Der er utallige eksempler på, at kunstnere, der i deres egen tid har nydt stor anseelse og popularitet, derefter må lide den tort at blive underkendt, for ikke at tale om helt glemt.
Glemt er Wilhelm Marstrand (1810-1873) ikke blevet, men efter at have været betragtet som noget nær et geni faldt han i begyndelsen af 1900-tallet ned af piedestalen, fordi kunstopfattelsen ændrede sig, hvad der også gjaldt den folkelige humor, som han repræsenterede.
Siden da har der været divergerende meninger om hans værker. Diskussionen går på om Marstrand teknisk set kan betragtes som en god maler, om hans billeder af folkeliv var nedgørende og brutale eller simpelthen var satirer over fællesmenneskelige karaktertræk, hvor han malede typer og ikke individer, og om der indgik samfundskritik i billederne, eller de bare gengav, hvad han registrerede.
Marstrand var en fortæller, og litteraturen inspirerede ham til mange motiver.
Selv erkendte han, hvad det tekniske angik, at hans tålmodighed kom på prøve, når han skulle koncentrere sig om det store oliemaleri. Han havde det bedre men pen og papir, hvor han hurtigt kunne skitsere sine indtryk og ideer, og han efterlod sig da også mere ende 5.000 tegninger.
Satiriske tegninger
I øjeblikket kan man på Den Hirschsprungske Samlings Hjørneudstilling se nogle af hans satiriske karikaturtegninger, hvor han spidder det københavnske byliv.
Det står i hvert fald fast, at Marstrand ikke var den, der underlagde sig de herskende regler og normer, men han var på den anden side ikke åbenlyst rebelsk. Han ville jo gerne frem i verden, og det kom han også. For at blive medlem af Akademiet skulle man aflevere et adgangsstykke med et givet historisk tema, og i Marstrands tilfælde var det ”En scene af det danske folkeliv”. Da han ingen ynder var af nationalromantikken, valgte han en scene fra Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”, der ikke just forherliger bondestanden. Men medlem blev han og i 1853 direktør for Kunstakademiet.
Hverken fortidens bedrifter eller de grønne bøgeskove havde hans interesse, men det havde derimod det liv, der udfoldede sig omkring ham, og det fortalte han med grov humor om i sine såkaldte genrebilleder, der var befolket med groteske typer. Efter sigende skulle han have været depressivt anlagt, som tilfældet er for mange humorister, men da han var i Italien, blev hans humor mildere. Han malede ikke som mange af de andre danske kunstnere arkitekturbilleder, for også her var det folkelivet, der optog ham, stadigvæk skildret med humor og satire, men mere venligt. Det gjaldt dog ikke gejstligheden i form af fede og hykleriske præster og munke.
En fortæller
Marstrand var en fortæller, og litteraturen inspirerede ham til mange motiver, især Cervantes’ Don Quixote, den tragiske drømmer, der kolliderer med virkeligheden. Også hos Shakespeare fandt han modeller, men her var det ikke de tragiske skikkelser, men de mere komiske han valgte. Desuden kan nævnes Bellman, Goethe og ikke mindst Holberg, hvis gemyt stemte godt overens med hans eget.
Alt det her nævnte kan man få indtryk af på Nivaagaards udstilling og så danne sig sin egen mening om Marstrands kunst og dens holdbarhed, men noget tyder på, at vi stadigvæk holder af billeder, der fortæller historier, for ved vores besøg myldrede det med gæster, der gav sig god tid foran de enkelte værker. Ligesom det var tilfældet i Marstrands egen tid.
Wilhelm Marstrand. Den store fortæller. Nivaagaard Malerisamling. Indtil 12. juni.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
