Den 1. juni stemte den danske befolkning med overvældende flertal for at tilslutte sig EU’s fælles forsvarspolitik og blev dermed det sidste medlem af EU-blokken til at give sin tilslutning.
Måneden før havde Danmarks tidligere alliancefrie, nordiske naboer, Finland og Sverige, taget det historiske skridt at indlevere ansøgninger om at blive medlemmer af NATO.
Verdensfred ville ikke blot redde liv og levebrød, men også bidrage til at redde planeten og naturen.
Elleve af Danmarks 14 partier, der repræsenterer mere end tre fjerdedele af pladserne i parlamentet, havde opfordret vælgerne til at opgive forbeholdet.
Statsminister Mette Frederiksen sagde efterfølgende til jublende tilhængere, at ”Danmark har sendt et meget vigtigt signal. Til vores allierede i Europa og NATO og til Putin”. ”Vi viser, at når Putin invaderer et frit land og truer stabiliteten i Europa, så trækker vi andre på samme hammel. Nu kan Danmark deltage i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed. Og det er jeg meget, meget glad for.”
Men vil denne beslutning gøre folk ”meget, meget glade”, når vi når udgangen af dette årti? For disse beslutninger er endnu et skridt på vejen mod farlige geopolitiske konflikter, der vil true verdensfreden i det næste årti.
Depression i mere end et årti
Ruslands brutale invasion af Ukraine har forstærket de geopolitiske spændinger. Men de fandtes allerede før, eftersom USA og dets nære allierede konstant har forfulgt en strategi for at isolere og bremse de økonomiske og politiske ambitioner hos stater, der ikke ”følger linjen” i den imperialistiske blok, ledt af USA. Det handler om stater som Putins Rusland, Erdogans Tyrkiet, Modis Indien, men frem for alt Xi’s Kina.
2020’erne minder i stigende grad om perioden op til Første Verdenskrig, hvor rivaliserende økonomiske magter kæmpede for at få deres del af de globale profitter og udøve politisk kontrol. Friedrich Engels forudsagde i slutningen af 1880’erne, hvor de toneangivende økonomier befandt sig på bunden af en lang depression, at der ikke ville komme en harmonisk verdensomspændende ekspansion, sådan som den tyske socialdemokratiske leder og teoretiker Karl Kautsky troede. I stedet ville der opstå øget rivalisering mellem konkurrerende økonomiske magter, hvilket ville resultere i en ny europæisk krig, som “ville blive komprimeret til tre til fire år, strække sig over hele kontinentet … og uigenkaldeligt omplacere vores kunstige handels-, industri- og kreditsystem”.
Siden afslutningen af den store recession i 2008-2009 har verdensøkonomien i det seneste årti befundet sig i en lignende depression, når der måles på væksten i national produktion, investeringer og indkomster. Depressioner opstår (i modsætning til recessioner), når der er et sammenfald mellem flere nedadgående faser i kapitalismens cyklusser. De opstår:
- når behovet for innovation er modnet og “mættet”
- når produktion og varepriser på verdensplan kommer ind i en nedadgående fase (inflationen aftager og kan tilmed blive til deflation)
- når der er nedgang for bygge- og infrastrukturinvesteringer – og frem for alt:
- når rentabiliteten er for nedadgående.
Det er typisk kun en gang hvert 60. eller 70. år, at der har været sammenfald mellem disse forskellige cyklusser. Under en depression genoprettes de vækstrater, der var før krisen, først efter ti, femten eller endog tyve år.
Ulighed – en central modsætning
Det 21. århundredes lange depression rummer en række centrale modsætninger i kapitalismen:
Den første er de evindelige og regelmæssigt tilbagevendende nedgangsperioder i den kapitalistiske produktion og investering, som fører til enorme tab af beskæftigelse, til indkomstforringelser og dårligere levevilkår for millioner af mennesker i det avancerede kapitalistiske nord og for milliarder af mennesker i det fattige kapitalistiske syd.
Den anden modsætning er stigende ulighed og fattigdom. Under den nuværende lange depression er den globale fattigdom konstant svimlende høj, mens indkomst- og formueuligheden både mellem nationer og inden for nationer er blevet forværret. I de seneste 40 år er verden blevet mere ulige med hensyn til indkomst og rigdom. World Inequality Report (Rapport om Verdens Ulighed) fra 2021 anfører, at “efter tre årtier med handel og finansiel globalisering er de globale uligheder fortsat ekstremt udtalte … omtrent lige så store i dag, som de var, da den vestlige imperialisme var på toppen i begyndelsen af det 20. århundrede”.
Koncentrationen af personlig rigdom er ekstrem på verdensplan. Ifølge samme rapport om verdens ulighed ejer de rigeste ti procent af verdens voksne befolkning omkring 60-80 procent af formuerne, mens den fattigste halvdel har mindre end fem procent. Rapporten konstaterer, at 52 procent af indkomsterne på verdensplan i øjeblikket tilfalder de rigeste ti procent af verdens befolkning, mens den fattigste halvdel kun råder over otte procent af den.
Faktisk er den andel af indkomsterne, som i øjeblikket tilfalder den fattigste halvdel af verdens befolkning, omkring halvt så stor som i 1820 – før den store kløft mellem de vestlige lande og deres kolonier opstod. Med andre ord har imperialismens opståen som kapitalismens “sidste stadium” ført til øget indkomstulighed på globalt plan.
De sidste to års pandemi har kun forstærket uligheden. Under covid-19-pandemiens første bølger voksede milliardærernes formuer med 3,7 billioner dollars på verdensplan. Beløbet svarer næsten til samtlige regeringers samlede årlige offentlige sundhedsudgifter før pandemien – omkring fire billioner dollars. I samme periode er 100 millioner flere mennesker i verden blevet kastet ud i ekstrem fattigdom som følge af covid.
Der er ikke meget håb for, at økonomierne i periferien, der lever under imperialismens hæl, kan lukke indkomstgabet over for den imperialistiske blok. Det vil tage 100 år at udrydde fattigdommen, sådan som Verdensbanken definerer den – og skulle det blive en realitet, skulle væksten i den periode 15-dobles i den imperialistiske blok, mens de fattige landes bruttonationalprodukt skulle 173-dobles. Konklusionen må være, at under kapitalismen vil der altid være fattige.
Uoprettelige skader på planeten
Og kapitalismen står nu over for en ny hindring for ekspansion og endog overlevelse – en hindring, som den selv har skabt. Det drejer sig om de uoprettelige skader på planeten forårsaget af den grådige kapitalistiske produktion og den øgede opvarmning af klodens atmosfære forårsaget af drivhusgasser.
Krigen i Ukraine kan ændre den globale økonomiske og geopolitiske orden fundamentalt.
Ligeledes findes der nu klare beviser for, at der er en stærk sammenhæng mellem miljøødelæggelser og øget fremkomst af nye dødbringende sygdomme som for eksempel covid-19. Faktisk vil et stigende antal nye dødbringende pandemier ramme planeten, hvis skovrydningen og tabet af biodiversitet fortsætter i det nuværende katastrofale tempo. Næsten en tredjedel af alle nye sygdomme er opstået som følge af ændret arealanvendelse. Derfor kan fem eller seks nye epidemier årligt snart ramme Jordens befolkning.
En hel række aktiviteter har skabt denne krise: ulovlig skovhugst, rydning og minedrift. Dertil kommer international handel med kød fra vilde dyr og eksotiske kæledyr. Hvad angår covid-19 har den kostet verden billioner af dollars og har allerede dræbt næsten en million mennesker.
Den industrielle kapitalisme er skurken
Så er der den globale opvarmning. De videnskabelige beviser for, at kulstofemissioner skader planeten, er omtrent lige så uigendrivelige, som at rygning er skadeligt for helbredet. Og alligevel er der ikke blevet gjort noget eller næsten intet, for redning af miljøet må ikke stå i vejen for rentabiliteten.
Ikke “menneskeheden”, men den industrielle kapitalisme og dens afhængighed af fossile brændstoffer er skurken. Blot 100 virksomheder har stået for mere end 70 procent af verdens drivhusgasemissioner siden 1988. Det er storkapitalen, der er den største forurener.
Skal den globale opvarmning stoppes, er der ikke blot brug for ny, smart teknologi. Der er brug for at udfase den gamle fossile brændstofteknologi. Og der er brug for en global plan for at styre investeringerne i retning af ting, som samfundet har brug for, for eksempel vedvarende energi, økologisk landbrug, offentlig transport, offentlige vandsystemer, økologisk genopretning, folkesundhed, kvalitetsskoler og andre behov, der i øjeblikket ikke opfyldes.
En sådan plan kunne også gøre udviklingen i hele verden mere lige ved at flytte ressourcer fra ubrugelig og skadelig produktion i nord til udvikling i syd, opbygge grundlæggende infrastruktur, sanitetssystemer, offentlige skoler og sundhedsvæsen. Samtidig kunne en global plan tage sigte på at skabe erstatningsarbejdspladser til de arbejdere, der er blevet ramt af nedskæringer eller lukning af unødvendige eller skadelige industrier.
Men en sådan plan kræver offentligt ejerskab af og offentlig kontrol over de fossile brændstofselskaber og andre vigtige energi- og fødevaresektorer. Uden dette er en plan ikke mulig.
Krig og militær forværrer klimakrisen
Mens krigen raser i Ukraine, bør vi huske på, at militæret er den største udleder af drivhusgasser. Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon står årligt for drivhusgasemissioner på over 59 millioner tons kuldioxid-ækvivalenter. Hvis Pentagon var en nationalstat, ville USA’s militær være den 47. største udleder i verden, med en udledning større end Portugals, Sveriges eller Danmarks.
Og det amerikanske militær udvider hele tiden for at beskytte USA’s interesser i olie og fossile brændstofressourcer rundt om i verden. Cost of Wars Project har anslået de samlede emissioner fra krigsrelaterede aktiviteter i Irak, Afghanistan, Pakistan og Syrien til mere end 400 millioner tons kuldioxid alene.
Den globale opvarmning og udvinding, produktion og raffinering af fossile brændstoffer er således uløseligt forbundet med militærudgifter. Krige og øgede udgifter til våben dræber ikke blot mennesker og ødelægger liv og hjem, men bidrager også til den klimakatastrofe, der er ved at opsluge menneskeheden globalt. Verdensfred ville ikke blot redde liv og levebrød, men også bidrage til at redde planeten og naturen.
Den hidtidige orden under omvæltning
Oven på de langvarige skader, som den store recession i 2008 og covid-pandemien i 2020 har påført de kapitalistiske økonomier, gør konflikten mellem Ukraine og Rusland nu skaderne endnu større.
Denne tilsyneladende “regionale” krig er blevet skruet op til et verdensanliggende. Den kan ændre den globale økonomiske og geopolitiske orden fundamentalt, efterhånden som energihandlen forskydes, forsyningskæderne omkonfigureres, betalingsnetværkene fragmenteres, og landene genovervejer deres beholdning af valutareserver.
Efter Trump-perioden og USA’s protektionistiske toldsatser mod Kina, Mexico og Europa er der nu en forøget geopolitisk spænding, som yderligere øger faren for økonomisk fragmentering, især hvad angår handel og teknologi.
Det 21. århundredes lange depression begyndte måske nok i 2009, men de økonomiske kræfter, der forårsagede den, var allerede aktive helt tilbage i 1997. Det var dengang, at den gennemsnitlige profitrate på kapital i de store kapitalistiske økonomier begyndte at falde, og på trods af nogle små opsving (primært drevet af økonomiske nedture og enorme kreditindsprøjtninger) er kapitalens rentabilitet fortsat tæt på det laveste niveau nogensinde.
Nu er den faktor, som kan modvirke den lave rentabilitet – eksportens, handelens og kredittens “globalisering” – også døet ud. Det truer den amerikanske imperialismes hegemoni, som allerede er i relativ tilbagegang over for nye ambitiøse magter som Kina, Indien og Rusland. Og nu hvor de store økonomier lige var ved at komme ud af pandemien, er verden blevet ramt af konflikten mellem Rusland og Ukraine og dens konsekvenser for økonomisk vækst, handel, inflation og miljø.
Kina – fra engagement til inddæmning
Det er grunden til, at imperialismens strategi over for Kina efter pandemien er ved at tage en skarp drejning.
Den imperialistiske tilgang har ændret sig. Da Deng overtog den kommunistiske ledelse i 1978 og begyndte at åbne økonomien for kapitalistisk udvikling og udenlandske investeringer, var imperialismens politik “engagement”. Efter Nixons besøg og Dengs politikændring var håbet, at Kina kunne blive inddraget i det imperialistiske netværk, og at udenlandsk kapital ville tage over, som det er sket i Brasilien, Indien og andre “nye markeder”. Med “globaliseringen” og Kinas indtræden i Verdenshandelsorganisationen (WTO) blev engagementet intensiveret, og Verdensbanken opfordrede til privatisering af den statslige industri, indførelse af markedsbestemte priser og så videre.
Med sin statskontrollerede model overlevede og ekspanderede Kina, mens den vestlige kapitalisme kollapsede.
Men det verdensomspændende finanssammenbrud og den store recession ændrede alt dette. Med sin statskontrollerede model overlevede og ekspanderede Kina, mens den vestlige kapitalisme kollapsede.
Kina var hurtigt ved at blive ikke blot en produktions- og eksportøkonomi med billig arbejdskraft, men et højteknologisk, urbaniseret samfund med ambitioner om at udvide sin politiske og økonomiske indflydelse, selv uden for Østasien. Det var for meget for de stadig svagere imperialistiske økonomier. USA og andre G7-lande har tabt terræn til Kina inden for fremstillingsindustrien, og deres afhængighed af kinesiske input til deres egen produktion er steget, mens Kinas afhængighed af G7-input er faldet.
Så strategien har ændret sig: Når Kina ikke ville lege med imperialismen og give efter, må politikken i stedet blive “inddæmning”.
Nu er målet at svække Kinas økonomi og ødelægge dets indflydelse og måske opnå et “regimeskifte”. Man reducerer den kinesiske eksport med toldsatser, blokerer for Kinas adgang til teknologi og anvender sanktioner over for kinesiske virksomheder, samtidig med at man vender debitorer mod Kina. Alt dette kan blive dyrt for de imperialistiske økonomier. Men omkostningerne kan være det værd, hvis Kina kan knækkes, og USA’s hegemoni sikres.
Efter Ukraine vil den amerikanske imperialisme, der er opmuntret af NATO’s udvidelse fra Europa til Asien og af Ruslands svækkelse, vende sig mod sit vigtigste mål: Kina. Og så vil spørgsmålet om Taiwan erstatte Ukraine som konfliktpunkt. Det er det 21. århundredes store geopolitiske konfrontation.
Kapitalismens udveje
Kan denne lange depression bringes til ophør? Der findes ikke nogen permanent nedgang i den kapitalistiske økonomi, som kapitalen ikke i sidste ende kan overvinde selv.
Kapitalismen finder en økonomisk udvej, hvis ikke det store flertal af arbejdende mennesker får politisk magt til at erstatte systemet. En række lavkonjunkturer kan således genoprette kapitalens rentabilitet tilstrækkeligt til, at den igen kan begynde at udnytte de nye tekniske fremskridt og innovationer, der har “hobet sig op” på bunden af den dybe depressionssø. I så fald vil kapitalen genopstå til en ny periode med vækst og udvikling – men først efter mange virksomheders konkurs, en enorm stigning i arbejdsløsheden og endog fysisk ødelæggelse af ting og mennesker i millionvis.
Den nuværende lange depression kan afsluttes ved en kombination af økonomiske forhold (lavkonjunktur, teknologisk revolution og en ændring af den økonomiske cyklus) eller ved politisk handling for at afslutte eller erstatte den kapitalistiske produktionsmåde. Eller den kan fremprovokere en ny runde af imperialistisk rivalisering og krig.
I det 21. århundrede skaber kapitalismen faktisk nye modsætninger for sig selv, som truer dens overlevelse som dominerende produktionsmåde og samfundsmæssig organisation – og for den sags skyld selve eksistensen af en sund planet.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2022.
Oversættelse: Lotte Rørtoft-Madsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
