En væbnet afkolonisering
Angela Davis (født 1944) blev kendt som politisk aktivist i 1970 i forbindelse med et gidseldrama i Soledadfængslet i Californien, hvor fire personer blev dræbt med et våben, der var registreret i hendes navn. Hun blev varetægtsfængslet, men efter 16 måneder pure frifundet og løsladt.
Hun støttede De Sorte Pantere og var medlem af det kommunistiske parti, og allerede før fængslingen var hun i FBI’s søgelys og var blevet fyret fra sin lærerstilling ved University of California i Los Angeles på grund af sine politiske holdninger. Siden da har hun kæmpet mod undertrykkelse, racisme, kapitalisme og antifeminisme, og i 1980 var hun opstillet til vicepræsident for det kommunistiske parti.
Hendes våben var og er forskning og skribentvirksomhed, og i 1981 udgav hun essaysamlingen ”Kvinder, race og klasse”, som nu med nogen forsinkelse er udkommet på dansk.
Bogen består af tretten essays, der behandler kvinders forhold under slaveriet i USA, kampen imod dette, forholdene for de frigivne slaver efter borgerkrigen, kampen for stemmeret, racismens opståen og væsen og debatten om prævention og abort. Temaerne analyseres fra 1800-tallet og frem til 1980.
I slavetiden var sorte mænd og kvinder lige, fordi de havde samme forhold. Kvinderne var også markarbejdere, og mændene var også husslaver. Med frigivelsen blev mændene daglejere og kvinderne vaskekoner eller ”hjemmegående hustruer”. Hermed fik de en underordnet stilling i forhold til mændene, der var dem, der bragte mest til huse.
Den officielle historie om borgerkrigen går ud på, at den handlede om at få afskaffet slaveriet i sydstaterne, men Davis påviser, at den i virkeligheden handlede om, at monopolkapitalisterne i nordstaterne kunne få udvidet deres territorium og dermed få andel i den billige sorte arbejdskraft i syden. Men på længere sigt skabte det problemer i forhold til at bevare de hvides politiske magt.
For at undgå at for mange sorte kunne stemme, fandt man på, at stemmeretten kun tilkom borgere, der kunne læse og skrive. Det ramte også hvide, fattige indvandrere, som for eksempel den store invasion af irere, men det passede sådan set magthaverne fint. Kravet om stemmeret var også aktuelt for bevægelsen for kvinders ligeret, der blev ledet af hvide, borgerlige kvinder, hvoraf mange gik ind for sloganet ”Kvinden først og negeren sidst”.
I det hele taget opstod der en frygt for, at den hvide race skulle blive domineret af andre racer, og at det skulle ende med ”raceselvmord”. Det gav anledning til debat om fri abort og prævention og til tvangssterilisering af ”uegnede” farvede kvinder.
De hvide suffragetter interesserede sig som helhed kun for borgerlige hvide kvinders rettigheder, men der nævnes i bogen mange stærke race- og klassebevidste kvinder, og i essayet ”Kommunistkvinder” har Davis samlet en smuk buket af disse og deres indsats i kampen mod racisme og kapitalisme.
Racismens rødder og udvikling gøres der grundigt rede for, hvordan den bygger på stereotyper som sorte mænds hæmningsløse trang til at voldtage hvide kvinder og sorte kvinders løsagtighed, og i det hele taget at sorte mennesker ikke er på samme udviklingstrin som hvide.
Kampen mod racisme, kvindeundertrykkelse og udbytning af arbejdskraft er som bekendt ikke slut, hverken her eller der, og i USA er farvede i overtal blandt de indsatte i fængslerne, nogle stater fratager nu kvinderne adgangen til fri abort, og procedurerne ved valg viser, at de hvides frygt for ”raceselvmord” stadig lever. Derfor er Angela Davis’ bog, der er skrevet i et uakademisk sprog, lærerig og lige så aktuel, som var den skrevet i går.
Angela Y. Davis: Kvinder, race og klasse
Oversat af Mikas Lang.
Informations Forlag. 439 sider. 300 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
