Kommentar
Søndag deltog omkring 150 mennesker i Fredsinitiativets Mini March mod Atomvåben, oprustning og militarisering.
Fagbevægelsens må ikke glemme sin opgave med at kæmpe mod ulighed og for en retfærdig fordeling af ressourcerne. Det gælder også kampen for freden.
Jan Andreasen, Uddannelsesforbundet
Marchen startede ved USA’s ambassade og gik herfra videre til den russiske ambassade og sluttede foran Christiansborg.
Undervejs var der musik og taler, der satte fokus på den massive oprustning, som et flertal i Folketinget har givet hinanden håndslag på.
Oprustning eller velfærd?
Der var flere talere fra fagbevægelsen, der steg op på den mobile scene for at tage afstand fra krig og oprustning og efterlyse handling for velfærd.
– De forskellige beløb, som blev nævnt af flere partier til at forbedre den offentlige sektor, vores velfærd og velfærdsarbejdernes forhold, er væsentlig mindre end de mange, mange milliarder, som et stort bredt politisk flertal over en enkelt nat besluttede at bruge på krudt og kugler – med det såkaldte “nationale kompromis”, lød det fra sektionsformand i Uddannelsesforbundet Jan Andreasen.
Han nævnte en række eksempler på det, han betegnede som et presset velfærdssamfund: Nybagte mødre som bliver udskrevet bare fire timer efter fødslen. Lange ventelister. Svigt af psykisk syge som tvangsudskrives til selvmord. Flere fattige som må vende hver en krone. En folkeskole hvor alt for mange elever skal undervises af studenter og andet godtfolk. Unge som ikke trives. Ældre som vanrøgtes derhjemme eller på plejehjem.
– Listen er på ingen måde komplet. Det skriger derfor til himmelen – ja det er nærmest forbryderisk – at vi skal være vidne til, at der i de kommende mange, mange år skal pumpes milliarder og atter milliarder i en syg våbenindustri. Det vil blive velfærden og de danske lønmodtagere, der kommer til at betale for denne oprustning, og der bliver ikke råd til en fair løn til de offentligt ansatte, forudså Jan Andreasen.
– Men vi skal ikke lade stå til. Fagbevægelsen skal kræve mere velfærd og ikke flere våben. Oprustning styrker ikke Danmarks sikkerhed. Tværtimod er det med til at eskalere konflikter og øge usikkerheden og spændingsniveauet. For hvad mon modparten gør, når vi tømmer fælleskassen og køber flere tanks, missiler og ubåde? Køber de så ikke også flere? Og hvad er vores svar på det, spurgte han.
– Tror vi virkeligt, at vi finder en fredeligere verden for enden ad den vej? Nej! Et nyt våbenkapløb forstærker kun uligheden i Europa. Og krige og konflikter næres af ulighed. Så fagbevægelsens må ikke glemme sin opgave med at kæmpe mod ulighed og for en retfærdig fordeling af ressourcerne. Det gælder også kampen for freden. Det er den offentlige sektor, der skal oprustes – og ikke militæret og dens industri. Hvis vi taber kampen for freden – så er kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår så fuldstændig ligegyldig.
Vil redefinere begrebet “sikkerhed”
Foran den russiske ambassade fik journalist og forfatter Knud Vilby ordet.
Han opfordrede til, at de 18 milliarder kroner ekstra til militæret i stedet bliver brugt på alle de sikkerhedstrusler, der findes mod Danmark og verden – eksempelvis fattigdom og klimakrise.
– Vi kan være med til at redefinere begrebet sikkerhed og sikkerhedspolitik. Tænk, hvis et nyt Folketing sagde, at de 18 årlige milliarder til forsvar naturligvis ikke bare er til våben og soldater i det militære forsvar, men til forsvar mod alle de sikkerhedstrusler, der truer os og verden. Klimaindsatsen, fredsindsatsen ikke blot i Europa, men også i andre dele af verden, indsatsen for den natur og biodiversitet vi alle baserer vores liv på, kampen mod konfliktskabende fattigdom og sult. Vores sikkerhed forudsætter stærke indsatser på alle disse områder, sagde Knud Vilby.
I marts indgik et flertal bestående Socialdemokratiet, SF, Venstre, Radikale Venstre og Konservative en aftale om militær oprustning – det såkaldte nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik – der booster udgifterne til militæret, så de kommer op på to procent af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) årligt fra år 2033.
Ifølge beregninger fra Finansministeriet svarer det i kroner og øre til, at udgifterne til militæret i 2033 vil være steget fra cirka 34,6 milliarder kroner til 53,4 milliarder kroner.
Knud Vilby mener, at der er mangel på rigtigt mange ting i verden – og at våben ikke er en af dem.
– Verden mangler rigtig mange ting. Der er – mange steder – mangel på mad, på vand og på basale sundhedsindsatser. Der er kloden over mangel på demokrati og mangel på respekt for menneskers rettigheder. Der er mangel på uberørt natur og biodiversitet i en verden, hvor vores velstand er baseret på rovdrift på ressourcerne. Men der er ikke mangel på våben.
– Det giver ikke mening, at Danmark bevilger ekstra militærudgifter på 18 milliarder årligt uden hensyntagen til de andre trusler, uden en vurdering af den nødvendige samlede sikkerhedsindsats, ikke bare her og nu og i morgen, men også om ti år. Krigen hører forhåbentlig op. Det gør klimakrisen ikke. Den er med os i generationer frem, og som det ser ud nu, bliver den kun værre.
Ikke mindre end 19 fredsgrupper, miljøbevægelser og partier stod bag marchen.
Fredsbevægelsen havde fokus på de mange mennesker rundt om i verden, der har et andet fokus på krig:
– På FN’s Generalforsamling i september stod 66 nationer – der repræsenterer en tredjedel af verdens befolkning – sammen om en indtrængende appel om at stoppe krigen i Ukraine og i stedet afslutte krigen med diplomati og fredelige løsninger. Lande, der repræsenterer en tredjedel af verdens befolkning, efterspørger massivt noget helt andet end flere våben og flere sanktioner, lød det blandt andet fra Anne-Marie Nielsen, der er aktiv i Fredsinitiativet og blandt initiativtagerne til marchen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
