”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod.” Udenrigsminister Jeppe Kofod, Altinget den 2. februar 2022.
Et flertal på Christiansborg prøver at udnytte den tragiske krig i Ukraine til at give EU mere magt. Det er meget kynisk. I en situation som den, Danmark står i nu, bør vi stå sammen og undgå splittelse, men flertallet på Christiansborg vil det anderledes.
Danmark har på grund af forsvarsforbeholdet sagt nej til EU’s kampgrupper.
Den 1. juni er der folkeafstemning i Danmark. Vi skal stemme om det danske forsvarsforbehold i EU. Et nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet er den bedste garanti imod en glidebane, der kan føre til afgivelse af suverænitet på forsvarsområdet.
Et nej er også den bedste garanti imod, at Danmark bliver indlemmet i EU’s militære projekt. I citatet øverst kan man læse, at udenrigsminister Jeppe Kofod i februar ikke mente, at forsvarsforbeholdet var et problem for vores udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Kofod har derfor lavet en historisk kovending. Det er derfor meget tydeligt, at regeringen og de øvrige EU-glade folketingspartier forsøger at udnytte den tragiske krig i Ukraine.
De EU-glade partier på Christiansborg lægger desuden op til et misvisende og manipulerende spørgsmål på stemmesedlen den 1. juni. Partierne vil, at formuleringen på stemmesedlen skal blive: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” Hverken EU eller forsvarsforbeholdet er nævnt i spørgsmålet, selvom det, vi stemmer om, er, hvorvidt Danmarks forsvarsforbehold i EU skal afskaffes.
Jeg er rystet over, at Mette Frederiksen og de andre EU-positive politikere bruger sådanne metoder i deres angreb på Danmarks forsvarsforbehold og dansk suverænitet, men det er jo ikke første gang, at der manipuleres før en folkeafstemning.
I 1986 lovede daværende statsminister Poul Schlüter, at unionen ville være stendød, hvis det blev et ja til det indre marked, men få år efter kom forslaget til en union. Danskerne stemte i 1992 som bekendt nej til, at EF skulle blive til en union, og det er jo derfor, vi fik nogle undtagelser – de såkaldte forbehold. Flertallet på Christiansborg lovede, at forbeholdene skulle forme den danske Europa-politik, men hver gang et forbehold har fået betydning, så har det EU-positive flertal på Christiansborg forsøgt at få det pågældende forbehold afskaffet.
Vi stemte således om euroen i år 2000, da euroen var ved at blive til en reel valuta, og vi stemte om retsforbeholdet i 2015, da Europol var ved at blive til en overstatslig politimyndighed. Begge gange stemte danskerne nej.
EU’s militære projekt
Nu prøver de EU-positive politikere at få afskaffet Danmarks forsvarsforbehold i EU. Det hænger nok sammen med, at EU er i gang med at styrke EU’s militære projekt. Den tidligere EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker foreslog allerede i 2017, at EU skulle have en forsvarsunion senest i 2025, og den nuværende EU-kommissionsforkvinde Ursula von der Leyen har gentaget ønsket om en forsvarsunion i sin “state of the union”-tale i 2021. Det er derfor ikke overraskende, at flertallet på Christiansborg går efter at afskaffe forsvarsforbeholdet netop nu, når der er gang i udviklingen af EU’s militære projekt.
Når vi skal forholde os til EU’s militære projekt, så er der god grund til at se nærmere på, hvad der tales om i EU-systemet og i de toneangivende EU-lande. Vores egne EU-glade politikere vil gerne nedtone, hvad EU’s militære projekt drejer sig om, og de vil gerne give indtryk af, at det kun er et “samarbejde”, og at der aldrig bliver en EU-hær.
De EU-positive politikere fremhæver ofte, at vi ikke mister magt ved at afskaffe forsvarsforbeholdet, fordi beslutninger i øjeblikket træffes med enstemmighed inden for EU’s forsvarspolitik.
De samme partier, som netop fremhæver dette, havde dog et andet syn på suverænitetsafgivelse, da Danmark skulle ratificere Lissabon-traktaten. Dengang blev enstemmighed erstattet af flertalsafgørelser inden for en lang række områder, og på trods af det så mente de ikke, at der var tale om suverænitetsafgivelse med Lissabon-traktaten. De påstod, at suverænitetsafgivelsen sker, når et område overføres til EU.
Desværre har vi ikke en forfatningsdomstol i Danmark, som kan slå fast, hvornår suverænitetsafgivelsen sker, men én ting er sikkert: En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil føre til en glidebane, der kan flytte den danske suverænitet til EU inden for det forsvarspolitiske område.
Allerede nu flertalsafgørelser
Allerede nu er der enkelte områder, som berøres af Danmarks forsvarsforbehold, hvor EU træffer afgørelser med flertalsafgørelser. Det gælder:
TEU art. 41: Oprettelsen af en fond til hastefinansiering af civile og militære operationer. Selve de militære og civile missioner og operationer er dog fortsat underlagt enstemmighed, men for den finansielle forvaltning på området træffes beslutninger med flertalsafgørelser.
TEU art. 45: Det Europæiske Forsvarsagenturs opgaver: Jf. stk. 2 er Forsvarsagenturet åbent for alle medlemsstater, der ønsker at deltage. Statutten for Forsvarsagenturet samt hjemstedet og de nærmere bestemmelser for agenturets drift fastlægges med kvalificeret flertal.
TEU art. 46: Permanent struktureret samarbejde (PESCO): Etablering, medlemskab og fratagelse af medlemskab sker ved kvalificeret flertal. Øvrige beslutninger i regi af det permanent strukturerede samarbejde træffes, jf. TEU 46, stk. 6, med enstemmighed.
I EU’s strategiske kompas fra 21. marts 2022 tales der desuden om behov for mere fleksibilitet i forhold til beslutningsprocesser. For eksempel står der i det strategiske kompas side 14:
”More broadly, we must also strive for greater flexibility in our decision-making process, without compromising on political and financial solidarity”.
Som jeg ser det, er der en risiko for, at Danmarks vetoret inden for forsvarspolitikken helt eller delvis vil forsvinde over tid. Det kan desuden ske direkte eller indirekte. De EU-glade politikere har jo ikke ligefrem forsvaret vetoretten inden for andre områder, så hvorfor skulle vi stole på dem denne gang? De har jo ikke givet os en juridisk bindende garanti for, at forsvarspolitikken aldrig bliver overstatslig, eller at det danske folk får en ny folkeafstemning, hvis der stilles forslag om at gøre forsvarspolitikken overstatslig.
Derudover burde de jo faktisk forklare os, hvordan det kan være, at enkelte områder allerede er overstatslige. Der er stillet et spørgsmål i Europaudvalget om suverænitetsafgivelse, og dette bliver et vigtigt emne i debatten før folkeafstemningen. Jeg glæder mig til at høre, hvad justitsministeren svarer, men vi skal være klar til at svare igen.
Støtte til EU’s våbenindustri
Folkeafstemningen drejer sig selvfølgelig om meget mere end spørgsmålet om suverænitetsafgivelse. I lang tid har vi hørt på EU-glade danske politikere, der kaldte EU et fredsprojekt, men de politikere burde have dårlig smag i munden.
For at kunne tage stilling til, om EU er et fredsprojekt, så er vi nødt til at se på EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik samt den forsvarspolitik, som er under opbygning. Vi er nødt til at se på, hvordan EU’s adfærd er i forhold til fredsforhandlinger.
En vigtig del af EU’s militære projekt er en styrkelse af EU’s våbenindustrier. Det fremgår tydeligt, hvis man forholder sig til EU’s Forsvarsagentur, EU’s Forsvarsfond og EU’s strategiske kompas.
EU-kommissionen skriver følgende om Forsvarsfonden: ”Den Europæiske Forsvarsfond er Kommissionens vigtigste initiativ til at støtte fælles forskning i og udvikling af forsvarskapacitet med EU-budgettet. Under EU’s næste flerårige finansielle ramme (2021-2027) vil fonden yde finansiel støtte til konsortier af virksomheder fra forskellige medlemslande, der samarbejder om forsvarsforskning og udvikler forsvarsrelaterede produkter og teknologier. Fonden omfatter også mekanismer til at stimulere åbningen af leverandørkæder.”
Med Forsvarsfonden sendes cirka 60 milliarder skattekroner fra EU til en våbenindustri, der også sælger våben til regimer, der vedvarende krænker menneskerettighederne heriblandt diktaturstater. Saudi-Arabien er en af storkøberne af våben i EU på trods af regimets krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i forbindelse med krigen i Yemen, hvor der for få dage siden blev indgået en våbenhvile efter seks års blodig krig.
Danmark er med i EU’s Forsvarsfond
Danmark er dog allerede med i EU’s Forsvarsfond, fordi Danmarks regering og EU-eliten påstår, at fonden hører under forsknings- og industripolitik. Jeg mener, dette er lidt for kreativt, og hvis man læser EU’s strategiske kompas, så vil man også se, at Forsvarsfonden indgår i EU’s militære projekt. Efter et nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet bør vi derfor kræve, at Danmark udtræder af EU’s Forsvarsfond. Det vil give os en større besparelse, fordi Danmark frem til 2027 vil sende 1,9 milliarder skattekroner videre til EU’s Forsvarsfond og våbenindustrien.
En dansk afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil utvivlsomt føre til, at vi skal bruge endnu flere ressourcer på at støtte EU’s våbenindustri. På grund af forsvarsforbeholdet er vi heldigvis ikke med i EU’s Forsvarsagentur (the European Defence Agency). På Forsvarsagenturets hjemmeside kan man blandt andet læse: “The Defence sector (industry, clusters, research and technology organisations, academia, Ministries of Defence/Armed Forces) can access funding at European level.”
Et dansk nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet er dermed også et nej til, at vi skal sende endnu flere skattekroner til våbenvirksomheder, der skaber mere usikkerhed i verden. Jeg vil aldrig glemme, at den franske præsident Macron fortsatte med våbenhandel til Saudi-Arabien på trods af regimets krigsforbrydelser begået i Yemen og på trods af det bestialske drab af journalisten Jamal Khashoggi inde i Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.
Tyskland, der bryster sig af mere moral for handel med våben, har også tjent stort på krigen i Yemen. Danske medier har dog været meget dårlige til at dække, hvad der sker i Yemen, men det har længe været den største humanitære katastrofe i verden. Virksomheder i EU tjener således godt på andre menneskers lidelser, og det vilde er, at det sker med offentlig støtte gennem EU.
Opbygning af militære strukturer
EU’s militære projekt inkluderer også opbygningen af militære strukturer. EU’s råd besluttede allerede i år 2000 i Nice og på baggrund af tidligere beslutninger, at der skulle etableres permanente politiske og militære strukturer i EU.
EU har for eksempel en forløber til et militært hovedkvarter – The Military Planning and Conduct Capability (MPCC), et rådgivende organ The Military Staff of the European Union (EUMS), et organ for EU’s forsvarschefer – The Military Committee of the European Union (EUMC).
EU har også oprettet noget, der hedder kampgrupper, og i marts 2022 blev EU-toppen enige om, at EU skal have en udrykningsstyrke på 5.000 soldater. Danmark har på grund af forsvarsforbeholdet sagt nej til EU’s kampgrupper, og vi vil heller ikke være med i EU’s indsatsstyrke, hvis vi fastholder forsvarsforbeholdet.
Da Finland sagde ja til EU’s kampgrupper, valgte den finske rigsdag at afskaffe lovkravet om, at Finland kun kan deltage i militære operationer, hvis der foreligger et såkaldt FN-mandat, eller det er selvforsvar. Den nuværende EU-traktat stiller nemlig ikke krav om, at EU kun må udføre militære aktioner, hvis der er tale om selvforsvar eller foreligger et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.
Med FN-pagten fra 1945 fik verden for første gang i historien et generelt forbud mod krig. FN-pagtens krigsforbud er et forsøg på at forhindre, at verden ender i den rene junglelov. Men dette forbud er udfordret og ikke kun af krigen i Ukraine. Vestlige lande har også brudt FN-pagtens forbud mod krig, blandt andet ved invasionen i Irak.
Hvis et fremtidigt EU-militær også ender med at kunne udføre militære aktioner uden FN-mandat, så er der endnu større risiko for, at den globale retsorden falder fra hinanden. Det er en farlig udvikling, som Danmark aktivt bør vende sig imod. Vi bør derfor før folkeafstemningen den 1. juni forholde os til, at EU’s Lissabon-traktat ikke stiller krav om, at EU’s militære styrker kun må operere uden for EU, hvis der foreligger et FN-mandat.
Lissabon-traktaten nævner dog støtte til FN-pagtens principper flere steder, men kravet om FN-mandater for militære operationer nævnes ikke. Set i en større global sammenhæng er dette et afgørende problem.
Stærke kræfter ønsker en EU-hær
Danske EU-glade politikere afviser, at EU vil få en egen hær, men hvis vi hører, hvad der siges i EU-systemet og blandt de toneangivende lande i EU, så er det en helt anden melodi, der synges.
Allerede i år 2000 sagde EU-kommissionens daværende formand Romano Prodi: “If you don’t want to call it a European army, don’t call it a European army. You can call it ”Margaret”, you can call it ”Mary-Anne”, you can find any name…” (The Independent den 4. februar 2000).
Den nuværende EU-kommissionsforkvinde Ursula von der Leyen sagde i 2019, da hun var tysk forsvarsminister, at EU allerede er i gang med at udvikle en EU-hær.
Både den franske og tyske regering ønsker en EU-hær, og den franske præsident Macron kom i 2019 til at sige, at en sådan hær skal kunne bruges imod Kina, Rusland og sågar USA; Macron trak senere i land og sagde, at hæren ikke skulle kunne bruges mod USA, men det ændrer ikke ved, at der er stærke kræfter i EU, som ønsker, at EU skal have en egen hær. Når danske politikere siger, at EU aldrig får en hær, så er det altså ikke hugget i sten.
EU’s forstærkede militære samarbejde
Forsvarsforbeholdet betyder også, at Danmark ikke deltager i EU’s såkaldte forstærkede militære samarbejde – også kaldet PESCO (Permanent Structured Cooperation on security and defence).
Da PESCO blev etableret i 2017, udtalte EU-kommissionens daværende formand Jean-Claude Juncker: “The European Union already has the legal means at its disposal to move away from the current patchwork of bilateral and multilateral military cooperation to more efficient forms of defence integration. I am talking about permanent structured cooperation — the Sleeping Beauty of the Lisbon Treaty”.
25 af EU’s 27 medlemslande har sagt ja til EU’s forstærkede militære samarbejde. Jeg har svært ved at se ligheden mellem en smuk prinsesse og den militære union, som er under opbygning i EU. Formålet med PESCO er, at EU-landenes nationale forsvar skal integreres. Der er allerede søsat 60 projekter for eksempel om militær mobilitet, EuroArtillery, militære køretøjer og cybersamarbejde. De deltagende lande forpligter sig desuden til at bruge flere skattekroner inden for det militære område.
EU har i øvrigt ikke et forbud mod masseødelæggelsesvåben, og selv om det kan virke urealistisk lige nu at tænke sig, at de franske atomvåben bliver til EU’s, så vil jeg sige, at verden kan ændre sig, og hvad der er urealistisk i dag kan være realistisk i fremtiden.
New York Times skrev den 5. juli 2017 om en undersøgelse – iværksat af Tysklands parlament – der konkluderede, at det vil være lovligt, hvis EU eller Tyskland fik beskyttelse af atomvåben og betalte for det. Franske politikere har ved forskellige lejligheder talt om, at de franske atomvåben kunne blive til EU’s atomvåben. Det kan derfor på sigt blive et spørgsmål, man skal forholde sig til, når spørgsmålet om udviklingen af EU’s militære union bliver diskuteret. Og ja, jeg kan se, hvordan glødende EU-tilhængere vil love os, at det aldrig vil ske, men så må vi kræve af dem, at der laves en garanti imod EU-atomvåben og som minimum, at vi danskere får en folkeafstemning, hvis EU på et tidspunkt vil have egne masseødelæggelsesvåben.
En fredeligere verden
Folkebevægelsen mod EU har lavet en liste med 11 hovedargumenter imod en afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Du finder dem på hjemmesiden www.folkebevaegelsen.dk, og jeg vil varmt anbefale, at du også giver Folkebevægelsen mod EU en vælgererklæring. Folkebevægelsen mod EU vil få flere rettigheder i forhold til TV og radio, når bevægelsen er opstillingsberettiget.
I 2015 brugte de EU-positive parter ufine metoder i deres kamp for at få afskaffet retsforbeholdet. Denne gang ser det ud til at blive værre, så din indsats for et nej er meget vigtig. Vi skal dog huske, at vi altid er saglige og bygger vores argumentation på fakta. Vi har de bedste argumenter for et nej. Vi er faktisk allerede med i NATO, og hvorfor skal EU overhovedet have en militær dimension? Det vil utvivlsom koste mange penge, og det ser allerede nu ud til at skabe ufred i verden gennem støtten til våbenindustrien, der eksporterer våben til regimer, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Så hvis du vil en fredeligere verden og desuden er imod, at Danmark skal bruge en masse skattekroner på EU’s militære projekt, så stem nej den 1. juni!
Folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet er måske den mest alvorlige folkeafstemning i vores levetid.
Ja til forsvarsforbeholdet – nej til EU’s militære projekt!
Arbejdet med denne artikel er afsluttet den 4. april 2022. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, maj 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
