Kronik
Tak til Emil og Julius for deres analyse og bidrag til en vigtig debat om hvor venstrefløjen skal hen. Vi vil i det nedenstående dykke ned i dele af jeres kritik, som vi langt hen ad vejen deler, og tilføje lidt flere perspektiver.
I en tid med voksende polarisering i samfundet er den revolutionære venstrefløjs udsyn og handlinger af stor betydning for, at vores side kommer til at stå stærkere i klassekampen. Det har stået krystalklart for os, siden Enhedslisten støttede op om at sende våben til Ukraine i 2022.
De autonome
Vi er helt enige med jer i jeres kritik af den autonome venstrefløj. At organisere sig i affinity-grupper kan være en rigtig god idé, når man står over for politiet, men det er, som I selv skriver, en massebevægelse bestående af en bredere del af arbejderklassen, der kan udfordre systemet og passivisere statens voldsapparat. Dermed kan der udvikle sig håb og perspektiv om grundlæggende solidarisk forandring for de mange.
Den revolutionære venstrefløj
I ser derfor helt naturligt mod partierne på den revolutionære venstrefløj, og også her er vi enige med jeres kritik af topstyring og manglen på demokrati.
Her mener vi dog, det er helt centralt at forstå, hvor en del af problemerne for ”den kommunistiske bevægelse” stammer fra. Nemlig fra det vi vil kalde “socialisme fra oven”. Altså rækken af statskapitalistiske lande som Kina, Cuba, DDR og så videre. Regimer der hyller sig i røde flag og ofte står i modsætning til USA’s imperialistiske interesser, men oftest i en modsætning, der reelt udtrykker deres egne imperialistiske interesser, og som intet har at gøre med socialistisk omstyrtning af samfundet fra neden. Altså regimer som er topstyrede ligesom i et kapitalistisk land som Danmark.
Heroverfor står en grundlæggende anden tilgang til socialisme, nemlig den forståelse, som allerede Karl Marx udtrykte i 1. Internationale: ”Arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk”. Denne tradition har alle regimer, som har kaldt sig socialistiske eller kommunistiske, trådt under fode. Og en stor del af den helt centrale kritik af det manglende demokrati, for ikke at tale om direkte undertrykkelse, stammer fra de statskapitalistiske versioner af ”kommunisme”.
Derfor mener vi, at den primære kritik af topstyring og manglen på demokrati handler om, at man har forvekslet statskapitalisme med socialisme og arbejdermagt. Når man ikke forstår, eller mener, at socialismen må komme nedefra, vil det føre til topstyrede og udemokratiske partier, hvor “demokratisk centralisme” har været centralisme uden demokrati.
Arbejderklassen og de revolutionære
Det bringer os til den næste formulering i jeres skriv, vi har valgt at tage fat i. Ikke fordi vi er uenige, men fordi vi har et yderligere perspektiv at bidrage med. I skriver:
I et parti for arbejderklassen skal man tale med arbejderklassen, når man laver politik. Ikke blot tale for arbejderklassen. Det er derfor vigtigt, at så stor en del af medlemsskaren som praktisk muligt deltager i de politiske og organisatoriske beslutninger.
Vi er på den ene side helt enige, arbejderklassen skal udgøre grundstammen i et revolutionært parti. Men det er ikke partiet, som kan lave revolutionen. Det skal arbejderklassens egne organer, som for eksempel sovjetterne under den russiske revolution i 1917 eller shoraerne i den iranske revolution 1979. Derfor taler vi, i ikke revolutionære perioder, til et mindretal i arbejderklassen. I vores optik er det revolutionære parti nødvendigt, fordi arbejderklassens bevidsthed er sammensat. Og fordi vores side har brug for at deltage i kampen om ideer i arbejderklassen. De dele af arbejderklassen, som netop har været i strejke, er langt mere åbne for ideer om forandring fra neden end andre. Samtidig er der brug for en politisk modgift til de splittelsesmekanismer, som magthaverne konstant bruger for at svække vores side af klassekampen. Det er nogle af disse opgaver, et revolutionært parti må løfte.
Desuden vil der i en revolutionær situation være et enormt pres fra de gamle magthavere for at slå opstanden ned. I den situation vil reformisterne gå ind og lave et kompromis. I en sådan situation vil det være afgørende, at der er en kraft med stærke rødder i arbejderklassen, som kan løfte argumentet om, at vi ikke igen skal nøjes med pebernødder, men at vi kollektivt kan tage hele bageriet – altså revolution og arbejdermagt.
Reformismens to ansigter
Vi er også helt enige i jeres kritik af Enhedslisten og forståelse af, at højredrejningen er indbygget i det parlamentariske cirkus. Men vi vil anlægge et mere optimistisk blik på de reformistiske arbejdere.
En stærk revolutionær venstrefløj kan trække arbejderklassens reformistiske krav til et bedre liv, væk fra passivitet og fokus på at løsningen ligger i næste folketingsvalg, og over til arbejderklassens egenaktivitet. Det er her, det revolutionære potentiale ligger. Således er vi revolutionære reelt de bedste reformister. Det er ikke en undskyldning for at opgive de revolutionære mål, men som en forklaring på at revolutionære skal tage de reformistiske krav i arbejderklassen alvorligt og invitere alle med til at bruge revolutionære metoder (strejker, besættelser, demonstrationer med mere) for derigennem at vinde og blive bevidste om vores egen kollektive styrke. Det er baggrunden for enhedsfronten, en metode til at vinde dele af arbejderklassen for en forståelse af arbejdermagt fra neden. Og dermed for revolutionær politik.
Hvordan bliver venstrefløjen klar til den politiske midtes kollaps og truslen fra den radikale højrefløj?
At der findes mange forskellige partier, organisationer og bevægelser på venstrefløjen, er en kendsgerning, vi må leve med p.t. Enhedslistens mange trakasserier stammer ret meget fra forsøget på at forene, hvad der var svært foreneligt. Det betyder nemt, at man springer uenigheder over, med det resultat at man ikke bare har mange uenigheder, men også mangler en strategi. Ønsket om en parlamentarisk repræsentation stod meget centralt og er i dag det bærende element.
Derfor drejer det sig ikke om at forene organisatorisk, men om at afdække, hvor det er muligt at samarbejde i praksis.
Det optimale vil være samarbejde mellem partier, bevægelser og visse fagforeninger om kampagner og bygge modstand om det, vi er enige om. Oven i det og samtidig må vi også debattere de emner, hvor vi ikke er enige.
Vi (IS) har kaldt det et antikapitalistisk forum, men navnet er underordnet. Det afgørende er at finde de ting, vi kan arbejde sammen om. En fælles praksis er også et godt afsæt til at kunne diskutere større spørgsmål og afklare uenigheder.
Vi er i gang i det små, men vi må videre
Nordjysk Enheds Initiativ i Aalborg er et godt eksempel. Det består af KP, SUF, IS og RV. I Odense er SUF og IS garant for Drones for Peace-aktionen, som også involverer Aldrig Mere Krig med flere.
Desuden ser vi et stort potentiale i at gå sammen i Racismefri By-grupperne samt i det landsdækkende netværk, Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination – for eksempel til landskonferencen i Aarhus den 19. september.
Endelig er de faglige Palæstina-netværk også en oplagt mulighed for at gå sammen, i første omgang med kravet om, at ATP trækker sin kapital ud af Terma. Men perspektivet er jo at samle faglige aktivister til at kunne spille en langt større rolle på arbejdspladserne og i fagforeningerne.
Hvad det videre kan føre til, så vi den 28. marts i USA, hvor 8 millioner gik på gaden mod Trump, og en halv million gik på gaden i London mod racisme, had og splittelse samlet i Together Alliancen. Vi så det også den 16. maj i London, hvor antikrigsbevægelsen, palæstinabevægelsen og antiracisterne sammen gik på gaden for at markere Nakba og stå op mod fascisten Tommy Robinson.
Dette er et debatindlæg, modtaget 22. maj 2026. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
