Vores Kulturs Filmklub afholder sidste debatarrangement inden sommerferien. Se den danske dokumentar “En ny natur” online i ro og mag derhjemme i løbet af de næste to uger, og log på og deltag i debatten torsdag den 20. juni klokken 20.00.
Link til, hvor du finder filmen, og hvordan du bliver medlem af Vores Kulturs Filmklub, finder du nederst i denne artikel. Medlemskabet er gratis.
Kriserne står i kø
Den tidsalder, vi står midt i, har fået navnet “den antropocæne tidsalder” – den menneskeskabte. Den kendetegner sig ved, at kriserne står i kø. Heriblandt biodiversitetskrisen – en masseuddøen af arter overalt på jordkloden.
Denne krise er et resultat af den ekstreme fase, som kapitalismen er i. Kapitalens evige jagt på mere profit skaber en negativ påvirkning af naturen og kan ultimativt føre til et økologisk kollaps.
Forringede levevilkår
‘En ny natur’ er en dansk dokumentarfilm af Esther Elmholts om de menneskeskabte problemer, vores klode står midt i.
Dokumentaren fra 2022 forklarer igennem både forskere og kunstneriske stemmer, hvordan menneskets handlinger har forringet levevilkårene for nærmest samtlige arter. Men også hvordan vi kan gentænke vores syn på planter og dyr og menneskets rolle i naturen og biodiversitetskrisen.
Vi ser, hvor hårdt vi har presset kloden, men at det endnu ikke er for sent at vende udviklingen og leve i pagt med naturen.
Erfaren debattør
Oplægsholder denne måned er Carl-Aage Jensen. Han er uddannet murer, ingeniør og civiløkonom og har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi. Derudover har han en stor interesse for klima og biodiversitet. Han har deltaget i debatter samt skrevet artikler om netop dette emne. Vi ser derfor frem til en god og livlig debat, der afslutter første halvår 2024 i Vores Kulturs Filmklub.
Medlemskab og links
Vores Kulturs Filmklub blev stiftet i januar måned 2021, midt under coronakrisen. Filmklubben afholder onlinedebatter om tidens vigtige emner hver måned og har lidt over 50 medlemmer.
Kontakt Vores Kulturs Filmklub for medlemskab.
Mail: kontakt@vores-kultur.dk
Mobil: 2231 6387
Her er linket til den film, vi anbefaler som juni måneds film. Den kan ses gratis på Filmstriben.dk:
filmstriben.dk/film/en-ny-natur
Støt Arbejderen og se film
Når du ser månedens film, håber vi, du kvitterer ved at sende et støttebeløb til Arbejderen på MobilePay: 503553
Medlemskabet er selvfølgelig gratis, men vi opfordrer folk til at donere 50 kroner, for hver måned de ser film. Pengene går ubeskåret til Arbejderens Støttefond.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.