Læserbrev
I dag har Kris Rønne det på mange måder godt. Hun har efter mange års kamp fået tilkendt førtidspension og har fået fred fra jobcentrets konstante pres på at yde en indsats, hun ikke er i stand til at levere. Trods en række alvorlige handicaps har Kris Rønne skabt sig et godt og aktivt liv.
Forud er gået 35 års hård kamp i et samfund, der er indrettet til ikke-handicappede mennesker med en entydig kønsidentitet, og hvor det er yderst vanskeligt at navigere, når man har ikke bare ét, men mange handicaps.
Kris Rønne er født med det alvorlige og ret sjældne CHARGE-syndrom. Der fødes kun omkring fem børn om året i Danmark med CHARGE, og deres sygdomsbillede er meget forskelligt fra person til person.
De fleste med CHARGE er døve eller svagthørende. Det gælder også Kris Rønne, der er født stærkt hørehæmmet, men identificerer sig selv som døv. Samtidig er hun svagtseende, har tab af andre sanser som for eksempel balancesans og lugtesans, og hun har også en autismediagnose.
Selvom Kris Rønne kan se med briller, hører hendes handicap til under definitionen døvblind. Den omfatter døve eller hørehæmmede, der samtidig er blinde eller svagtseende og/eller har tab af andre sanser.
Kris Rønne er født som dreng, men kan ikke selv producere det mandlige kønshormon testesteron. Det er endnu en konsekvens af CHARGE-syndrom. Som 12-årig blev Kris Rønne sat i testesteron-behandling, men følte sig ikke som en dreng og senere mand. I dag beskriver Kris Rønne sig selv som transkønnet, er sprunget ud som kvinde og har det godt med den beslutning.
Barndom med mange benspænd
Gang på gang i sin barndom, opvækst og ungdom har Kris Rønne oplevet, hvad hun beskriver som systemisk vold fra et samfund, der ikke er indrettet til mennesker med handicap.
– For eksempel mente den kommune, hvor jeg voksede op, at jeg bare skulle integreres i en almindelig børnehave og skole. Mine forældre fik ingen information om, hvordan de skulle klare et handicap som mit og måtte selv opsøge viden. Det var virkelig dårligt for mig i børnehaven. Det var forfærdeligt. Efter et længere tovtrækkeri fik mine forældre kontakt til en psykolog, som sagde til kommunen, at jeg havde behov for at lære tegnsprog. Først da skete der en ændring, og jeg kom i en børnehave for døve, da jeg var fem år. Senere kom jeg i en centerklasse for døve på folkeskolen, fortæller Kris Rønne, mens en tegnsprogstolk oversætter til talesprog.
Fordi jeg er født som dreng, opfattede samfundet mig som dreng, og jeg blev sat i behandling med testesteron. Der blev aldrig talt om det med kønsidentitet.
– Da jeg endelig lærte tegnsprog, udviklede mit sprog sig hurtigt. Sådanne situationer, hvor offentlige myndigheder hellere vil lytte til eksperter i stedet for mig eller mine forældre, har jeg oplevet i hele mit liv, tilføjer hun.
Selvom det var en stor hjælp at komme i en klasse med andre døve, havde Kris Rønne det ikke godt i skolen. Hun havde svært ved de sociale relationer, fik ingen venner og blev mobbet, fordi hun var anderledes. Dengang vidste hun endnu ikke, at en autisme-lidelse også var en del af sygdomsbilledet.
– I min barndom var jeg rigtig glad for Harry Potter. Her kunne jeg flygte fra virkeligheden ind i en anden verden. I dag hader jeg Harry Potter, fordi forfatteren er transfobisk. Mine nuværende politiske holdninger har også farvet min opfattelse af bøgerne, som jeg nu ser som en afspejling af forfatterens holdninger.
Flydende køn
Biologisk set er Kris Rønne interkøn. Det betyder, at kønnet er flydende, det biologiske køn er ikke skarpt defineret og kan ikke placeres i den ene eller anden kategori.
– Jeg kan ikke producere testesteron og kom ikke i puberteten. Fordi jeg er født som dreng, opfattede samfundet mig som dreng, og jeg blev sat i behandling med testesteron. Der blev aldrig talt om det med kønsidentitet, og det blev ikke nævnt i min journal, at jeg var interkønnet. Det påvirkede selvfølgelig min pubertet og var endnu en grund til, at jeg var anderledes end de andre og blev mobbet, forklarer Kris Rønne.
– Jeg føler det som forkert, at jeg skulle tvinges ind i en bestemt boks. Samfundet ser interkøn som et handicap, der skal rettes, tilføjer hun.
Som mange interkønnede blev Kris Rønne også udsat for kirurgi. I hendes tilfælde var operationen dog medicinsk nødvendig for at forhindre alvorlige sundhedsproblemer i modsætning til mange andre operationer på interkønnede, som ofte udføres for at tilpasse deres kroppe til samfundets forventninger, uden informeret samtykke fra forældre eller barnet.
Efter folkeskolen kom Kris Rønne på en efterskole for døve. Her sprang hun ud som bøsse.
– Der var ikke meget information om interkøn og kønsidentitet på internettet dengang, med mindre man faktisk kendte til begreberne og vidste, hvad man skulle søge efter. Livet tog en drejning, da en fra Tegnbuen, en klub for LGBTIA+ døve personer, kom forbi og fortalte om at være bøsse. Med den nyfundne viden måtte jeg på biblioteket og lede efter oplysninger. Jeg fandt mange bøger om bøsser og lesbiske. Dengang var det skamfuldt at være transkønnet, det var noget, man skulle skjule. Der var måske døve, som var transkønnede, men jeg mødte dem ikke, fortæller Kris Rønne
– Selv dem fra Tegnbuen kunne ikke rigtig hjælpe mig i min søgen, da de ingen kendskab havde til at være transkønnet. På efterskolen valgte jeg at sige, at jeg var bøsse, men følte samtidig, at det ikke var den rigtige definition, tilføjer hun.
Heller ikke på efterskolen gik det rigtig godt. På grund af sin autisme havde Kris Rønne svært ved at blive en del af fællesskabet.
– Jeg vidste ikke på det her tidspunkt, at jeg havde autisme. Men jeg havde svært ved at aflæse de sociale normer og finde venner. Jeg var ikke med, når de andre festede. Derfor blev jeg isoleret.
I tiden på efterskolen og derefter begyndte Kris Rønne at interessere sig for politik. Hendes samfundskritik blev vækket af den konstante oplevelse af, at hun hele tiden skulle prøve at lave om på sig selv for at passe ind i systemet. Det ønskede hun at ændre på og meldte sig som 22-årig ind i Enhedslisten.
Kampen for en plads på arbejdsmarkedet
Efter efterskolen havde Kris Rønne også fokus på at gennemføre en uddannelse. Hun startede i 2009 på kokkeuddannelsen på Hotel- og Restaurationsskolen, der dengang lå i Kødbyen.
– Her havde jeg mit bedste år. Det var en god grunduddannelse, som jeg var meget glad for. Jeg fik elevplads på en socialøkonomisk virksomhed, der lavede catering og havde fokus på døve. Det var rigtig godt. Men jeg begyndte at få problemer med min balance og motorik som følge af CHARGE. Derudover oplevede jeg også udfordringer med autisme i et stresset arbejdsmiljø i køkkenet. Det betød, at jeg ikke kunne arbejde i et køkken, og jeg blev nødt til at stoppe uddannelsen. Jeg var virkelig, virkelig ked af det. Det var så skuffende. Jeg vidste ikke, hvordan min fremtid nu så ud.
Kris Rønne talte med en uddannelseskonsulent, der anbefalede hende at starte på en kontoruddannelse, fordi det var nemt at finde arbejde inden for det område.
– Den uddannelseskonsulent kendte bare ikke noget til døves vilkår. Jeg startede på kontoruddannelsen og var rigtig glad for grundforløbet. Men elevpladsen var virkelig dårligt. De tog ikke hensyn til min situation. Jeg skiftede støtteperson hvert år, og det var et meget stressfyldt miljø med stor udskiftning af personale. Det var meget rodet, jeg fik ikke lært det, jeg skulle lære, og var også meget fraværende, fordi jeg ikke havde det godt.
Jeg begyndte at få problemer med min balance og motorik. Det betød, at jeg ikke kunne arbejde i et køkken, og jeg blev nødt til at stoppe uddannelsen. Jeg var virkelig, virkelig ked af det.
Trods de store problemer gennemførte Kris Rønne den fire år lange kontoruddannelse og bestod med nød og næppe den afsluttende eksamen. Nu skulle hun så ud på arbejdsmarkedet og finde et job.
– Her fandt jeg ud af, at uddannelseskonsulenten havde vejledt mig forkert. Det er meget svært for en døv at få et kontorjob. Virksomheder forventer, at jeg skal kunne tale i telefon, og det kan jeg jo ikke. De havde mange fordomme om, hvad døve kan og ikke kan. Det med at jeg skal have tolk med, var arbejdspladserne heller ikke glade for. Det lykkedes ikke at finde et job, jeg fik ikke svar på mine ansøgninger. Efter et halvt år på den måde begyndte jeg at blive deprimeret. Jeg følte, at jeg blev mindre og mindre værd.
For at komme videre forsøgte Kris Rønne at starte på en hf-uddannelse. SU’en var så lav, at hun var nødt til at tjene nogle penge ved siden af. Hun forsøgte derfor at oprette sin egen virksomhed, hvor andre kunne købe hjælp til it og bogholderi. Men igen oplevede hun, at ingen ville bruge en døv. Hun og andre selvstændige bogholdere var desuden også i skarp konkurrence med firmaer, der udviklede simple regnskabsprogrammer til små virksomheder, som kunne erstatte eksterne bogholdere.
– Jeg kunne ikke gennemføre hf. Jeg måtte stoppe efter et år og lukkede mit firma. Jeg var meget deprimeret og blev sygemeldt. Jeg blev så dårlig, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Det hele var så svært, jeg havde det meget skidt og følte mig helt forkert. Jeg gad ikke være en mand og følte mig puttet ind i en forkert boks, fortæller Kris Rønne.
Politisk havde hun skiftet fra Enhedslisten til Alternativet, men midt i sin dybe krise valgte hun helt at droppe sit politiske engagement og trak sig også tilbage fra døvemiljøet, som hun fandt det svært at blive en del af. Det betød så en endnu større grad af isolation.
Jobcentret raskmeldte trods sygdom
Kris Rønne var på det her tidspunkt på sygedagpenge og tilknyttet jobcentret. Herfra var der pres på at komme ud i arbejde igen.
– Det gjorde situationen ekstra svær. Jobcentret kørte som et samlebånd, hvor man bare skulle tilbage til arbejdsmarkedet. De sendte mig i praktik som køkkenassistent, selvom jeg sagde, at jeg ikke kunne arbejde i et køkken på grund af mit handicap. Det ignorerede de bare og sendte mig alligevel ud i et køkken. Det var virkelig hårdt og gik ikke.
Pludselig meddelte jobcentret, at de nu mente, at Kris Rønne var rask igen og derfor ikke længere skulle have sygedagpenge. Kris kontaktede sin fagforening HK. De mente til gengæld ikke, at hun var rask, og meddelte, at de ikke kunne hjælpe, da hun ikke var berettiget til dagpenge, fordi hun var syg.
– Så kom jeg på kontanthjælp. Det var jeg i omkring fire år. Jeg klagede til Ankestyrelsen over, at jobcentret havde raskmeldt mig. Det tog flere år at behandle klagen, men det endte med, at jeg fik medhold. Jeg kom tilbage på sygedagpenge og fik efterbetalt mange penge, omkring 300.000 kroner. Det var en stor hjælp, for jeg havde fået meget gæld på det tidspunkt, siger Kris Rønne.
Men årene inden afgørelsen fra Ankestyrelsen var meget svære.
– Jeg orkede ikke mere og var fuldstændig nedtrykt. Jeg havde selvmordstanker og drømme om at være en kvinde i stedet for en mand. Jeg var socialt isoleret i min lejlighed, der var et rent kaos med madrester og rod. Et meget ubehageligt sted. Jeg sad bare hjemme i rodet og spillede computer og havde mistet livsmodet, forklarer Kris Rønne.
Ligesom med Harry Potter-verdenen i sin barndom spillede hun computer som en flugt fra virkeligheden. Ironisk nok var mange af de karakterer, hun spillede, kvinder. Hun ser det som en ubevidst måde at udforske sin kønsidentitet på.
I denne periode tog hun en beslutning om at stoppe med testesteron-behandlingen. Det var en stor lettelse at slippe for at tage sprøjterne. Kort tid efter blev Kris Rønne endelig udredt og fik en autisme-diagnose. Det var også en lettelse at få en forklaring på nogle af de voldsomme problemer i hverdagen.
Endnu en positiv ting skete i 2021, hvor Kris Rønne fik en ny lejlighed i Husum.
En ny start som kvinde
– Jeg fik mulighed for en genstart og for at slå rod et nyt sted. Jeg sprang samtidig ud som kvinde og kom langsomt tilbage til døvemiljøet igen. Så kom Ukraine-krigen. Rusland invaderede Ukraine sammen dag, hvor jeg fik mit første kvindelige kønshormon på en privat lægeklinik. Personligt følte jeg, at jeg endelig fik lov til at være mig selv. Men på samme tid var det kaos ude i verden med krig, klimakrise, Trump, covid-19, SVM-regeringen og så videre. Det påvirkede mig meget.
Jobcentret var samtidig stadig optaget af at få Kris Rønne ud på arbejdsmarkedet. I 2022 blev hun sendt i et ressourceforløb med henblik på at blive afklaret til et fleksjob. Hun ønskede selv at komme på Castberggård Job- og Udviklingscenter, der er en privat aktør med viden om døve. Men det afviste jobcentret af økonomiske årsager.
– I stedet kom jeg ud til en privat aktør, der ikke anede, hvad de skulle gøre med en person, der var døv, havde autisme og var midt i sin transition til kvinde. Jeg gjorde deres arbejde og fandt selv en virksomhed, der var startet af døve, hvor de brugte tegnsprog. Der var jeg i arbejdsprøvning i tre måneder. Det var o.k., men ikke et sted, hvor jeg havde lyst til at arbejde fast. Det var en engrosvirksomhed, der importerede accessories til butikkerne, og det hele handlede om at forbruge så meget som muligt. Ren kapitalisme.
Dovne Robert-kulturen og Fattig Carina-effekten har virkelig påvirket handicapområdet. Alle skal ud og arbejde, selvom de er syge.
Beskrivelsen fra den private aktør var ikke god nok for jobcentret. Derfor blev Kris sendt ud til endnu en privat aktør. Igen afviste jobcentret Castberggård og brugte i stedet en privat aktør med viden om autisme.
– Problemet var, at de kun havde fokus på min autisme og ikke så det hele billede. De prøvede at skaffe et praktiksted, men igen oplevede jeg, at ingen ville have en døvblind autist. Nogle virksomheder gav åbenlyst diskriminerende grunde til at afvise mig.
Situationen vendte til det bedre, da det lykkedes for Kris Rønne at komme i tre måneders praktik hos Foreningen for Danske Døvblinde, som nu hedder Døvblind Danmark.
– Det var virkelig et godt sted, hvor jeg følte, at jeg kunne bidrage med noget, og var en reel hjælp. Men det var ikke muligt at fortsætte der efter den ulønnede praktik.
I efteråret 2023 var Kris Rønne nået dertil, at hun havde opgivet håbet om at blive en del af arbejdsmarkedet. Hun søgte om førtidspension. Jobcenteret vurderede, at hendes effektivitet og arbejdsevne var så lav på grund af de forskellige diagnoser, at hun i maj måned i år endelig fik tilkendt førtidspension efter mange opslidende år i jobcentersystemet.
– Det er en kæmpe lettelse. Nu skal jeg ikke længere kæmpe med jobcentret, men kan gøre, hvad jeg vil, og dyrke mine interesser. Jeg er ved at starte en YouTube-kanal, hvor jeg vil fortælle historier fra marginaliserede dele af befolkningen med et historisk materialistisk perspektiv. Min interesse i historie og mine egne erfaringer som marginaliseret er drivkraften bag dette projekt, siger Kris Rønne.
Aktiv kommunist
Derudover er hun igen aktiv i døvesamfundet og besluttede sidste år at melde sig ind i Kommunistisk Parti.
– Jeg har længe kendt til Kommunistisk Parti igennem mit engagement i Enhedslisten, men det der med revolution var lidt for voldsomt. Jeg tænkte, at vi måtte kunne lave reformer inden for kapitalismen. De seneste års udvikling har vist mig, at systemet ikke kan laves om indefra. Derfor meldte jeg mig ind og er glad for, at der er blevet taget godt imod mig i min partiafdeling, og at jeg er blevet spurgt, om jeg vil hjælpe til på Arbejderen. Partiet ser på, hvad jeg kan bidrage med, ikke på mit handicap. Det er meget positivt, erklærer Kris Rønne.
Når det gælder handicappolitikken i Danmark, er hun dybt bekymret.
– Dovne Robert-kulturen og Fattig Carina-effekten har virkelig påvirket handicapområdet. Alle skal ud og arbejde, selvom de er syge. Vi skal konstant bevise, at vi er handicappede og ikke i stand til at arbejde. Og nu har vi Tranæs-udvalget, der vil åbne for, at økonomien kan bestemme endnu mere. Det ser sort ud.
Efter selv at være landet et godt sted efter mange års kamp med systemet er Kris Rønne parat til at arbejde på at ændre samfundet på både enkeltområder og i det helt store perspektiv.
Læs også
Indland
Børn lider af sprogmangel
10-året for anerkendelsen af tegnsprog: Er der egentlig noget at fejre for danske døve?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
