Mindretal af modstand
En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for systematisk chikane.
En chikane, som de selv og en ekspert mener, er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne.
Chikanen består dels af hademails og grovheder på de sociale medier, dels af artikler skrevet af politikere som Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA). De to har blandt andet fremført personlige beskyldninger mod forskere og blandt andet kaldt en forsker “enøjet”. Også en folketingsdebat, hvor forskere kritiseres for at være uvidenskabelige og aktivistiske, og hvor en række forskere nævnes ved navn, opfattes af forskerne som chikane.
Morten Messerschmidt og Henrik Dahl bærer et tungt medansvar for, at forskere gøres til hadeobjekter og udsættes for chikane og handlinger, der hører hjemme under straffeloven.
Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet
Flere forskere fortæller i fagbladet Forskerforum, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det, og chikanen har også ført til tilbageholdenhed med at offentliggøre forskningsresultater i medierne, forlyder det.
En af de forskere, der efter grundige overvejelser stiller sig frem, er Rikke Andreassen. Hun er professor på Roskilde Universitet, hvor hun forsker i medier med fokus på køn, magt og mangfoldighed.
Ifølge Forskerforum har Rikke Andreassen gennem store dele af sin karriere været udsat for hademails og trusler. Hun har også haft en stalker, som chikanerede og truede hende, blandt andet på grund af hendes forskning og forskningsformidling. Stalkeren endte i 2021 med at få et polititilhold.
Højrepolitikere starter kritik
Mens stalkingsagen foregik i retssystemet, indledte folketingspolitikerne Henrik Dahl og Morten Messerschmidt en kraftig kritik af køns- og migrationsforskning, som de kalder pseudoforskning. I kritikken blev Rikke Andreassens og en kollegas forskningsartikel brugt som eksempel.
Morten Messerschmidt har senere forklaret til Forskerforum, at han er ærgerlig over, at hans “legitime interesse” i de navngivne forskeres arbejde bliver opfattet som chikane. Han tager afstand fra chikanen for i samme moment at devaluere Rikke Andreassens arbejde med ordene: “Jeg tillader mig at råbe vagt i gevær, når nogle ude i det offentlige fortæller mig, at de sidder og skriver fristil om noget, de har oplevet.”
Professor: højrepopulistisk forskningsrindalisme
Heine Andersen er professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”. Han fortæller til Forskerforum, at han har kendskab til flere sager, hvor fremgangsmåden har været den samme. Det er derfor hans indtryk, at der kører en systematisk kampagne drevet i et samspil mellem politikere og bloggere, der befinder sig på den politiske højrefløj.
– Strategien synes at være at forsøge at skabe et billede af, at praksisudvalgene ikke kan håndtere sagerne og lader tingene sejle, så de kan tage det op i Folketinget. Jeg mener, det skal forstås som et rent politisk fænomen, udtaler Heine Andersen.
Han ser det som “endnu et udslag af den højrepopulistiske forskningsrindalisme, som har udviklet sig de seneste par år”, og han tilføjer:
– Morten Messerschmidt og Henrik Dahl bærer et tungt medansvar for, at forskere gøres til hadeobjekter og udsættes for chikane og handlinger, der hører hjemme under straffeloven. De gør det i jagten på stemmer ved at opildne og udnytte strømninger i befolkningen og blandt nogle få intellektuelle.
Heine Andersen mener, at de nævnte politikere med deres strategi forsøger at få indført mere autoritær styring fra toppen af indholdet i forskningen, både direkte fra staten og via universiteternes ledelse. De ønsker et system med politisk udpegede medlemmer udpeget af ministeren med mere vidtgående beføjelser end i dag til at vurdere kvaliteten og censurere forskningen.
– Det er virkelig skræmmende, siger Heine Andersen.
Hvor står forskningsministeren?
Henrik Dahl har blandt andet argumenteret for, at Rikke Andreassen og andre forskere har været aktivistiske og politiserende, når forskningen har haft som erklæret mål at fremme ligestilling.
Debatten har også bragt forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på banen, og hun har således sagt, at der er grund til som politiker at være på vagt over for nogle forskeres politisering og aktivisme. Hun udtalte sig således i marts 2021 til Kristeligt Dagblad:
– Hvis vi politikere ikke skal blande os, så skal de (forskerne) heller ikke bedrive aktivisme og politik med deres forskning.
Læs også
Ane Halsboe-Jørgensen blev efterfølgende bedt af studentermediet U. om at komme med et eksempel på, at der forekommer forskningsprojekter med “overdrevet aktivisme” og “manglende forskningskvalitet” på et af landets universiteter. Hun svarede, at hun ikke havde forudsætninger for at vurdere, om der var sådanne eksempler, og tilføjede:
– Jeg siger hverken, “det har vi intet af”, eller “det kender jeg masser af”.
Politik forklædt som videnskab!
Henrik Dahl og Morten Messerschmidt rejste i maj 2021 en forespørgselsdebat i Folketinget på baggrund af deres kritik, og i forlængelse heraf fremsatte de sammen med politikere fra Socialdemokratiet, Venstre, Nye Borgerlige, de Konservative og Kristendemokraterne et lovforslag med krav om mere kontrol med forskningen.
Den 1. juni vedtog et stort flertal i Folketinget, herunder forskningsministeren, en tekst, der blandt andet lyder:
“Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”
262 forskere forsøgte efterfølgende at få forsvarsministeren i tale om kritikken via et debatindlæg i Politiken. Michael Nebeling Petersen, én af initiativtagerne til debatindlægget og talsperson for forskerne, udtalte sådan til Politiken:
– Vi er dybt bekymrede over den stigende mistænkeliggørelse af vores forskning, vi ser fra enkelte politikerne og nu også fra uddannelses- og forskningsministerens parti, Socialdemokratiet, der tilsyneladende køber Dahls og Messerschmidts præmis, at der er problemer med vores forskning. Det mener vi ikke, der er. Og hvis der var, ville det være rimeligt, at vi fik det at vide på et ordentligt grundlag i stedet for at blive hængt ud på løse påstande i medierne og fra Folketingets talerstol.
Rikke Andreassen sagde i maj i år til Forskerforum om chikanerne, hvor hun også hentyder til kritikken af hende i Folketinget:
– Den chikane, jeg har oplevet det sidste års tid, overgår det meste af, hvad jeg ellers har oplevet, fordi det sker på så højt politisk niveau.
Hun tilføjer, at hun oplever at være en brik i et større politisk spil, som ikke handler om hende og hendes forskning, men er et større angreb på forskningsområder, hvis resultater de nævnte politikere ikke bryder sig om.
Ikke kun et dansk fænomen
Politikere, der rejser kritik af forskning i køn og hudfarve, foregår også i andre lande end Danmark. Eksempelvis har den franske forskningsminister rejst spørgsmål i det franske parlament om “kritiske” forskningsprojekter, og i Ungarn har politikerne lukket ned for kønsforskning.
Pernille Weiss, der er medlem af EU-parlamentet for de Konservative, skriver i februar i år i en kommentar i Ræson, at politikere fra en del lande i EU aktuelt lader sig friste til “at score point ved højlydt udskamning af kritisable, men også niche-forskningsprojekter”.
Hun skirver videre:
“Det virker ærligt talt, som om der generelt mangler kulturpolitisk stamina og tillid til, at universiteterne godt selv kan finde ud af at sortere ud i de få vildskud, som fri forskning har det med at producere.”
Beskyldninger om uvidenskabeligt arbejde
Henrik Dahl beskyldte i januar i år i Jyllands-Posten Rikke Andreassen og andre navngivne forskere for at anvende en forskningsmetode, som er “uvidenskabelig”. Samme kritik hagler ned over bestemte forskningsmiljøer, som beskæftiger sig med temaer inden for områderne køn og racialisering.
Den metode, som forskerne anvender, og som Henrik Dahl kritiserer, benævnes i artiklen “den autoetnografiske metode”. Metoden har i årtier været anerkendt og brugt i dansk og international forskning inden for samfundsvidenskaberne og humaniora.
Det er ikke nyt, at debattører kalder en bestemt forskningsmetode uvidenskabelig, heller ikke blandt forskere. Der findes blandt andet derfor på alle landets forskningsinstitutter bedømmelsesinstanser, som sikrer, at den udførte forskning har den nødvendige kvalitet.
Når Henrik Dahl nu ikke kan lide den autoetnografiske forskningsmetode og kalder den “uvidenskabelig”, kunne han have valgt generelt at kritisere alle de forskere og studier i ind- og udland, som bruger den, men det gør han ikke. I stedet for holder han sig til at kritisere den forskning, som anvender metoden på nogle bestemte temaer, som er politisk kontroversielle, nemlig køn og racialisering.
Må forskning være aktivistisk?
Henrik Dahl kritiserer også Rikke Andreassen og en række andre forskere for at være aktivistiske, når de i studier introducerer og undersøger effekten af tiltag på konkrete områder, som skal skabe bedre forhold for mennesker med bestemte køn eller etnisk herkomst. Han kalder dette for aktivisme og afviser, at aktiviteter, som indeholder aktivisme, kan være forskning.
Asbjørn Steglich-Petersen er professor ved Aarhus Universitet og forsker blandt andet i videnskabsteori. Han fortæller på studenteravisen Delfin, at det, at forskning er aktivistisk, ikke i sig selv er videnskabeligt diskvalificerende. Han forklarer:
– Vi kan sammenligne det med lægevidenskab. Hvis man kan tale om, at lægevidenskaben har et mål, er det vel at gøre os i stand til at finde, behandle og forebygge sygdomme og andre problematiske tilstande i den menneskelige organisme, med den baggrundsantagelse at disse tilstande faktisk findes.
Han konstaterer, at lægevidenskab altså heller ikke kan opfattes som en værdineutral og uhildet aktivitet. Han tilføjer:
– En grad af aktivisme er en vigtig motivation for forskning: Hvordan skulle vi vælge, hvilke forskningsspørgsmål vi skal beskæftige os med, hvis vi ikke havde nogle bestemte interesser og værdier, som vi gerne ville fremme?
Skal forskning være upolitisk?
Henrik Dahls kritik handler også om, at bestemte forskere, som forsker i køn og racialisering, tager udgangspunkt i bestemte politiske holdninger.
Asbjørn Steglich-Petersen fortæller, at en del fænomener såsom sexisme og racisme i sig selv delvist er normative i den forstand, at de ikke kan identificeres uden en negativ normativ vurdering. Dette kan let medføre, at forskerne kommer til at stå i en holdningsmæssig konflikt med politikere, der har en anden normativ holdning, for eksempel til hvornår noget tæller som racisme.
– Men det er ikke realistisk at udrydde værdidomme fra videnskaberne, selvom de undertiden kan give anledning til svære diskussioner, siger han og forklarer, at dette skyldes, at mange begreber i forskellige videnskabsgrene er utvetydigt værdiladede, siger den aarhusianske professor og fortsætter:
– Økonomien beskæftiger sig med rationelle økonomiske agenters valg. Og når lægevidenskaben udnævner tilstande i kroppen til sygdomme, bevæger man sig ligeledes ud over den neutrale beskrivelse.
Forskning og handling hører sammen
NetavisNord har i oktober 2021 interviewet Henrik Halkier, som er dekan for det humanistiske fakultet på Aalborg Universitet.
Dekanen blev spurgt, om han frygter, at folketingsbeslutningen fra maj 2021 kan føre til, at forskning ikke må blive efterfulgt af forslag til aktiv handling. Han svarede:
– Det ville i så fald være en katastrofe for et universitet som vores, der som motto har “Viden for verden”. Hele Aalborg Universitets fundament hviler på, at vi bidrager med viden til lokalsamfundet.
Frygter yderligere angreb på forskningsfriheden
Andreas Beck Holm er lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Han fortæller, at chikanerne og folketingsbeslutningen allerede har medført selvcensur på universiteterne, som især rammer kvinderne, fordi de er flest inden for kønsforskningen.
Han forklarer, at effekten bliver forstærket af, at der er så få penge i forskning generelt og i humanistisk forskning i særdeleshed. Dette viser sig blandt andet ved, at især yngre forskere i midlertidige ansættelser føler sig presset til at gå stille med dørene, forklarer han.
– Hvis hensigten med debatten er at intimidere forskerne for at få dem til ikke at modsige politikerne, er det derfor allerede lykkedes, mener Andreas Beck Holm.
Han frygter, at den indførte disciplinering vil bliver fulgt op af indgreb i forskningsfriheden.
Hvem forsvarer forskningen?
I et indlæg i Berlingske skriver Henrik Dahl, at han “ikke så sjældent” af forskere bliver skudt i skoene, at han vil bestemme over forskningen og i den forstand optræder autoritært.
“Jeg indrømmer blankt, at jeg har en grænse: De midler, Folketinget bevilger universiteterne, skal anvendes til deres formål. Er de afsat til videnskab, skal de bruges til videnskab. Ikke alt muligt andet.”
Og Henrik Dahl fortsætter:
“Som politiker er jeg hverken mere eller mindre autoritær end Statsrevisorerne. Det tilsynsførende organ, Folketinget har sat til at forholde sig politisk til, hvad Rigsrevisionen når frem til af konklusioner. Deres grænse ligger også ved, at penge skal bruges til det formål, de er bevilget.”
Henrik Dahl opfordrer de, der “smider med sten”, til at “studere deres eget glashus”.
“Forskere kan i værste tilfælde være langt mere autoritære og udemokratiske, end nogen politikere nogensinde kan regne med at slippe afsted med.”
Læs også
Arbejderen mener
Hvorfra er det lige, at den frie forskning trues?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
