Landet rundt
”Louis Pio betragtes som grundlæggeren af det danske socialdemokrati. Han arbejdede for at forbedre levevilkårene for arbejderklassen, hvis forhold han fandt oprørende. Pio’s virksomhed markerer begyndelsen på den organiserede arbejderbevægelse i Danmark.”
FOTO: Ludvig Grundtvig/Arbejdermuseet
Sådan beskrives Louis Pio på hjemmesiden Danmarkshistorien, der skrives af Institut for Kultur og Samfund, Århus Universitet. Og det er jo netop rollen som pioner i forhold til den organiserede arbejderbevægelse, der gør Louis Pio til en interessant person.
Pio var aktiv på den politiske scene i Danmark i starten af 1870’erne, nogenlunde samtidig med Pariserkommunen og stiftelsen af Første Internationale.
Han var født i 1841, tog studentereksamen, arbejdede med undervisning og i en periode som funktionær ved postvæsenet. I den periode designede han faktisk den røde postkasse med tømning nedefra, som enhver dansker kender.
Sammen med fætteren Harald Brix udgav han i 1871 ”Socialistiske Blade”, hvor arbejdernes vilkår blev beskrevet, og med krav om en normal arbejdstid, om bortfald af søndagsarbejde, samt reduktion af børn og kvinders arbejde.
Men Pio er nok allermest kendt for at være indkalder til et arbejder-folkemøde på Fælleden den 5. maj 1872. Mødet var fuldt lovligt, da Grundloven gav forsamlingsfrihed, men ikke desto mindre blev det forbudt af myndighederne. Det skræmte dog ikke de københavnske arbejdere, der mødte op, og på dagen udviklede der sig kampe mellem arbejdere og politi. I Danmarkshistorien kendes det som Slaget på Fælleden.
Læs også
Pio blev anholdt og sad fængslet de næste tre år. Et fængselsophold, der nær havde taget livet af ham og betød, at han livet ud havde et skrøbeligt helbred, og det ramte ham også mentalt.
Efter løsladelsen arbejdede han et par år igen med den socialistiske presse, men en økonomisk depression, bevægelsens dårlige økonomi og indre kampe gjorde forholdene vanskelige. Så da politiet i 1877 tilbød ham en større sum penge og en enkeltbillet til USA, slog han til og rejste.
En afviklingshistorie
Nu er der så udkommet en roman om Louis Pio, med den simple titel Pio. Forlaget og forfatteren Kristian Himmelstrup kalder romanen ”en afviklingshistorie om et liv, der ikke vil lykkes, men også en biografisk roman om en ener, der skubbede til udviklingen herhjemme, kæmpede for forandringer og basale menneskerettigheder”.
Bogen starter med få sider om de første 31 år af Pio’s liv, men ellers fokuseres der på fængselsopholdet, årene efter og ikke mindst perioden i USA, som han udvandrer til i 1877 og dér lever de næste 17 år.
Ved læsningen får man god indsigt i de meget vanskelige vilkår, der i 1870’erne var for arbejderbevægelsen, og man får stor sympati for de pionerer, der kæmpede hårdt for at gøre arbejderklassen synlig.
Pio blev både i sin samtid og er også sidenhen blevet beskyldt for at svigte arbejderbevægelsen ved at modtage politi-penge og rejse væk. Også selvom formålet angiveligt skulle være at anlægge en socialistisk koloni i nybyggerlandet USA.
Kristian Himmelstrup retfærdiggør på ingen måde Pios handlinger, men alligevel får man forståelse for, at Pio – med ansvar for hustru og en nyfødt datter og med et elendigt helbred – ikke orkede mere.
Socialistisk koloni
Tiden i USA blev på ikke ligefrem en dans på roser. Ideen om en socialistisk koloni byggede på ingen måde på et solidt fundament. Den lille gruppe udvandrede vidste ikke noget om, hvordan man drev landbrug på en aldrig tidligere opdyrket prærie, og pengene slap hurtigt op. Pio havde nok aldrig forestillet sig selv at skulle være nybygger på dén måde – hans stærke side var at skrive og inspirere, ikke det hårde fysiske arbejde. Efter kort tid gik kolonien da også i opløsning.
Herefter hutlede Pio sig igennem. Familien klarede sig blandt andet fordi hans kone, Augusta Pio, var en viljestærk kvinde, der gav klaverundervisning og holdt sammen på familien.
I de sidste år inden Pio i 1894 døde, var han i gang med endnu et projekt: oprettelsen af en ny by, White City, på Floridas østkyst. Men heller ikke dér med succes.
Den biografiske roman er en særlig genre. Med udgangspunkt i historiske personer og handlinger fortolker forfatteren og vælger, hvad der fokuseres på, ligesom romanens dialoger jo blot er ét bud på, hvad der kan have været sagt. På den måde udspiller romanen sig mellem fiktion og virkelighed.
Men den viden i baghånden giver romanen Pio et godt bud på en stor del af hovedpersonens liv og virke. Min største anke er, at de tidlige år forbigås – det er jo netop de år, der har berettiget Pios plads i Danmarkshistorien, nemlig hans indsats i forbindelse med grundlæggelsen af den danske arbejderbevægelse.
Kristian Himmelstrup: Pio. 259 kroner (vejl). Forlaget Arabesk. Udkommet 5. maj 2022.
PS – Hvis du vil læse en biografi om Louis Pio kan Jens Engbergs Til arbejdet! Liv eller død! anbefales.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
