Kronik
Om morgenen 8. september 2025 tilkaldte fem samvittighedsfulde mennesker politiet og lod sig arrestere ved politiets ankomst. Det samvittighedsfulde bestod i det, de havde gjort, før de tilkaldte politiet, og som var grunden til, at de derefter blev arresteret.
Deres “forbrydelse” bestod i handlinger, der havde til hensigt at få stoppet en virksomhed, hvis indtjening er direkte proportional med købernes evne til at udslette og lemlæste mennesker: Israelske Elbit Systems med afdelinger blandt andet også i Storbritannien, Tyskland og Tjekkiet.
Daniel, Crow Tricks, Zo, Leandra og Vi er – sammen med mange andre aktivister … nogle af vor tids største helte.
Anholdelsen fandt sted på Elbits faciliteter i den sydtyske by Ulm. Gruppen er relateret til britiske Palestine Action og kendes som Ulm 5. Den består af irske Daniel Tatlow-Devally, spanske Leandra Rollo, britiske Crow Tricks og Zo Hailu og tyske Vi Kovarbasic. De fem aktivister er nu blandt andet anklagede for den skade, de den morgen forvoldte på inventar, vinduer og vægge anslået til en værdi på én million euro. De gjorde ikke nogen skade på mennesker.
Det står i skarp kontrast til, hvad Elbit Systems har forvoldt. Virksomheden er Israels primære leverandør af landbaserede våbensystemer og droner, (unmanned aerial vehicles, UAV’s).
Hvad er Elbit Systems?
Elbit Systems blev grundlagt i 1966 og har udviklet droner, overvågningsteknologi, bomber og dele til Israels Merkava-tanks.
Journalist Paddy Dowling beskriver for Al Jazeera i artiklen Dirty secret of Israel’s weapons exports: They are tested on Palestinians den form for angreb, Elbits våben præsterer. En taxachauffør kørte under Israels krig mod Gaza i 2014 med soltaget åbent, og ind kom en Spike droneraket. Alle seks passagerer blev halshugget af de metalkuber, raketten slyngede ud, sådan som den er skabt til at gøre. Chaufføren selv overlevede, men blev alvorligt skadet og mistede både et øje og et ben.
Elbit Systems er berygtede for deres slogan battle proven. Deres våben er dog især testede på civile palæstinensere, særligt i Gaza som i ovennævnte eksempel.
Med droner som denne, bomber, dele til tanks og overvågningssystemer spiller Elbit Systems en hovedrolle i folkedrabet på Gazas befolkning.
Paddys artikel henviser til Antony Loewensteins bog The Palestine Laboratory – How Israel exports the technology of occupation around the world, som fortæller den rystende historie om 1940’ernes israelske terrorgruppers etablering af først en hær, dernæst en militariseret nationalstat baseret på våbenproduktion og våbeneksport.
Med 10 procent af den israelske befolkning, cirka 140.000, ansat inden for våbenhandel og Elbit Systems som p.t. den tredjestørste virksomhed i Israel målt på markedsværdi er massakrer mod den palæstinensiske befolkning en essentiel komponent, ikke bare i zionistisk ideologi, men også i israelsk økonomi. Som Loewenstein skriver: “Ending the conflict with the Palestinians is bad for business and might undermine the country’s founding ideology”.
Så ud over at de zionistiske, europæiske bosættere havde brug for en hær og våben – fordi de ankom til Palæstina med en aggressiv, ideologisk overherredømmementalitet og derfor fra starten af så fjender alle vegne omkring sig – kom Israel hurtigt til at være afhængig af våbeneksport til demokratier såvel som diktaturer.
Blandt den israelske våbenindustris kunder er Tyskland, såvel som Sydsudan, Aserbajdsjan og Myanmar. Despotiske styreformer har ikke afholdt Israel fra at sælge våben til massakrer på yderligere befolkninger rundt omkring i verden. Den danske regering, som jo hele vejen gennem mere end to et halvt år har støttet Israels folkedrab, er også blandt Elbit Systems’ kunder.
Omvendt er Tyskland også den næststørste eksportør af våben til Israel efter USA. Et faktum som den tyske stat og derfor tysk retspraksis bør vurderes efter i sagen mod Ulm 5. Den tyske stat er på ingen måde upartisk.
Sagen mod Ulm 5
Sagen mod Ulm 5 startede 27. april i år. Ligesom de danske domstole mener de tyske ikke, at nogen har ret til at anklage den tyske stat for dens medvirken til Israels folkedrab gennem massive våbenleverancer.
Men fem samvittighedsfulde mennesker, som destruerer noget ejendom for at stoppe en leverandør af massakrer i hele verden med våben testet på palæstinensiske børn og voksne, bør i den tyske stats logik ikke bare retsforfølges, men behandles som fjender af staten og kan blive dømt op til fem års fængsel.
Sagen mod de fem aktivister Daniel, Leandra, Crow, Zo og Vi føres trods deres ikke-voldelige adfærd i højsikkerhedsfængselskomplekset Stammheim, hvor også sagen mod Rote Armee Fraction foregik i 1970’erne.
De fem er sigtede for skade og ulovlig indtrængen på privat grund, brug af forfatningsstridige symboler såsom udtrykket from the river to the sea – som i Tyskland associeres med Hamas og derfor er forbudt – samt medlemskab af en kriminel organisation med henvisning til den britiske regerings klassificering af Palestine Action som en terrorgruppe, en klassificering efterfølgende dømt ulovlig af den britiske højesteret.
Det er den sidstnævnte sigtelse, de fem aktivister kan dømmes op til fem års fængsel for, under den tyske straffelovs sektion 129. Sigtelse under sektion 129 finder sted, når sigtede personer opfattes som en trussel mod samfundet, og med henvisning til sektion 129 er Daniel, Leandra, Crow, Zo og Vi blevet nægtet kaution og udsat for en mange måneder lang varetægtsfængsling før retssagen. Omstændigheder som disse hænger, ifølge Daniels advokat, Benjamin Düsberg, sammen med tysk Staatsräson, den tyske stats ideologiske næsten betingelsesløse støtte til Israel.
Paula Zimmermann, en tysk ekspert i ytrings- og forsamlingsfrihed ved Amnesty International i Tyskland, opfatter brugen af sektion 129 under tysk straffelov i denne sag som et seriøst problem fra et menneskerettigheds- og retssikkerhedsprincip.
Retslokalet er arrangeret, netop som var der tale om farlige individer, med glasvægge, der adskiller de fem aktivister fra deres advokater. Mattias Schuster fra det 11-personers forsvarsteam har beskrevet forholdene til +972 Magazine. Holdet har oplevet, at deres udtalelser og begæringer konsekvent blev afbrudt og afvist af dommer Lauchstädt, som også gjorde det klart, at hun alene bestemmer, hvad der skal registreres i retsbogen.
Grundet denne autoritære retsproces har forsvarsholdet indsendt en begæring om at få Lauchstädt erklæret inhabil og fjernet fra sagen.
Forsvarsholdet valgte også at protestere mod forholdene ved at placere sig bag glasvæggen på pladsen tiltænkt de fem anklagede, som tydeligvis skal udstilles som farlige fjender af staten. Da forsvarsholdet ikke ville gå til deres af retten henviste pladser, erklærede dommeren retten for hævet.
Sagen vil fortsætte hen over sommeren.
Den tyske stats rolle i massemord på den palæstinensiske befolkning
Den tyske stat har længe forstået at skrive sig ind i historiebøgerne som én af de mest morderiske statsmagter, verden har set. Den aggressive statsfilosofi kan spores fra slutningen af 1800-tallet med Bismarcks tyske kejserrige og dets brutale kolonialisme samt angreb på nabostater og kendes i særdeleshed fra Tysklands rolle i begge verdenskrige.
Ved afslutningen af Anden Verdenskrig stillede Tyskland sig fortsat på masseudryddelsernes side, da Tyskland betalte massive beløb i krigsskade til den nye despotiske statsmagt Israel, der fra starten af begik massakrer og etnisk udrensning på cirka 750.000 palæstinensere.
Israel brugte de penge, som først Tyskland og Frankrig og efter 1967 USA gavmildt sendte til den zionistiske stat, i høj grad på at besætte, fordrive, slå ihjel, undertrykke og destruere palæstinenseres hjem og ejendom og på at udvikle én af verdens mest højteknologiske våbeneksportindustrier.
Årtiers etniske udrensning og massakrer på palæstinensere samt nu et folkedrab og en israelsk våbenindustri, der faciliterer død og lidelse rundt omkring i verden, er alt sammen resultatet af vestlige landes økonomiske bidrag og våbenleverancer til Israel. Tysklands rolle overgås nu kun af USA.
Det er denne sammenhæng mellem Israels folkedrab, den tyske stats medvirken og Elbits konkrete bidrag, som de fem aktivisters forsvarsteam lægger vægt på. I tysk ret findes begrebet Nothilfe, nødret, i følge hvilket en ellers ulovlig handling kendes for berettiget med henvisning til afværgelsen af noget langt værre.
Som den første af denne type i forbindelse med Israels folkedrab kan sagen, ifølge Daniels forsvarer Benjamin Düsberg, komme til at danne præcedens for kommende sager. Sagen kan dermed afgøre, om aktivister, som udfører skade på ejendom tilhørende en virksomhed, der har bidraget til utallige massakrer, vil blive set som nødretsaktører, der handler for at beskytte uskyldige i en vestlig verden, der forsyner en rabiat bevægelse med højteknologiske mordvåben; eller som kriminelle ekstremister og fjender af samfundet.
Hvad har Palestine Action opnået?
I Storbritannien har Palestine Action og andre grupper ført kampagne mod Elbit Systems og relaterede virksomheder. Huda Ammori, som grundlagde Palestine Action i 2020 sammen med Richard Barnard, publicerede i 2024, før det blev ulovligt at udtrykke støtte til aktionsgruppen, sine refleksioner over fire års kampagne mod Elbit Systems i artiklen Israel’s war machine can be stopped – Here is How.
Forstyrrelse (disruption) er et hovedprincip i Palestine Actions aktionsfilosofi. Effekten på en våbenfabrikant som Elbit Systems kan måles på faktorer som forstyrrelse af arbejdet, for eksempel ved hjælp af blokader, der forsinker leverancer, øgede udgifter, for eksempel til sikkerhedspersonale på grund af direkte aktionskampagner, afinvesteringer og opsigelse af kontrakter med virksomheden samt udgifterne forårsaget direkte af materiel skade.
Konkrete eksempler på faktisk forstyrrelse forårsaget at Palestine Action mod Elbit Systems er stigende behov for sikkerhedsvagter ved faciliteterne, ophør af leje af bygninger og etablering af nye dyrere faciliteter med langt bedre sikkerhed mod aktivisme samt forsikringsselskaber som Allianz og Aviva, der afbryder kontrakter med virksomheden.
Et eksempel på en bemærkelsesværdig aktion er én, hvor seks Palestine Action-aktivister brød ind i én af Elbit Systems’ faciliteter ved at torpedere stedet med en bil og derefter afmonterede virksomhedens våben, inklusiv quadcopter-droner af typen som Israel har brugt i massakrer på civile i Gaza.
Tabet af kunder er måske den vigtigste effekt af aktivisters forstyrrelser. I hvert fald har Elbit Systems’ CEO i England, Martin Fausset, sagt, at den britiske kultur i branchen er sådan, “at er du forsinket én dag, kan du lige så godt være forsinket seks måneder. Det er lige uacceptabelt.”
Kort sagt kan effekten af Palestine Action’s handlinger måles på forsinkelse af arbejdsgange, omkostninger ved skade på ejendom og de øgede udgifter ved tilpasning til udfordringerne fra Palestine Action’s kampagner samt – nok vigtigst af alt: Tabet af kunder, forsikringer og samarbejdspartnere der kan sænke indtægterne mere permanent.
Elbits danske samarbejdspartnere
Der er mindst tre danske virksomhedsforbindelser til Elbit Systems, ud over den danske regerings indkøb for 1,7 milliarder i januar 2023. I rapporten Maersk’s role in facilitating exports from illegal israeli settlements to the U.S. skriver The Palestinian Youth Movement, at Maersk skibet Puelo har leveret droner af typen Skystriker UAV Systems for Elbit Systems til Houston i USA.
Ifølge the Ditch er yderligere to danske virksomheder involverede i transport af våben for Elbit Systems: Rederiet H. Folmer & Co, som i starten af maj 2026 var på vej med 130 tons indisk producerede missilkomponenter, artillerihylstre og andre våbenkomponenter til Elbit Systems’ faciliteter i Israel. Den danske transportvirksomhed DSV stod, ifølge The Ditch, for planlægningen af denne og tidligere leverancer.
Medmenneskeligt instinkt versus repræsentativt demokrati
Et empatisk menneskes reaktion på en uhæmmet voldshandling må være den tanke, at gerningsmanden skal stoppes med det samme. Men sådan er det ikke i det repræsentative demokrati. Når vi ser børn, mænd og kvinder blive bombarderet, beskudt, udsultet, tævet og så videre på sociale og andre medier, afføder det alverdens andre reaktioner end idéen, at vi må stoppe det med det samme.
Blandt os i det repræsentative demokrati, som faktisk ønsker massakrerne stoppet, spænder reaktionerne fra at appellere til andre om at stemme anderledes ved folketingsvalg, at skrive læserbreve, e-mails og borgerforsalg, at gå på gaden og demonstrere eller i NGO-sammenhæng at skrive rapporter og lave oplysende kampagner.
Det tætteste, vi måske kommer på den dybe alvor, der ligger i at massakrere uskyldige mennesker, er forsøg på at føre retssager mod vores stater, som muliggør Israels krigsforbrydelser med deres våbenleverancer og samhandel. Og heller ikke det har nogen som helst effekt, ved vi nu. Domstolene tillader det ikke.
De færreste overhovedet taler om det mest oplagte fra en fysisk verdens perspektiv: Nemlig simpelthen fysisk at få stoppet massakrerne. Det vil sige at stoppe våbenleverancerne gennem aktioner i form af blokader og destruktion af ejendom.
Vi kan blive ved med at argumentere imod zionismen og at tigge og bede politikere og medier og råbe på gader og i medierne uden nogen effekt nogensinde. To et halvt års debat, tiggen og beden, opfordringer og opråb og andre af det såkaldt repræsentative demokratis uægte handlingsmuligheder er ikke bare længe nok at forsøge os med håbløse strategier; vi burde slet ikke agere sådan fra starten af. Ser vi vold begået mod vores medmennesker, bør tanken om at sørge for rent fysisk at få det stoppet være vores første indskydelse.
Det er den også hos forhåbentlig en stor del af os. Men selv vores argumenteren mod zionistisk propaganda er en sejr for zionismen. Så længe vi ser kampen som en strid på ord, vil Israel frit kunne benytte sig af den vestlige våbenindustris forsendelser.
For nogle er idéen om ejendomsrettens ukrænkelighed yderligere en barriere mellem os selv og vores medmennesker. Se bare, hvordan aktivister får tæsk af politiet, når de nærmer sig Maersks hovedindgang; en fremgangsmåde som nogle støtter netop med henvisning til privat ejendomsret. Det er udtryk for dybt uempatisk kapitalistisk manipulation. Ejendom er på ingen måde hellig; tværtimod er konceptet skyld i verdens sult og fattigdom.
Hvis det at redde mennesker fra massakrer og udsultning kræver at bryde love og smadre for milliarder af euro, så er det det, vi må gøre. Ville du ofre dit eget barns liv til fordel for intakt bevaring af en bygning og dens inventar? Hvis ikke, hvorfor skal palæstinensere, iranere, libanesere, syrere og flere andre så have deres børn slået ihjel med henvisning til ejendomsrettens ukrænkelighed?
Men penge er magt, og politiske magthavere vil gå meget langt for at sikre deres egen position med støtte fra kapitalens rigeste og derfor mægtigste aktører. Hvorfor er det ellers lige netop ud foran Maersks hovedindgang, at aktivister tæves hæmningsløst uden varsel?
At forklare det som, “at politiet mistede besindelsen”, er efter min overbevisning en måde at flytte fokus fra den oplagte tanke, at Maersks enorme indflydelse på dansk økonomi og politik giver dem privilegeret mulighed for at kræve hårdhændede metoder anvendt mod aktivister.
Når vi ser politiet øjeblikkeligt storme direkte mod aktivister for uden varsel at tæve dem med knipler, så giver det væsentlig bedre mening at forklare det som en ordre, politiet parerede, og ikke “mistet besindelse”.
Politiet kunne have båret alle aktivister væk fra Maersks hovedindgang. Men der skal knippelslag og bidske hunde til at sikre, at aktivister ikke kommer igen lige foreløbig. Det ved både politiets og Maersks ledelse.
Tænk på de effekter, det ville få, hvis aktivister faktisk fik lov til at bremse Maersks arbejde: Det ville i særdeleshed kunne mærkes økonomisk, hvilket ville betyde tab for erhvervslivet og en smule mindre pres på klima og natur. Og klart vigtigst vil det kunne betyde, at Israels evne til uhæmmet at begå krigsforbrydelser mindskes! Det vil den danske politistat ikke tillade!
En yderligere barriere mellem os selv og den medmenneskelige aktion er meget alvorlig: Den efterfølgende potentielle anholdelse, retssag og fængsling. Hvor stærkt det moralske imperativ for direkte aktion end er, er det stadig op til den enkelte at afgøre, hvorvidt vi vil risikere at ofre vores egen frihed for en højere sag. Vi har alle noget at miste. Palestine Action’s princip om opofrelse er en opfordring netop til at risikere vores frihed for andres skyld.
Hvordan kan vi engagere os selv?
En browsersøgning på ordene direct action training eller et besøg på Palestine Action’s hjemmeside kan være første skridt mod direkte aktion. Eller måske involvering i solidaritetsaktiviteter, dér hvor du bor. Det er væsentligt i den forbindelse at nævne, at danske virksomheder som Maersk og Terma, så vidt vi ved, først og fremmest bidrager til Israels våbenarsenal gennem aktiviteter uden for Danmark. Forsendelser af reservedele fra ét af Forsvarets lagre i Skrydstrup i Sønderjylland er det eneste eksempel, jeg kender til, på våbendele faktisk sendt fra dansk grund til Israel.
I forhold til Ulm 5 har The Left Berlin skrevet en artikel om det, vi kan gøre for netop de fem aktivister med hjertet på rette sted, som nu sidder fængslet i Stammheim i Sydtyskland.
Palestine Action er ikke den eneste direkte aktionsgruppe, som bekæmper de europæiske landes medskyldighed i USA’s og Israels fortsatte massakrer. Én gruppe, opstået som reaktion på den britiske dengang indenrigsminister Yvette Cooper’s, arbejde for at få Palestine Action klassificeret som en terrorgruppe, har opkaldt sig selv efter hende. Nogen må forsøge at trække det navn over på den rette side af historien, synes de at have tænkt. I Storbritannien er også People Against Genocide og Geordies Block Genocide aktive mod Elbit Systems og Rafael.
I Tjekkiet er the Czech Elbit 10 anklaget for terrorisme. Også i Tjekkiet har Elbit Systems fået en fabrik brændt ned af nogle, der kalder sig the Earthquake Faction. I Holland har gruppen Geef Tegengas adskillige gange blokeret en industriel togforbindelse til Europas absolut største havn i Rotterdam, hvor også Maersk adskillige gange – tilsyneladende ikke længere? – har været i transit under transport af militært udstyr fra USA til Israel.
Der er adskillige opfordringer til at blive en del af eller være behjælpelig og vise støtte til grupperne på deres Instagram-konti og hjemmesider. De af os, der ikke umiddelbart er klar til direkte aktion på højt juridisk niveau, kan være til gavn som støtter på den ene eller anden måde.
At disse alle sammen tilsyneladende helt unge mennesker – der ofrer sig selv for at gøre bare en smule forskel for mennesker, der bogstaveligt talt massakreres af Israel og USA – anklages for terrorisme af stater som Tyskland, England og Tjekkiet, understreger yderligere disse staters egen skammelige medskyldighed i folkedrab og massakrer. Daniel, Crow Tricks, Zo, Leandra og Vi er – sammen med mange andre aktivister, også flotillaaktivisterne – nogle af vor tids største helte.
Kilder
The Failure of German Courts to Address International Law in Relation to Arms Exports
https://www.merip.org/2025/10/the-abraham-accords-and-sudans-global-counterrevolution
https://www.theguardian.com/commentisfree/2025/jul/09/palestine-action-britain-support-protest-law
https://www.972mag.com/palestine-action-trial-germany-ulm-5-elbit
https://en.wikipedia.org/wiki/Elbit_Systems
https://diem25.org/support-for-the-ulm-5-and-their-non-violent-resistance-against-genocide
https://www.aljazeera.com/news/2026/4/27/germany-activists-elbit-raid
https://www.declassifieduk.org/israels-war-machine-can-be-stopped-heres-how
https://www.ontheditch.com/danish-ship-transporting-tonnes
https://www.declassifieduk.org/success-in-disrupting-israels-war-machine
https://www.ynetnews.com/articles/0,7340,L-3943666,00.html
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
