Mindretal af modstand
Jeg kan kun være enig. Det er så vigtigt at råbe højt om, at kapitalen aldrig bliver ‘grøn’, hvis profit altid er målet.
Log ind for at svareDen femte rapport fra FN’s Klimapanel, IPCC, udkom i 2014. Med den kom et gennembrud for den brede erkendelse af klimaets krise. Folkelige bevægelser fik med demonstrationer og krav til politikerne sat den grønne omstilling på dagsordenen og gjorde det danske valg 2019 til et klimavalg. Men med konflikten om Ukraine, der her i 2022 mundede ud i Ruslands invasion i landet, blev vi på ubehagelig måde erindret om en anden eksistentiel trussel, vi har hængende over hovedet, nemlig atomkrig.
Der er et påtrængende behov for at oplyse om atomkrigens konsekvenser. At atomvinter hører til disse, må frem i bevidstheden i dag.
Vi står således over for ikke en, men to menneskeskabte eksistentielle kriser på en gang. Hvad betyder denne nye situation, og hvilke krav stiller den til de, der ikke bare vil flyde passivt med tidens strøm? Dette bidrag støtter sig primært på en artikel af den amerikanske marxist John Bellamy Foster (JBF), publiceret i maj-nummeret af tidsskriftet Monthly Review.
Fællesnævner: forurening af atmosfæren
Der er ligheder og forskelle mellem de to kriser. Begge er udslag af det fremherskende kapitalistiske system gennem dets relationer til naturen henholdsvis de relationer, det skaber mellem nationer. Begge kriser formidles geofysisk gennem menneskelig påvirkning af den atmosfære, der deles af alle lande, have og kontinenter. De to krisers dynamik er derimod helt modsat.
Klimakrisen, knyttet til den kapitalistiske produktions stigende energibehov, har udviklet sig i takt hermed over et par århundreder. Den kan i princippet, og delvist, sættes på stop under sin udvikling.
Den anden krise, knyttet til den aggressive konkurrence mellem kapitalistiske lande og deraf følgende militarisering med ophobning af a-våben, igangsættes momentant gennem tryk på en knap eller endda ved en fejl. Den udvikler sig meget hurtigt og er ustoppelig.
Kapitalismens DNA og os
Om klimakrisen skal der her ikke siges meget. Som nævnt kan den i princippet sættes på standby undervejs. Det kan gøres ved radikalt at mindske emissionen til atmosfæren af de drivhusgasser, som er årsag til den, først og fremmest CO2.
I de 35+ år, der har været advaret om problemet, er emissionen som bekendt bare steget og steget. Det ligger ikke i kapitalismens DNA at tilsidesætte driften mod maksimal profit for at redde mennesker. Det utilstrækkelige, der er gjort og gøres, er det, der er forligeligt med markedets principper.
Med hensyn til atomkrigsfaren er der i dag et behov for at (gen)opbygge en viden om, hvad den indebærer, hvilket behov også søges varetaget her. Forstavelsen “gen” hænger sammen med, at mange lidt ældre vil erindre diskussionen om begrebet “atomvinter”, en debat som spillede en væsentlig rolle i 1980’erne, men nu synes glemt.
Våbenkapløb
Amerikanernes sprængning af en a-bombe i 1945 over Hiroshima gjorde et voldsomt indtryk verden over gennem våbnets overvældende ødelæggelsesevne.
A-våbnet placerede USA som verdens stærkeste militærmagt, en placering som landet på ingen måde har villet give afkald på siden. Et vildt a-våbenkapløb startede, hvor primært Sovjetunionen, men også en række andre lande efterhånden opbyggede lagre af a-våben og udviklede dertilhørende systemer for affyring fra vand, land eller i luften.
I dag er arsenalet frygtindgydende. Ifølge det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI er der i verden i alt cirka 13.000 styk kernevåben, flest hos russerne og lidt færre hos amerikanerne. Resten er fordelt over syv andre lande.
Mere end 3000 af disse kernevåben er klar til øjeblikkelig indsats. Sprængkraften af kernevåben går fra nogle tons TNT (“taktiske” atomvåben, som endog kan være små nok til at affyres med bærbart udstyr) og opefter. De mindste A-våben svarer i styrke til de største konventionelle bomber, der blev nedkastet under Anden Verdenskrig. Hiroshimabomben var på 15 tusind tons TNT. Sovjet fremstillede en brintbombe på 50 millioner tons TNT. TNT er betegnelsen for et konventionelt sprængstof, trotyl.
Kernevåbnene bliver “moderniseret” med passende mellemrum. Det amerikanske tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientist har afsløret, at det amerikanske militær har bestilt 600 nye atommissiler hos våbenleverandøren Northrop Grumman. Sprængkraften af hver bombe angives til 300 tusind tons TNT (20 gange Hiroshimabomben). Rækkevidden bliver på mere end 10.000 kilometer og den samlede pris 600 milliarder kroner.
Atomvinteren skyldes støv
Med sprængningen af et kernevåben over en by dræbes et uhyrligt antal mennesker. Det skyldes ikke bare selve eksplosionen eller den radioaktive stråling. Den enorme hede igangsætter omfattende fladebrande og ildstorme som de, der opstod ved bombardementerne af Dresden og Hamborg under Anden Verdenskrig. Det medfører døden for en meget stor del af ofrene.
Uanset omfanget af død og ødelæggelse, er de nævnte virkninger ikke en eksistentiel fare for menneskeheden. En sådan fare er derimod knyttet til de enorme mængder støv og sod, der med ildsøjlen når helt op i stratosfæren. Hvis over et hundrede sådanne fladebrande antændes i en atomkrig, hvilket kun kræver en brøkdel af det ophobede arsenal, vil forureningen af stratosfæren føre til en klimaændring med temperaturfald ved jordoverfladen en del større end temperaturfaldet ved sidste istid, som var fem grader C. Resultatet er en “atomvinter”.
Temperaturfaldet skyldes, at en større del af indstrålingen fra solen reflekteres tilbage til verdensrummet af støvet. Dette fører til global afkøling. Ændringerne i stratosfærens fysiske forhold betyder samtidig øget nedbrydning af ozonlaget.
Klimakollaps og hungersnød
Ved jorden bliver der tusmørke i et eller flere år. Lyset, der når ned til jordoverfladen, vil have et øget og for levende organismer skadeligt niveau af ultraviolet lys. Årsagen er det mindre indhold af ozon i stratosfæren. Jordens økosystemer rammes hårdt. Resultatet er misvækst og omfattende hungersnød. Herved kan dræbes milliarder af mennesker – og ikke hundreder millioner af mennesker – som ved den direkte virkning af kerneeksplosionerne.
De beregninger, der ligger til grund for ovenstående, blev udført af amerikanske såvel som sovjetiske videnskabsmænd og publiceret i årene 1983-85. Nyere beregninger har kun bekræftet dem. Således er det fundet, at alene en krig mellem de to atomvåbennationer Indien og Pakistan med affyring af 115 bomber af hiroshimastyrke ville føre til et fald i den gennemsnitlige globale regnmængde på 10 procent. Fødevareproduktionen ville reduceres med 20 til 40 procent. Reduktionen af ozonlaget ville betyde, at man kunne få alvorlige forbrændinger ved ganske kort tids ophold i solen.
Dødelig strategi
Hvorledes kan der opstå en militærstrategi, der som konsekvens kan have udryddelse af milliarder af mennesker, hvoraf de fleste vil bo i lande, der ikke deltager i krigen?
Til forståelse af dette giver John Bellamy Foster (JBF) et indblik i udviklingen i USA’s strategiske tænkning siden Anden Verdenskrig. Denne tager udgangspunkt i begrebet afskrækkelse (engelsk: deterrence) – ikke noget nyt i militær tænkning. En eventuel fjende skal overbevises om, at et angreb vil få ubærlige konsekvenser for angriberen selv.
I de første år efter 1945, hvor kun USA besad det nye supervåben, var afskrækkelsen i top og landets overlegenhed urokket. Men, som enhver kunne sige sig selv, førte situationen til, at Sovjetunionen startede udviklingen af sine egne atomvåben. Omkring 1960 havde Sovjet indhentet USA.
Herefter indtrådte en tilstand af gensidig sikret ødelæggelse, forkortet til MAD (Mutual Assured Destruction). Det er en form for ligevægt, der skal afskrække begge parterne fra angreb. Det betyder ikke, at risiko for krig og udslettelse er væk. For eksempel kan den igangsættes af en menneskelig eller teknisk fejl, hvad der også har været tilløb til.
First strike
Der er et vist sygt rationale i MAD; men at befinde sig i ligevægt med USSR har ikke tilfredsstillet den amerikanske monopolkapitals og topledelses forestilling om USA’s særlige rolle i verden. Strategien har frem til i dag udviklet sig videre over forskellige stadier, som JBF gør nærmere rede for.
Efter MAD har målet været – og det er det fortsat – at opnå overlegenhed ved at være i stand til at minimere Sovjets/Ruslands mulighed for at svare igen på et angreb fra USA. Strategien bygger på muligheden for et “first strike” (første slag), et overraskelsesangreb der på en gang tilintetgør så vidt muligt alle sovjetiske/russiske raketramper, siloer og så videre, hvor disse våben står klar til affyring. Herved afskæres muligheden for gensvar.
Strategi for ustabilitet
Denne strategi medfører hele tiden nye udfordringer, da modstanderen klart nok reagerer ved at bevare sin mulighed for at slå til, også efter et first strike – eller endog selv prøver at udvikle en sådan kapacitet.
Således udviklede først USA, siden Sovjet, atomubåde, der er på evig march i verdenshavene, og som kan affyre atomraketter. USA har udviklet antimissilmissiler, som kan nedskyde de sovjetiske/russiske raketter, der undgår “first strike” og så videre og så videre.
Sidste skud på stammen er russiske og kinesisk udviklede hypersoniske missiler, der kan manøvrere uden om eventuelle antimissilmissiler. Alt i alt medfører det urimelige amerikanske ønske om global overlegenhed et hasarderet og uhyre kostbart, livsfarligt kapløb, der ikke desto mindre nyder fuld opbakning af landene i NATO-pagten, herunder af vores eget ikke mere så fredselskende land.
Det er værd at understrege med en meget tyk streg, at når Mette Frederiksen siger, at der ikke må være et A4-ark mellem os og USA, så er det en total godkendelse af landets globale leder-anmasselse og dødelige atomstrategi.
Atomstrategien og en ledsagende konventionel oprustning af NATO, der også kræves af USA, bortøder afgørende ressourcer, der kunne sikre en hurtig og effektiv grøn omstilling samt udrydde sult i verden. På denne måde blokerer opbygningen af den ene menneskeskabte, eksistentielle trussel (atomkrig – atomvinter) løsningen af den anden menneskeskabte, eksistentielle trussel (klimaforandringer). Begge trusler er blomster fra kapitalismens have. De kan begge i princippet afvendes af mennesker, men uret tikker.
Forskere advarer
Politikernes og militærets stræben efter at opnå magt gennem atomvåben har ikke stået alene på dagsordenen. Selv blandt de videnskabsmænd, der udviklede våbnet, opstod dybe betænkeligheder.
Niels Bohr advarede allerede i 1944 mod “de forfærdende udsigter” for et atomvåbenkapløb. J. Robert Oppenheimer, lederen af bombeprojektet i USA og ofte benævnt “atombombens fader”, udtrykte senere moralske skrupler over atomprojektet og kom i søgelyset hos FBI.
Også Albert Einstein advarede (sammen med Bernhard Russell) mod brug af atomvåben i et manifest i 1955.
Folket protesterer
Den folkelige reaktion slog igennem med de engelske atomvåbenmodstanderes marcher fra London til et forskningscenter i Aldermaston i 1958 og nogle år frem.
Marcherne blev fulgt op i andre lande, herhjemme i påskemarcherne fra 1960. De havde stor betydning for, at Danmark blev erklæret atomvåbenfrit. Disse bevægelser “fra neden” har i dag deres sidestykke på klimaområdet med klimabevægelserne.
Antagelig har atomprotesterne også haft stor betydning for, at der i 1970’erne kunne indgås de første traktater i FN med forskellige begrænsninger, for eksempel vedrørende prøvesprængninger og en første SALT-aftale om begrænsninger af atomarsenalerne (Strategic Arms Limitation Talks), en aftale direkte mellem USA og Sovjetunionen.
Forskerne advarer igen
Lidt ind i 1980’erne kom forskere igen på tværs af atomstrategerne. Ved at udføre computersimuleringer af et atomangrebs virkning på atmosfæren viste de, at en krig med kernevåben kunne medføre en kraftig sænkning af den globale temperatur, også kaldet en atomvinter.
De første beregninger fra 1982 blev fulgt op af flere, også i Sovjetunionen, her bakket op af det sovjetiske videnskabsakademi. De forskellige beregninger nåede stort set til samme resultat. Konferencer og møder, der inddrog forskere fra både øst og vest, blev afholdt, blandt andet i Pugwash i Canada og i Vatikanet.
Den amerikanske ledelse havde imidlertid et andet projekt på beddingen, nemlig opstilling af kortrækkende atomraketter af typen Pershing II i blandt andet Tyskland. Opstillingen begyndte i 1983. Disse raketter er et effektivt middel for et first strike samt et svar på Sovjets opstilling af lignende SS-22-raketter i Østeuropa.
Også her gik folkene i flere vesteuropæiske lande på gaden i store demonstrationer. I Bonn i Tyskland deltog en halv million mennesker. Protesterne forhindrede ikke opstillingen af Pershing-raketterne, men var uden tvivl med til at opbygge det pres, der i 1991 førte til START-1-aftalen om begrænsning af mængden af kernevåben.
I dag gælder new START-aftalen, der begrænser hver parts operationsklare atombomber til 1550. Beregningerne har vist, at denne mængde langt overstiger, hvad der skal til for at fremkalde atomvinter. Der er ikke begrænsning på antallet af bomber “på lager”. Risiko for atomvinter er på ingen måde aflyst.
Forskerne affejes
Forskernes meldinger angående atomvinter kom stærkt på tværs af den amerikanske strategi, og de blev af ledende personer og presse i USA afvist som fejlagtige eller i det mindste stærkt overdrevne.
At ubekvemme forskningsresultater affejes er noget, vi så udmærket kender fra klimaområdet. En anden parallel mellem de to krisesituationer er den store betydning af sammenspillet mellem ansvarlige forskere på den ene side og folkelige protester på den anden. Men også en tredje faktor skal nævnes, nemlig FN. Denne organisation har været et betydningsfuldt forum for forsøget på at begrænse atomvåben, sidst med traktaten om forbud mod atomvåben fra 2017, som S-regeringen i parentes bemærket ikke vil underskrive.
I klimasammenhængen har FN vist sig helt uundværlig gennem vedtagelsen af en klimakonvention om mindskelse af udledning af drivhusgasser, etablering af et autoritativt forskerpanel IPCC og gennem de årlige COP-møder, hvor landene skal gøre rede for deres indsats på området.
NATO spiller med
Til forståelse af situationen yderligere et par ting. Den grundfæstede og indgroede opfattelse hos USA’s elite, at landet til enhver tid og uden konkurrence skal være verdens stærkeste land, økonomisk såvel som militært, er ikke bare nationalistisk ideologi, men et spejlbillede af den amerikanske kapitals krav om uhindret at kunne hente profit hvor som helst på kloden.
I de øvrige vestlige lande har kapitalkræfternes selvfølgelige valg været, at “deres” land skulle være juniorpartner til USA, så de i slipstrømmen kunne få en luns af kagen. Det har udmøntet sig i landenes tilslutning til NATO-pagten, en proces der har kørt på siden 1949.
Siden da er de fleste af Sovjets tidligere republikker og allierede lande kommet med. Processen skulle krones med Ukraine, hvilket blev stadfæstet ved et NATO-møde i 2008. En optagelse var ifølge Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniev Brzezinsky det ultimative mål for en eurasisk strategi, der skulle sikre, at Rusland blev en svag nation uden potentiale for at konkurrere med USA.
Krig i Ukraine
Med Putins folkeretsstridige forsøg på at afvende dette gennem et militært angreb på Ukraine er situationen blevet endnu vanskeligere for både klima- og fredskræfter. Det fremføres, at vi nu står over for et helt andet politisk verdensbillede. Det første punkt på dagsordenen er nu at ruste op, angiveligt for at opnå “større sikkerhed”.
Endnu en vigtig faktor: Med USA’s faldende andel af verdensøkonomien fører landets fastholden af kravet om den absolutte lederrolle i verden til mere og mere usikkerhed og ustabilitet. Men USA’s elite vakler ikke. USA skal opretholde rollen om ikke andet så gennem sin militære (atomare) overlegenhed, uanset at hele den menneskelige civilisation sættes ind som pant.
Alternativ for en tryg og sikker fremtid
Vi må erkende, at USA’s elite ikke selv vil ændre sin strategi. Den er rygraden for det forældede og livsfarlige kapitalistiske verdenssystem. Lige så klart er det, at denne fastholden afskærer almindelige menneskers ønsker om en tryg og sikker fremtid. Det er ønsker, som i særlig grad kommer til udtryk gennem freds- og klimabevægelserne.
John Bellamy Foster afslutter sin artikel med følgende ord: “Det eneste mulige svar på denne altomfattende trussel er en universel revolutionær bevægelse, som har rod både i økologi og fred, og som drejer os væk fra den nuværende systematiske destruktion af Jorden og dens indbyggere, og som giver os en anden verden med grundlæggende lighed og økologisk bæredygtighed, nemlig socialismen.”
Muligheder i en fælles kamp
Det må erkendes, at socialismen hverken er på klima- eller fredsbevægelsens dagsorden på nuværende tidspunkt, i alt fald ikke i vores del af verden. Det er brede bevægelser, der rummer folk af forskellige samfundsopfattelser. Ikke desto mindre er der oplagte mål, som kan forfølges af de to bevægelser i fællesskab, mål som kunne forventes at få bred tilslutning:
Der er et påtrængende behov for at oplyse om atomkrigens konsekvenser. At atomvinter hører til disse må frem i bevidstheden i dag. Et krav kunne være, at regeringen udsendte en ny oplysningspjece om atomkrig, nu inkluderende atomvinter, til opfølgning af: “Hvis krigen kommer”, udsendt under Den Kolde Krig (bare mere ærlig).
Også bekæmpelse af militariseringen af Danmark må være en fælles sag. Det kunne ikke mindst være at protestere imod det nyligt indgåede “nationale kompromis”, der bag ryggen på befolkningen beslaglægger 18 milliarder kroner til klimaskadelig oprustning i stedet for til grøn omstilling.
FN har vist sig helt uundværlig for begge bevægelser, og kravet om at prioritere FN i første række i dansk udenrigspolitik er nærliggende. Det gælder også et krav om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben. Oplagt er endvidere et fælles arbejde for bredere og fredeligere former for europæisk samarbejde end EU. Europa går faktisk til Ural. Det har vi alle sammen lært i skolen.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2022. Tak til Julie Laursen for gennemlæsning af artiklen og kommentarer.
Kilder
-J. Bellamy Foster: “Notes on Exterminism” for the Twenty-First-Century Peace and Ecology Movements. Monthly Review. Vol 74, May 2022.
-Alan Robock and Owen B. Toon, “Self-Assured Destruction: The Climate Impacts of Nuclear War,” Bulletin of the Atomic Scientists 68, no. 5 (2012): 66-74.
-B. Goncharev (ed): the night after… Climatic and biological consequences of a nuclear war, Mir Publishers. Moscow 1985.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
