I dag rejser Tara Adler fra København til en havn i Italien.
Her skal hun mødes med andre Palæstina-aktivister fra USA, Tyskland og Spanien, som hun skal sejle med til Gaza for at bryde Israels ulovlige blokade.
Båden er en del af den internationale flotille, der i disse dage samles i en række havne i Middelhavet.
I alt ventes mere end 100 skibe med over 1000 deltagere fra over 100 lande at sætte kurs mod Gaza. De er en del af en international alliance, der sammen rejser mod Gaza.
Det er den største flotille, der nogensinde er taget afsted.
For to uger siden sejlede en anden gruppe afsted fra Marseille i Frankrig. Også fra Italien, Grækenland og Tyrkiet har skibe sat kurs mod Gaza, og i søndags sejlede en større gruppe skibe fra den spanske by Barcelona.
Og inden længe tager den 38-årige socialrådgiverstuderende Tara Adler også afsted.
For mig har det altid været indlysende, at mottoet “aldrig igen” er meningsløst, hvis det ikke gælder for alle, også for palæstinenserne.
Tara Adler, Palæstina-aktivist
Hun sejler med Ship to Gaza – Danmark som er en del af den internationale Freedom Flotilla Coalition.
Solidariteten med palæstinenserne står hende nær. Hun er medlem af Jøder for Retfærdig Fred. Og så er hun et kendt ansigt som organisator og aktiv deltager i demonstrationer, aktioner og events mod folkedrabet i Gaza.
– Jeg er en jødisk stemme og derfor unik, når det gælder om at gøre opmærksom på hykleriet, som vores politiske ledere udviser med deres støtte til zionismen, fortæller Tara Adler og fortsætter:
– Jeg er født og opvokset i København af en tyskfødt far og en jødisk-amerikansk mor. De gav mig en tryg og god opvækst, men sørgede også for, at jeg kendte historierne om, hvad familiemedlemmer havde oplevet under Holocaust. For mig har det altid været indlysende, at mottoet “aldrig igen” er meningsløst, hvis det ikke gælder for alle, også for palæstinenserne, fortæller Tara Adler om sine bevæggrunde for at tage afsted.
Taras tur vil blive fulgt tæt af hendes kammerater i Ship to Gaza – Danmark.
– Vi har lovet palæstinenserne i Gaza, at vi sejler, så længe Israels ulovlige blokade eksisterer. Det løfte agter vi at holde. Så længe vore beslutningstagere fortsætter med at tøve og fejle, så længe vil vi fortsætte med at sejle. Vi sejlede tre gange i 2025, og vi fastholder vores civile ikke-voldelige modstand – vi giver ikke op, siger Bent Erik Krøyer fra Ship to Gaza – Danmark.
Del af international flotille
Blandt de mange skibe, der allerede er taget afsted, er Greenpeace-skibet Arctic Sunrise.
Skibet er en del af den internationale Global Sumud Flotilla, der består af 70 fartøjer, der har som mål at bryde Israels ulovlige blokade og skabe en maritim rute, der kan sikre livreddende forsyninger og hjælp til Gaza.
Ombord på skibene er hundredvis af læger, lærere og eksperter i bæredygtig genopbygning, som alle er på samme mission: at støtte befolkningen i Gaza.

Foto: Max Cavallari/Greenpeace
Opgaven for mandskabet ombord på Greenpeace-skibet er at yde teknisk og operationel maritim støtte til fartøjerne på ruten gennem Middelhavet, inden flotillen gennemfører de sidste 200 sømil (370 km) til Gazas kyster.
– Ødelæggelserne i Gaza har sat en farlig præcedens for straffefrihed, som vi nu ser sprede sig til Libanon med nådeløse ødelæggelser og dyb menneskelig lidelse. Greenpeace-skibet deltager i denne mission – drevet frem af græsrødder – for at kræve en sikker og uhindret humanitær adgang til Gaza og for at sætte pres mod den ulovlige blokade, der fortsætter med at ødelægge livet for civile, siger Ghiwa Nakat, generalsekretær for Greenpeace i Mellemøsten og Nordafrika.
Hun uddyber:
– Vi står op mod krigsforbrydelser, bevidst udsultning, etnisk udrensning, folkedrab og miljøødelæggelser. Flotillen er et opråb til regeringer over hele verden om at bryde tavsheden, beskytte det humanitære arbejde og handle hurtigt og principielt for at opretholde international lov, menneskelig værdighed og retfærdighed.
Du kan følge @globalsumudflotilla på Instagram på deres rejse til Gaza fra den 12. april.
På Instagram kan du også følge @greenpeacedk.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

