STARK bryder sympatikonflikt
“Museum der 100 Tage”.
Siden 1955 har kunstfestivalen Documenta givet liv til lokalsamfundet Kassel samtidig med at have åbnet øjnene ud i verden.
Documenta startede for at få Tyskland med på kunstens internationale verdenskort igen efter Anden Verdenskrig. Kassel, der var så godt som jævnet med jorden efter Anden Verdenskrig, blev valgt som udstillingssted. Et slags symbol på opbrud og på de nye tider der var på vej.
Udstillingen, der fandt sted under mottoet 100 dages museum, omfattede dengang kunst, der havde været forbudt under det tredje rige. Den blev en kæmpe succes.
Siden 1971 er det en international jury, der har bestemt, hvem der udstiller, og Documenta er blevet en stor international kunstbegivenhed.
3 ud af 100 dage i 2022
Documenta 15 med det indonesiske kunstkollektiv Ruangrupa som kunstneriske ledere åbner også øjnene ud imod verden, måske som aldrig før.
Udstillingerne, der omfatter installationer, aktioner, projekter, historier, videoer, billeder og workshops, er skabt af kunstnerkollektiver, politiske aktionsgrupper, kollektiver og græsrodskunstfestivaler fra hele verden. Og der er streg under hele – og især den verden, som vi her i Vesteuropa ikke kender særlig meget til.
Intet under at den etablerede kunstverden rynker på næsen; der er ingen levebrød til dem her.
Jeg fik mulighed for at besøge Kassel under Documenta 15 i tre dage hen imod slutningen af de 100 dage på baggrund af en meget speciel invitation: Kom og spil en koncert med vores Lumbung-trykkeri og trykpressen, der står midt i Documentahallen, som findes i centrum for hele festivalen. Det var svært at sige nej til denne særlige mulighed, så vi pakkede vores instrumenter og drog af sted til Kassel.
DAG 1
ET KÆMPE RISLAGER HVOR ALLE DELER, MED HUMOR OG UAFHENIGHED
Der er kun lidt over 200.000 indbyggere i Kassel, så man kan mærke, at der er Documenta. I farverige tegnede bogstaver og layout inviteres vi rundt i byen til at være med, og så er det bare med at lære indonesisk. Det gør man bedst ved at starte i RURU-huset, festivalens mødested. Her er kaffe, foredrag og bøger. Folk mødes, og man får en snak, og vi får straks lært, hvad Lumbung betyder:
Nemlig et rislager, og dette udtryk rummer altså al den kreativitet, der er blevet samlet i Kassel i 100 dage, noget med at mødes, skabe og dele risen ud til alle.
Og noget med at riskorn er skarpe, de har sågar modhager!….. Så vi forbereder os på at møde både skarp og kritisk kunst og måske på at være en del af Lumbung?
Ruanagrupa påpeger i øvrigt, at Lumbung ikke er et koncept, men en måde at handle på, og nævner i samme åndedrag: Humor, generøsitet, uafhængighed, transparens og regeneration. Der er i hvert fald sjov udveksling over vores kaffekopper i RURU-huset, inden jeg begiver mig ud til udstillingerne.
AMBACADE FOR ABORIGINALS
Midt foran det historiske museum, der husede den første Documenta Fredichanum, har den australske kunstner Richard Bell åbnet en aboriginal-ambassade, og udendørs på Fridericianum-bygningen tikker røde tal for, hvad de australske besættere skylder det oprindelige folk i pagt for den jord, de har stjålet. Til højre har kunstnere fra OFF-Bienale Budapest bygget svalereder i kæmpestørrelse, der skal beskrive, hvordan romaer føler sig i vores samfund. Midt for er de statelige søjler blevet malet sorte og har fået tilført graffitislogans og antiatomkrafttegn.
FRA KUNSTMUSEUM TIL VÆRKSTED OG ARKIV FRIDERICIANUM
Da jeg kommer indendørs, kan jeg godt forstå, hvis en kunstkritiker eller to fra det klassiske kunstpublikum tror, han eller hun er gået forkert: Til venstre er der en børnehave og legerum, til højre reoler og workshop. ”Efterlad noget fra din taske, som du gerne vil give væk, på dette bord”, står der. På bordet tårner kvitteringer og bolsjer sig op. Man kan også sy og gynge i hængekøje eller forsøge sig med et skakspil med fire spillere.
På næste etage fortryder jeg, at jeg ikke har mere tid med mig her i Kassel. Her er nemlig indtil flere kunst- og historiearkiver repræsenteret: For eksempel Archives des luttes des femmes en Algérie (Arkiv for den Algierske kvindekamp). Kvindekampens historie fra landets uafhængighed i 1962 er begyndt at interessere de nulevende algierske kvinder, der er i gang med et storslået arkiveringsarbejde. Trist nok har meget ikke ændret sig siden dengang.
Arkivprojektet The Black Archives ”Documenting Black Past and present” viser en reol med bøger som ”Lille sorte Sambo”, ser på hvordan sorte er blevet betragtet af de hvide. Et Akademi i Indien udstiller en bog, hvor de har udforsket klassiske mønstre og skabt billeder i sand. Mens jeg ligger på en sækkepude og slapper lidt af i virvaret, kan jeg se op på en rund videoskærm og opleve et sted i Afrika, hvor der under en særlige ceremoni bliver støbt kryds (eller kors) – måske amuletter – i hvert fald en forarbejdning af egne råvarer. På en redningskrans står: ”Sindet er som en faldskærm, det virker ikke, hvis det ikke åbner sig”.
SINTI OG ROMA MUSEUM
Midt i dette levende kaos af projekter, arkiver, videovisninger og installationer er det de flotte billedtæpper og de billeder, som OFF-Biennale Budapest udstiller, der fanger mit blik. Seks store stofapplikationer af den polske kunstner Malgorzata Mirga-Tas hænger i den fine buegang, og i rummet ved siden af er en samling malerier af ældre dato. Det er værker af romaer, der viser deres liv, glæde og sorg. OFF-Biennale Budapest har i samarbejde med projektet Roma Institute for Arts and Culture (ERIAC) samlet disse brudstykker af denne ikke-fortalte roma-kunsthistorie. Værker som engang skal være en del af et Roma Moderne museum (RomaMoMa) – et sådant findes nemlig ikke, men er en længe drømt drøm hos samarbejdspartnerne, og her får vi altså lov at se et par af de værker, der kan indgå i et sådant museum. Højt oppe i Fridericianum-tårnet viser kunstneren Selma Selman kunst malet på bilskrot, måske mere sjældent end kønt, men med humor. Da mange romaer inklusive kunstnerens egen familie lever af at sælge brugt jern. På en udstillet kølerhjelm skrive hun:
My mom sold my white dress
my father sold my mercedes
My brother sold my house
My sister sold my gold
My lover sold my gun
DAG TO
DER ER DET MED KRIG
”Der er det med krig…..”, den unge mand fra Cambodja/USA standser midt i sætningen og har svært ved at fortsætte. Tydeligt rørt blinker han flere gange og fortsætter… “Hvorfor gør menneskerne sådan imod hinanden?”
Der er helt stille i teltet på Maydan-markedet lidt udenfor Kassels centrum.
Der er ikke noget her, der minder om fine art her, jeg føler mig snarere som på Christiania for 30 år siden med boder og telte. Det telt, jeg besøger, er meget smukt med vægge smykket med smukke velourtæpper – måske et cambodjansk design, eller kurdisk?
Jeg har lige deltaget i en khmer-danseworkshop; den traditionelle dans var forbudt i Cambodja under de røde khmer 1975-79 og forsvandt næsten helt som følge heraf. Siden 2003 er dansen på Unescos liste for kulturarv, og vores workshoplærer fra projektet Prumsodum Ok & Natyarsa er rejst fra USA tilbage til det hjemland, som hans forældre i sin tid flygtede fra. Han vil både genopdage dansen og samtidig mikse den eksperimenterende kunst, han har arbejdet med i USA. Sa sa Art fra Cambodja bringer mere end 20 kunstnere til Kassel.
Traditionerne i de forskellige kulturer og det at kunne bruge dem til noget nyt er et fokus, der er i flere af de værker, jeg oplever.
YAYAs DUKKER FORTÆLLER OM LIVET
Om hjørnet fra Maidanmarkedet har firmaet Hübner udlånt nogle store haller, og her kan vi slappe af i et beduinagtigt telt fra Mali. Med undertitlen Le Maaya Bulon (Maaya vestibulen) udstiller Fondation Festival sur le Niger, der er en kunst- og musikfestival, som siden 2005 med stor succes afholdes i Bamako.
På vandring gennem udstillingen er især en samling marionetdukker, hundrede af dem på en stor væg, en af de helt store oplevelser. Med sine cirka 50-80 centimeter store tidløse dukker og figurer af træ fortæller ”the wall of puppets” af kunstneren Yaya Coulibaliy om alle mulige mennesketyper; både hvide og sorte. Forskellige typer skildres også i dyreskikkelser i en blanding af dagligdags- og mytiske væsner. Væggen er så flot, så det bliver mit yndlingsværk på Documenta 15. Yayas teater rejser rundt i Afrika og viser deres teater på gader og stræder. Jeg ville gerne se dukkerne danse.
Ved siden af i den næste hal kan jeg blive flov over den danske asylpolitik i et møde med danske Trampolinhuset. De har været længe i Kassel, hvor de har holdt workshop med asylanter her, ligesom de gør i Danmark.
Også gruppen Artis Rezistans fra Haiti har holdt workshop i Kassel, hvor de i 100 dage inden Documenta lavede værker til den nedlagte katolske kirke, og her har de ”skudt bjørnen”. Stedet er genialt til de mytiske woodoagtige dukker og installationer.
TRÆSNIT SOM VÅBEN i KAMP FOR FRIHED
I den nedlagte svømmehal ”Hallenbad Ost” er der ingen tvivl om, hvem der er ansvarlig for verdens problemer. I over 100 billeder og træsnit fra de sidste 22 år beskriver gruppen TARING PALI (institut for kultur nær på borgerne) fra Indonesien verden set fra deres side. Et overflødighedshorn af vrimlebilleder.
Og hvad bruger man så et sådant træsnit til? Man tager det selvfølgelig med til demonstration som levende og utraditionelt banner. Det gjorde gruppen for eksempel, da de demonstrerede for retfærdige valg i Indonesien i 2018-19.
TARING PALI blev grundlagt af kunststuderende og aktivister i forbindelse med ”Reformasi-tiden” i 1998, hvor Suharto, der havde regeret siden 1966, og hvis styre var kendt for bureaukrati og korruption, trådte tilbage.
Gruppens aktiviteter spænder over alt fra demonstrationer, teater, musik, kunst og sociokulturelle projekter.
Billederne har den forenklede æstetik, som jeg kender fra 70’ernes revolutionære træsnit, men de har også noget andet; de har menneskeportrætter. De har et både humoristisk og satirisk syn på vores forkvaklede verdensorden, og de har en stemning af indonesisk historiefortælling, som jeg kan forestille mig, den kan være.
I første omgang kan indholdet af de mange billeder virke lidt plumpt, er det for stereotypt? spørger jeg mig selv. Men så tager jeg kameraet frem og begynder, gennem søgeren vel at mærke, at fotografere detaljer – og her er det, jeg opdager tusinder af billeder. Billeder der også beskriver et frit liv, magiske kvinder, og ja, pengegriske nationer med flag båret af skeletagtige hvide mænd eller svin. Det er en på én gang både sjov og grotesk rejse med kameraet.
TARDING PALI holdt workshop op til Documenta i Kassel og andre steder blandt andet med migranter og gadekunstnere. De arbejder i flere år på deres værker, der som oftest opstår som gruppearbejder. Deres udstilling er imponerende i sin form. Og selvom man godt kan blive træt af det noget forenklede verdensbillede, vi præsenteres for, så må man huske, at det – som så meget andet på Documenta 15 – ikke er blevet skabt for at behage et kunstpublikum.
DAG 3
KONCERT MELLEM POLITISKE PLAKATER
Så er vi klar til vores koncert i Documenta-hallen sammen med trykpressen LUMBUNG PRESS, der trykker for alle kunstnere på Documenta 15, et arbejdende værksted midt i et museum. Huset er fyldt med en levende og kreativ stemning.
Foran indgangen til hallen er der vokset en organisk bygning frem, inspireret af masaiernes hytter. Igennem halvmørket ledes publikum ind i et rum, der har vægge af bølgeblik. Her udstiller Wajukuu Art Project, der kommer fra Lunga Lunga i Kenya. Lunga Lunga er et af de store slumkvarterer, der ligger i udkanten af Nairobi. Indgangen og det følgende rum skal forbinde den traditionelle masai-byggestil med Lunga Lunga-slummens æstetik og stil, et stemningsfuldt rum med kunstværker der vækker tankerne uden at beslutte for os, hvad vi skal mene.
Koncerten bliver et rigtigt Lumbung-projekt. Dieter Kölch, der hele sommeren har været trykker i projektet Lumbung Press, er også musiker i gruppen Ziguri. Han fik ideen til en koncert, hvor selve offset-trykmaskinen spiller med. Under titlen LUMBUNG SCHAKAVAGA spiller vi en times tid en koncert med tysk, dansk, japansk og mexicansk deltagelse. Dieter sidder oven på maskinen og spiller trommer, og mellem trykmaskiner og Lumbung-kunstnernes mere eller mindre revolutionære opslag og plakater finder resten af musikerne plads. Der er fin resonans med et stort weekendpublikum.
Ved siden af trykkeriet skater en flok unge på en bane, hvis hvide sider inviterer til graffiti, og i løbet af festivalen er et spraglet billede opstået. På væggene har gruppen Britto-arts-trust fra Bangladesh som del af deres kunstprojekt omkring levnedsmidler inviteret en række kunstnere, der over et år har fundet og forstørret stiludsnit af bengalske film, der beskæftiger sig med levnedsmidler. Collagen, der hedder Chayachhobi, dækker hele væggen i op til fire meters højde.
KUNST UD I JUNGLEN
Mest fascinerende er projektet Re-visit, hvor kunstgruppen fortæller om deres rejse ud i junglen for igen at besøge menneskene der, som lever primitivt, og som har en fantastisk rig kultur. Det har inspireret Britto-arts-trust. Dejligt at se en retur-udveksling, hvor kunstnernes fotos bliver vist i landsbyerne. Vi ser også, hvordan håndværkerne fra landsbyerne producerer de fantastiske bambuspagoder, som er blevet brugt til en palan, et fælleskøkken og urtehave. Her er forskellige migranter blevet inviteret til at vise deres kogekunst under bambus. Alle der har lyst kan spise med for et selvvalgt tilskud. Palan ligger lige udenfor den store Documentahal, et smukt stykke organisk havekultur og en dejlig afslutning på koncert med offsetmaskine og skaterbane.
De tre dage i Kassel lakker imod enden, og jeg har en masse stof til eftertanke.
Vi orker kun lige at afslutte rejsen på Hotel Hessenland, hvor sydafrikanske MADEYOULOOK invitere os ind i et spændende rum med værket MAFOLOFO (stedet hvor man kan komme sig) og lader os synke ind i en magisk lydverden bygget over en sydafrikansk frihedssang.
BEVÆGELSE PÅ EN GOD MÅDE
Documenta 15 har været en rigtig spændende rejse. Det er faktisk opløftende at se, hvor mange spændende projekter der er derude i den verden, vi kender så lidt til. Projekter som laver alt mulig kunst og aktioner ude i marken, med rigtige levende mennesker i stedet for at smuldre hen i vestlige gallerier. Selvfølgelig er der også mode i, at kunsten skal være social, den skal tænke på klimaet eller gøre op med tidligere tiders koloniherrer. Og det er jo selvfølgelig så nogle gange på bekostning af den mere intuitive kunst, som jeg synes er så vigtig. Men den dejlige fandenivoldskhed på denne festival og hele ideen med Lumbung træder et skridt videre ud over dette modefænomen. Jeg har i hvert fald fornemmelsen af, at Documenta 15 har sat meget i bevægelse på en god måde.
Documenta15 sluttede 26. september 2022 med et besøgstal på 738.000. Der deltog over 1500 kunstnere med udstillinger på 32 steder. I løbet af de 100 dages museum blev der afholdt mere end 1700 arrangementer. Bæredygtighed var et vigtigt tema i Lumbung. Der blev lagt vægt på brug af bæredygtige udstillingsmaterialer, og der blev indsamlet 375.000 euro af entreindtægten til den lokale skov Rainhardswald og til økologiske projekter på Sumatra.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
