Ikke dømt for chikane
Hvad har været din primære motivation i forhold til at skrive romanen?
– Min motivation har været at lave et mere helt portræt af mennesket Louis Pio. Romanfiguren Pio er selvfølgelig skabt ud fra samtidige kilder, så langt det meste af, hvad han gør i romanen, ved jeg med nogenlunde sikkerhed, at han har gjort. Men samtidig er jeg bevidst om, at jeg trækker ham i en anden retning, der er mindre politisk og måske lidt mere ”mandekynisk”, end han var.
Pio bliver ved med at bilde sig selv ind, at han laver socialistiske kolonier og alternative måder at leve på, men han bliver egentligt bare en god kapitalist til sidst.
– Jeg tolker hans motiver og fortæller historien om mennesket og bliver derfor nødt til at gætte på, hvorfor han handlede, som han gjorde, og der putter jeg blandt andet noget mandlig forfængelighed ind i ligningen. Men det gør jeg jo blandt andet, fordi man ved, at han roder sig ud i kærlighedsaffærer med en svensk baronesse samtidig med, at han har sin kæreste, Augusta. Hun bliver senere hans kone, og hun har angiveligt en affære med Brandes. Sådan noget står jo aldrig i en historiebog. Eller at Pio låner penge af den svenske baronesse til en trykkemaskine, som han ikke kan betale tilbage, og derfor må love giftermål.
– På samme tid bliver hans kæreste gravid, sådan nogle helt menneskelige kærlighedsforviklinger, der spiller ind på den store historie. Jeg tror grundlæggende ikke, mennesket har forandret sig meget siden Pios tid. Normer ændrer sig hele tiden – og de ændrede sig jo voldsomt i perioden, hvor Brandes og co. satte alt til debat – og vi forsøger at følge med, men biologien – og libidoen – forbliver den samme, hvad vi jo ser mange eksempler på i dag.
I romanen har Augusta sine egne kapitler, hvor hun gennemskuer Pio og andre mænds forfængelighed, der risikerer at blive til egoisme, som det siges med et indledende citat af Mathilde Fibiger. Samtidig med, at Pios privatliv blev forviklet af flere kvinder, var han politisk en af de første kvindeforkæmpere. Han arbejdede ihærdigt på at få kvinderettigheder skrevet ind i politiske programmer, og det kom til at betyde meget for udviklingen herhjemme.
En afviklingshistorie
Det indledende citat i bogen er af Henrik Ibsen og er sigende for Kristian Himmelstrups romanfigur Pio: “Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme.”
Men hvad vil forfatteren med det citat? Og hvad har været hans primære motivation i forhold til at skrive romanen?
– Jeg kan godt lide, at det er en afviklingshistorie, der er ikke rigtig noget, der vil lykkes for Pio. Der er godt romanstof i det skisma: At drømme stort og ikke opnå det. Sådan har vi det jo alle sammen. Vi kunne ikke leve, hvis vi så tingene, som de er. Vi har alle livsløgnen med os og tolker de ting, vi oplever og opnår, på baggrund af den.
– Pio har den blandt andet i forhold til, at han bliver ved med at bilde sig selv ind, at han laver socialistiske kolonier og alternative måder at leve på, men han bliver egentligt bare en god kapitalist til sidst. Han skriver blandt andet et brev til Tietgen, hvori han foreslår at udvikle et havneprojekt til flere millioner dollars. Han skriver meget ærbødigt, at Tietgen er det eneste finansielle geni, Danmark har haft. På trods af, at Tietgen og storkapitalen var med til at skaffe Pio af vejen derhjemme.
Livsløgnen
Den politiske Pio udsendte i 1871 to numre af Socialistiske Blade, der satte skub i den socialistiske bevægelse i Danmark. Sammen med sin fætter, Harald Brix, grundlagde han senere samme år ugebladet Socialisten. Og han blev den faktiske leder af Den Internationale Arbejderforening for Danmark, forløberen for Socialdemokratiet. I foråret 1872 trådte han offentligt frem og blev stormester, et par måneder senere sad han i fængsel. Pio er altså også en fortælling om selvbedrag og forfængelighed. Om hele tiden at tro på, at livet giver mening, og om lidt sker der noget stort.
Hvad er så Pios bevægegrunde, som du ser det?
– I min roman er der som sagt noget libido med i det. Det kan også siges med de citater, jeg har sat som en slags mottoer for bogen. Det ene er det om livsløgnen, at føre sig selv bag lyset. Det andet om at være styret af vores forfængelighed. Det er af Mathilde Fibiger, som allerede i 1850 skrev: ”Mændenes forfængelighed bliver som oftest til egoisme; de tænker på sig selv, og alt andet er kun til for dem, for så vidt det kan være dem til gavn eller skade.”
Socialist eller kapitalist
Hvad er så Pios livsløgn?
– Der, hvor jeg bruger den mest bevidst, er måske, da han tager imod bestikkelse fra politiet for at forlade landet og arbejderkampen. Han er knækket, det er ikke lykkedes for ham herhjemme, og derudover nærmest flygter han altså også fra den svenske baronesse, som han skylder penge. Men hans egen fortælling er, at han skal til Kansas for at lave et alternativ til det bestående.
– Det er lidt trist, men også meget menneskeligt, at man bliver ved med at bilde sig selv ind, at man er på vej fremad, når det hele ramler. Intentionen er at lave en socialistisk koloni og ændre verden. Senere da han sælger jordlodder til White City i Florida, prøver han også at overbevise sig selv om, at det er et socialistisk projekt. Det skisma mellem det politiske og det ”menneskelige” er i hans tilfælde der, hvor livsløgnen er stærkest.
– Da Pio grundlagde White City, var der ikke meget socialist tilbage i ham. Han ledte efter kapitalistiske muligheder allevegne. Og derudover er det ikke så socialistisk at lave en by, hvis beboere helst skulle være hvide som sne, som han skrev til en ven. Egentlig var den opkaldt efter verdensudstillingen i Chicago, hvor Pio repræsenterede Floridas pavillon. White City skulle anlægges efter de nyeste principper og være et forbillede for byplanlæggere i USA, men Pios version skulle altså også være hvid i en anden forstand. Det er klart, at det var en anden tid, men det er svært at få øje på det socialistiske i projektet.
– Sammenholdt med brevene til Tietgen og andre pengemænd, har Pios livsbane beskrevet noget af en bue, fra socialistisk pioner til god kapitalistisk opportunist, og det kan ikke undgå at kaste et lys tilbage på hans tidligere virke. Han ledte hele tiden efter muligheder, om de nu var socialistiske eller kapitalistiske. Men de fleste af os gennemsnitsmennesker lever jo på en livsløgn, og derfor er jeg glad for det citat af Ibsen. Vi dør, hvis løgnen bliver taget fra os, så vi bliver nødt til at tilskrive vores handlinger mening og tolke vores adfærd, så den kan retfærdiggøres indenfor vores selvbillede.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
