Folkeskolen er en central pille i det danske samfund og en institution under forandring. Dramatiker Christian Lollike udforsker de strømninger og holdninger, der fylder i vores verden. Nu ønsker han at tegne et nuanceret portræt af livet i den danske folkeskole – fortalt af de ansatte.
– Folkeskolen er måske den mest personlighedsdannende institution i vores liv. Den har afgørende betydning for vores dannelse, fællesskabsfølelse og selvopfattelse. Det er nødvendigt at undersøge, hvordan skolen håndterer de mange forskellige udfordringer, børn står overfor i dag, siger Christian Lollike.
Forestillingen skal have urpremiere på Aarhus Teaters Store Scene i foråret 2024. Forestillingen skrives og instrueres af Christian Lollike, og alle historier bliver anonymiseret og behandles fortroligt.
“Giv frustrationerne frit løb, beskriv dine oplevelser uden selvcensur og spekulér ikke på, at de skal kunne fungere på en scene”, lyder det fra teatret i en pressemeddelelse.
Det oplyses at beskrivelsen fra virkeligheden skal fylde mindst en halv side (cirka 1500 tegn) og max 4 sider. Send dine input til input@aarhusteater.dk eller via www.aarhusteater.dk/input
Der er deadline for indsendelse af historier 3. oktober 2022. Ansatte på alle landets skoler – offentlige som private – kan deltage.
Teatret opfordrer til at skrive, om de må kontakte dig efterfølgende for eventuel uddybning.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.