Et år senere
Den 1. juni skal danskerne stemme om, hvorvidt Danmark skal bevare sin undtagelse fra EU’s forsvarssamarbejde.
Hvad er konsekvenserne, hvis vi fjerner denne undtagelse? I denne artikel vil jeg se på, hvor EU bevæger sig hen lige nu. For det er et stærkt oprustet militært EU, vi i så fald bliver en del af. Og prisen bliver høj.
EU benytter chokdoktrinen igen
Den aktuelle situation trækker mange paralleller til det, der skete i juli 2020 med coronakrisen som bagtæppe. Gennem adskillige år havde EU været handlingslammet og splittet. Men coronakrisen skabte en choktilstand, som EU-lederne forstod at udnytte.
Det vedtagne EU-strategipapir lægger ikke skjul på… at de lande, der ønsker at gå forrest på det militære område, ikke må blive stoppet af fodslæbende lande.
I juli 2020 vedtog de på et historisk topmøde en lang række tiltag, “der for blot nogle måneder siden ikke havde nogen gang på Jorden”, men “som vil betyde et kvantespring i retning af føderal forbundsstat.” (Se artikel i Magasinet Arbejderen nummer 4, september 2020).
Læs også
Det drejede sig om vedtagelsen af en genopretningsfond med 750 milliarder euro, fælles gældsstiftelse, de første skridt i retning af egne EU-skatter samt afsættelse af betydelige midler til EU-militæret.
Nu står vi så ret præcist to år efter. Og igen er der en choktilstand, som kan udnyttes. Nemlig Ukraine-krigen. Og straks kommer reaktionen.
I det såkaldte “strategiske kompas for sikkerhed og forsvar”, som blev besluttet på topmødet 21. marts 2022, kan man tydeligt læse, hvad der er EU’s ambitioner. Jeg citerer:
“I denne ekstremt konfrontatoriske orden skal EU og dets medlemsstater investere flere midler i deres sikkerhed og forsvar, så de kan være en stærkere politisk aktør og sikkerhedsaktør. På trods af de fremskridt, vi har gjort i de seneste år, er der stor risiko for at blive overhalet af vores konkurrenter: Der er stadig langt igen, før EU kan gøre sig gældende geopolitisk. Det er grunden til, at vi er nødt til at tage et kvantespring frem (min fremhævning) for at kunne skabe en stærkere og mere duelig Europæisk Union, der fungerer som garant for sikkerheden.”
Samtidig bliver det gjort helt klart, at denne militære opbygning sker i et nært strategisk samarbejde med USA og NATO. Jeg citerer:
“Et stærkere og mere kompetent EU på sikkerheds- og forsvarsområdet vil bidrage positivt til global og transatlantisk sikkerhed og er et supplement til NATO (min fremhævning), der fortsat udgør grundlaget for dets medlemmers kollektive forsvar.”
“I denne sammenhæng er USA fortsat EU’s mest trofaste og vigtigste internationale strategiske partner og er en global magt, der bidrager til fred, sikkerhed, stabilitet og demokrati på vores kontinent (min fremhævning).”
Hvis der var nogle, der gik og håbede på, at EU ville se sig selv som et modstykke til USA-imperialismen, så er den drøm i hvert fald skudt ned nu.
Hvorfor læner EU sig op ad USA?
Nogle vil måske undre sig over, hvorfor EU tager denne stilling netop nu. USA er i dyb krise, frem for alt økonomisk. Hvorfor koble sig strategisk op til en falleret supermagt?
Men det har en simpel forklaring. Det er nemlig i EU-monopolernes egne imperialistiske interesser lige nu at gøre det. De har ventet på, at der skulle blive “hul igennem” i forhold til at køre frem med de militære ambitioner. Og den chance kom nu ved at udnytte Ukraine-krigen.
Når de erklærer, at oprustningen sker i et strategisk samarbejde med NATO/USA, så opnår de den konsensus internt i EU, der skal til for at få et gennembrud. Fokus er hele tiden på at komme fremad med den politiske og militære supermagt. Det er vigtigt at forstå. Senere hen kan man altid tage en anden stilling, hvis det gavner de europæiske monopolers interesser.
Det er også centralt at få forstærket den fransk-tyske akse, som allerede var i aktion i forbindelse med coronapakken i foråret 2020. Tyskland har taget et afgørende brud med sin udenrigspolitiske linje siden Anden Verdenskrig. Nu melder Tyskland sig klar til omfattende oprustning og offensiv, herunder klar til at levere militær til lande i krig. Tyskland og Frankrig trækker igen på samme hammel.
EU har globale interesser
Ukraine-krigen er den anledning, der bliver brugt til at “åbne det politiske vindue”. Men når man læser Det strategiske Kompas, bliver det krystalklart, at de militære muskler skal bruges overalt i verden.
Vi kommer hele vejen rundt og får præsenteret EU’s interesser globalt. Allerede i 2014 blev Afrika udpeget som et strategisk område for EU. Det gentages her i marts 2022: “Afrikas fremtid er af strategisk betydning for EU. Det afrikanske kontinent har som følge af sin økonomiske og demografiske vækst et betydeligt potentiale.”
Og om regionen nær Kina: “Der er opstået et nyt centrum for den globale konkurrence i den indopacifiske region, hvor geopolitiske spændinger bringer den regelbaserede orden i regionen i fare og lægger pres på de globale forsyningskæder. EU har en afgørende geopolitisk og økonomisk interesse i stabilitet og sikkerhed i regionen. Vi vil derfor beskytte vores interesser i regionen” (min fremhævning).
Det fremgår også af Det strategiske Kompas, at EU nu har vedtaget en musketer-ed: “Siden 2016 har vi arbejdet mere ihærdigt på at styrke EU’s rolle inden for sikkerhed og forsvar, men vi erkender, at et nyt strategisk landskab toner frem, som kræver, at vi … udviser gensidig bistand og solidaritet i tilfælde af aggression over for en af os (min fremhævning).”
Ligeledes kan vi læse, at EU er klar til at gå solo i en militær aktion: “Den seneste tids geopolitiske forandringer er en påmindelse til os om, at EU er nødt til her og nu at tage større ansvar for sin egen sikkerhed ved at handle i og uden for sit naboområde med partnere, når det er muligt, og alene, når det er nødvendigt … Dette strategiske kompas vil styrke EU’s strategiske autonomi (min fremhævning).”
Vetoret under udfasning
Det vedtagne EU-strategipapir lægger ikke skjul på, at det skal sikres, at de lande, der ønsker at gå forrest på det militære område, ikke må blive stoppet af fodslæbende lande. Det præciseres, at lande kan afstå fra at stemme om beslutninger inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik:
“Mere generelt må vi også arbejde for større fleksibilitet i vores beslutningsproces (min fremhævning) uden at gå på kompromis med den politiske og finansielle solidaritet. Vi vil derfor udnytte det potentiale, der findes i EU-traktaterne, herunder konstruktiv afståelse (min fremhævning).”
Hvis vi kaster et blik på EUR-Lex,(der er et slags hjælpeleksikon til at forstå EU’s traktat), så finder vi, at et land, der benytter sig af “konstruktiv afståelse”, kan undgå selv at skulle anvende afgørelsen, men landet “skal acceptere, at afgørelsen forpligter EU.”
Prisen bliver høj
Hvad der imidlertid står 100 procent klart er, at Danmark bliver forpligtiget til at betale for det militære gilde. Overalt i strategipapiret tales der om “den politiske og finansielle solidaritet.” Selvom det stadig er lidt utydeligt, hvordan det mere præcist vil ske, så kan man næppe være i tvivl om, at oprustningen skal være en del af EU’s fælles udgifter.
Blot et par citater med mine fremhævninger:
“Vi vil derfor øge vores forsvarsudgifter betydeligt med en væsentlig andel til investeringer … Vi vil sikre en koordineret og samarbejdsbaseret europæisk tilgang til sådanne øgede udgifter på medlemsstats- og EU-plan for at maksimere resultaterne.”
“Vi vil yderligere styrke samarbejdet og kapaciteterne, så forsvarsindustrielt samarbejde i EU bliver normen. Dette vil maksimere potentialet i EU’s bredere finansielle redskaber til at støtte medlemsstaternes forsvarssamarbejde fra udformning til indkøb. Det betyder også, at vi bør være rede til at matche det øgede ambitionsniveau på EU-plan med tilstrækkelig finansiel vægt til Den Europæiske Forsvarsfond på lang sigt.“
Så man kan i realiteten sige, at det “nationale kompromis”, som forligspartierne vedtog, der indebærer en øgning af udgifterne til militær med 18 milliarder kroner årligt, er en forsmag på, hvordan virkeligheden kommer til at se ud, hvis vi afgiver vores forsvarsforbehold. Der er kun én vinder, hvis dette sker: nemlig våbenindustrien.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, maj 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
