Fra 12. juli er Arbejderen med på solidaritetsbåden Handala II, der besøger danske byer, inden den til efteråret vil bryde Israels ulovlige blokade af Gaza. Dette er fjerde del af Arbejderens dagbog fra rejsen. Læs de øvrige indlæg her.
Der er ingen handling for besværlig eller for udfordrende, når det gælder at servicere Arbejderens læsere. Så jeres udsendte ombord på Handala II står naturligvis op klokken 03.30 om morgenen for at filme himlen, mens de første stråler varmer skyerne op i en rødlig farve, og solen er på vej op.
Der sidder to fra besætningen i styrehuset. På skærmen ser jeg vores position, det er Storstrømmen med Sjælland til styrbord og en skygge af Masnedø lige bag mig. Eller måske er det en anden ø… I hvert fald ligger Svendborg stadig et halvt døgn fremme.
Der er skønhed og varme i verden.
Men tiden på dækket i de første stråler inden solopgang er en tid til lidt reflektioner.
Bag mig kommer Tara også på dæk for at se himlen, og Jonas fra Palæstina-grupperne i Svendborg følger efter. Her er roligt, fredfyldt, fantastisk smukt og samtidigt stimulerende.
Tara tog turen med Freedom Flotilla og Global Sumud i foråret, hvor hun og de mange hundrede andre aktivister blev kapret på åbent hav, interneret i israelske fængsler og godt og grundigt forsøgt ydmyget af Israels såkaldte sikkerhedsminister Itama Ben-Gvir.
Jeg skriver “forsøgt ydmyget”, for i min optik var det da langt mere fascisten Ben-Gvir, der ydmygede sig selv foran de seje aktivister, og det var hans moral, der blev slæbt gennem sølet.
Uanset hvad, vi står på dækket med øjnene mod en rød stribe himmel her i fredelige, danske farvande. Tara fortæller, at på den lange tur med skibet Adala fra Sicilien via det græske øhav og ned syd for Cypern var hun og andre på skibet tit oppe ved solopgang, inden de sov videre. Tara og de andre på Adala fandt den samme ro, som jeg også mærker i det begyndende gry her på Handala II.
At der er skønhed og varme i verden, at der er noget at kæmpe for.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

