOPA havde ansvaret for likvideringer af cirka 20 stikkere.
- BOPA’s kampgrupper bestod i gennemsnit af 5-6 grupper a 6-7 personer. Dette sikrede, at gruppens arbejde kunne fortsætte, hvis en af undergrupperne blev taget af Gestapo.
- Da det var meget svært at komme med i BOPA, slap der heldigvis aldrig en stikker indenfor.
- Udskiftningen var stor: De fleste var cirka tre-fire måneder i det praktiske arbejde, hvorefter de undslap til Sverige eller blev arresteret.
- Kvinder var tilknyttet BOPA og deltog meget aktivt. Var vagtposter og afledning af sabotagevagter og tyskere eller med til at huse de sabotører, som måtte gå under jorden.
- Andre kvinder passede våben- og sprængstofdepoter og syede poser med sprængstof ind i sabotørers tøj i de tilfælde, hvor det var nødvendigt for at passere fabriksvagter.
- Den 9. april 1940 besluttede de regerende politikere, at dansk politi skulle samarbejde med de tyske besættelsestropper.
- Politiet blev mellem 1942-1943 sat ind i efterforskningen af sabotage- og modstandsarbejde og viste sig særdeles effektivt.
- Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage. Tyskerne tog magten og indførte blandt dødsstraf for sabotage.
- 19. september 1944 blev politikorpset arresteret af tyskerne – herefter jagede Gestapo og danske håndlangere i fællesskab modstandsbevægelsen.
- BOPA blev opløst i august 1945.
Kilder: Per Mortensen (Tom), Erling Andreassen (Lund), Borgerlige Partisaner, af Leif Larsen, Frihedsmuseet og “Brødrene Nielsen” (Albert Scherfig med flere), Nemo 2014, BOPA Sabotage, af Børge Brandt og Kaj Christiansen. Sirius 1968
Læs også
Efterkommere af internerede kommunister kræver undskyldning af Mette Frederiksen
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
