Den 5. maj 1872 fandt en vigtigt begivenhed sted for arbejderbevægelsen. Slaget på Fælleden, som det kaldes, foregik på Nørre Fælled i København og var et stort slagsmål mellem demonstrerende arbejdere på den ene side og soldater og politi på den anden.
“Slaget” var det første større opgør mellem magthaverne og den gryende arbejderbevægelse og fik stor betydning i eftertiden. Det belærte bevægelsen om dens modstanderes store styrke og nødvendigheden af at være velorganiseret.
Omkring kl. 16 trængte en gruppe på cirka 1000 arbejdere frem for at komme ind på Fælleden, mens de sang Socialisternes march – med særligt tryk på omkvædet Til arbejdet! Liv eller død!
Det var socialistlederen Louis Pio, som i sin avis Socialisten havde indkaldt til et folkemøde på Fælleden den 5. maj til støtte for en større strejke blandt murersvende i København. Mødet blev imidlertid forbudt af politiet, på trods af at Danmark i 1849 havde fået sin første grundlov, som indførte forsamlings- og ytringsfrihed.
På det tidspunkt var Socialisten udkommet i et år – først under navnet Socialistiske Blade og fra efteråret 1871 med det nye navn.
Samtidig begyndte den gryende socialistiske bevægelse at tage form. Den 15. oktober 1871 stiftede Louis Pio (1841-1894) sammen med sin fætter Harald Brix (1841-81) og journalisten og skolelæreren Paul Geleff (1842-1928) en dansk afdeling af Internationale, Den internationale Arbejderforening for Danmark. Bevægelsen voksede hurtigt og nåede i løbet af kort tid op på omkring 8.000 medlemmer fordelt over hele landet.
Den voksende bevægelse gik ikke ubemærket hen i pressen, hvor især det nationalliberale dagblad Fædrelandet gik til modangreb. Politiet begyndte tillige at overvåge foreningens aktivitet og hvervede meddelere blandt medlemmerne.
Samtidig med oprettelsen af Internationale udbrød en strejkebølge i København. De borgerlige aviser angreb straks Pio og Internationale for at stå bag strejkerne og for at ophidse de tidligere så rolige og fornuftige arbejdere.
Den 3. april 1872 indledte de københavnske murersvende en strejke. Murerne arbejdede fra klokken 6 til klokken 19, seks dage om ugen, og krævede nedsættelse arbejdstiden til 10 timer dagligt. Målet var at få afskaffet slavetimen, som de kaldte timen fra 18 til 19.
Strejken blev langvarig, og det var svært at få samlet penge ind til de strejkende. For at opretholde kampgejsten valgte Internationale at indkalde til et udendørs arbejdermøde søndag den 5. maj på Nørre Fælled.
Indkaldelsen blev fulgt af artiklen Maalet er fuldt! af Louis Pio den 2. maj i Socialisten. Her skrev han blandt andet:
Københavns Arbejdere!
Vor ivrigste og mest hadefulde Modstander, redaktør C. Ploug erklærer i “Fædrelandet”, at “Samfundets Tarv fordrer på det bestemteste, at dette Forsøg (murerskruen) falder saaledes ud at Arbejderne kommer til bedre erkendelse af deres egen Interesse”, det vil med andre Ord sige, at han opfordrer Murermestrene til at sulte deres Svende ud, for at ikke de andre Haandværkere og Arbejdere ogsaa skal faa mod til at forsøge at forbedre deres Kaar!
Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? Skal vi taale at vore Fjender maaske for flere aar standser vor Fremgang? Nej, det kan københavnske Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os, Regeringerne plejer jo hvert øjeblik at holde revu over de af deres Undersaatter, som de ved første givne Lejlighed vil ofre på Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed. Lad os da engang holde Mandtal over alle fri Arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i Kampen mod kapitalen, vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa last og brast indtil Sejren er vor! Men Jer, I Guldets Dyrkere! I de fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilraabe: “I har i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik, vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller – det flyder over!”
Artiklens skarpe vendinger og udsigten til et stort udendørs møde fik politidirektøren til omgående at gå til justitsministeren. Han ville have mødet forbudt og lederne fængslet.
Den følgende dag diskuterede forskellige ministre, hvordan de skulle forholde sig til det indkaldte arbejdermøde. Ville et forbud mon stride mod Grundloven, der gay ytrings- og forsamlingsfrihed? Og havde lederne af Internationale udført en ulovlig handling med artiklen og indkaldelsen?
Den 4. maj forbød politidirektør Crone mødet via opslag i Københavns gader, og natten til den 5. maj blev Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff arresteret.
I sit erindringsskrift Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet skriver Louis Pio om et arbejdermøde den 4. maj om aftenen, som oprindelig skulle have været et foredrag, men “omstændighederne gav mødet en hel anden Karakter”:
“Arbejderne i København var i højeste Grad forbitrede over Forbuddet, de havde revet Plakater ned næsten overalt og var bestemte på at møde om Søndagen. Der var endnu flere udenfor paa Gaden i Kirkestræde end oppe i Salen og navnlig var Politiet stærkt repræsenteret. Det stod øjensynligt og lyttede efter Udtalelserne, som tydeligt kunne høres ned paa gaden gennem de aabne Vinduer. Salen og de tilstødende Værelser var tæt pakkede af Arbejdere og enkelte Spioner.
Jeg oplæste Crones “Proklamation” med Randbemærkninger, erklærede Forbuddet mod fremtidige Møder for ulovligt, og da jeg slutteligt meddelte, at Bestyrelsen ikke fandt sig foranlediget til at tilbagekalde eller aflyse Mødet, saa hilstes denne Udtalelse med et tusindstemmigt Bifaldsraab. Med Undtagelse af Mundberg sluttede alle Talerne sig til denne Bestemmelse.
Da Klokken omtrent var 12 og jeg beredte mig til at gaa Hjem, udbredte det Rygte sig, at der holdt en lukket Droske med Politi ved enden af Gaden, og at Bestyrelsen skulle arresteres. Om end skønt jeg ikke troede det, ville dog Forsamlingen absolut følge med til Trykkeriet, hvor jeg havde boet den sidste Maaned for at paase Trykningen af Bladet. Geleff og jeg ledsagedes altsaa til Porten i Ravnsborgsgade af mellem 2 og 300 Meningsfæller, hvorefter Geleff gik Hjem og jeg først op i Trykkeriet og derefter i Seng i Kontorværelset, der laa paa den modsatte Side af Gangen.
Omtrent Klokken l blev jeg vækket af en stærk Banken paa Døren. Jeg sprang op og spurgte, hvem det var. “I Lovens Navn! ” – den sædvanlige Frase, – “det er Politiet, Hr. Løjtnant,” lød saa vidt jeg erindrer Hr. Korns Stemme udenfor. Jeg tog noget Tøj paa og lukkede op. Gangen var godt besat og Gaarden ligeledes, paa Trykkeriet var der et par Stykker, hvoraf den ene, Politibetjent Lund, stod i Døren til Gangen…
Turen gik først til Geleff, der ogsaa vækkedes af en dyb Søvn. Vi steg ind i en Droske og kørte til “Kammeret”. En times tid efter indbragtes Brix. Han havde opdaget Politiet udenfor sin Gadedør og benyttede Lejligheden til i ro og mag at brænde en del Manuskripter og Breve, medens Betjentene ledte efter Vægteren. Vi tilbragte Natten sovende paa Bænke i Salen og blev endelig om Morgenen efter Ordre af Hr. Inspektør Hertz ført over i “Tivoli” og sat i tre Celler ved siden af Hverandre.”
På trods af forbuddet og arrestationen samledes om eftermiddagen den 5. maj tusinder af arbejdere, kvinder og børn på Fælleden. De blev mødt af en større styrke af betjente, soldater af fodfolket og en rytterafdeling fra Gardehusarregimentet, som var udstyret med knipler og sabler.
Arbejderne kom ikke selv ubevæbnet. Mange medbragte sten, køller og brædder.
Omkring klokken 16 trængte en gruppe på cirka 1000 arbejdere frem for at komme ind på Fælleden, mens de sang Socialisternes march – med særligt tryk på omkvædet Til arbejdet! Liv eller død!
Arbejderne blev mødt af knippelslag og trukne sabler, og et voldsomt slagsmål brød ud, som varede tre timer.
Slaget på Fælleden resulterede i tilskadekomne og sårede på begge sider. Det blev efterfølgende indberettet, at 74 husarer og 23 politibetjente var kommet til skade ved stenkast. Ingen blev dog dræbt.
Pio, Brix og Geleff sad varetægtsfængslet i over et år et år, før de fik deres dom.
Fra fængslet skrev Louis Pio et brev til Friedrich Engels i august 1872, som blev smuglet ud:
“Jeg ved, at De har sendt mig et Brev, siden jeg er blevet fængslet, men Indholdet har jeg ikke seet da Politiet beholdt det. Heller ikke har jeg kunnet skrive til Dem, det tillades os ikke, og dette Brev, som jeg her skriver, er jeg ikke sikker på at kunne faa sendt Dem.”
Efter at have beskrevet forløbet omkring det indkaldte folkemøde, som blev forbudt, skriver Pio videre:
“I den Sag, som derpaa blev anlagt imod os, har man imidlertid ikke indskrænket sig til at anklage os for overtrædelse af Forbuddet, hvad der kun kunne skaffe os en Pengebøde, men man har søgt at bevise, at de socialistiske Ideer er statsfarlige, og at vi derfor ved at udbrede disse her i Landet har gjort os fortjente til Døden eller Tugthusarbejde. For at kunne udføre dette vanskelige Arbejde har de afspærret os fra al Communikation med Yderverdenen og beskikket os Actorer og Defensorer , som antages at ville handle i Politiets Interesse, ligesom ogsaa Forhørene, der indtager ca. 3000 skrevne Sider, til dels er affattet tvertimod vore virkelige Udsagn. Saaledes staar Sagerne altsaa for vort Vedkommende.”
Dommen mod Pio, Geleff og Brix faldt i august 1873. Pio fik ved Højesteret en fængselsstraf på seks år, mens Geleff fik fem og Brix fire år. De blev dømt for at ville trodse politiforbuddet og for at ville organisere en styrke, som kunne true den eksisterende samfundsorden.
Årene i fængslet tog hårdt på dem, og i 1875 valgte myndighederne at benåde dem for at sikre sig, at de ikke skulle dø i fængslet som martyrer.
Samtidig med dommen over lederne forbød Justitsministeriet også Internationale. Med forbuddet ønskede myndighederne at svække organiseringen af arbejderne. Forbuddet fik dog ikke den ønskede effekt. I stedet dannedes en ny arbejderforening, og i de efterfølgende år steg antallet af fagforeninger.
KILDER:
Arbejdermuseet: Slaget på Fælleden
Socialisten 2. maj 1872: Maalet er fuldt
Louis Pio: Brev til Friedrich Engels, Civil-arresthuset i København, 1872
Louis Pio: Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet, 1877
denstoredanske.lex.dk – Slaget på Fælleden af Niels Finn Christiansen
danmarkshistorien.dk – Slaget på Fælleden af Lotte Flugt Kold
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tja; terrorisme fra toppen af samfundet og ned er bestemt ikke en ny opfindelse. Arbejderklassen har, om nogensinde, igen behov for at organiserer sig, og denne gang med eget politi og militær, som beskyttelse mod borgerskabets tyranni.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
