Udtalelse
Velfærd spiller en afgørende rolle for mange danskere, når de sætter deres kryds ved valget i kommuner og regioner.
En måling lavet af Epinion for Altinget og DR viser, at ældrepleje, sundhed og folkeskoler ligger helt i top på vælgernes prioriteringsliste. Lidt længere nede er daginstitutioner, socialområdet og handicappede.
Kommunal- og regionsvalget bliver i år afholdt i en situation, hvor centrale dele af vores velfærdssystem er presset i knæ. Situationen er yderst alvorlig, nogle steder katastrofal.
Mange års nedskæringer og effektiviseringer har ført til en situation, hvor arbejdspresset er blevet så voldsomt, at mange uddannede forlader faget. Andre kæmper med det yderste af neglene for at få tingene til at hænge sammen, mens mange kollegaer går ned med stress, og andre bliver forråede for at overleve.
Fra sygehuse, ældrepleje, handicapområdet, folkeskoler, daginstitutioner og socialområdet lyder nødråbet om alt for stort arbejdspres, mange opsigelser, problemer med at ansatte nye, mange ubesatte stillinger og en voldsom mangel på uddannede.
FOA har for nylig gennemført en undersøgelse blandt sine forskellige medlemsgrupper, hvor mange arbejder indenfor ældreplejen, i sundhedssektoren eller på børneområdet. 82 procent af alle deltagerne i undersøgelsen siger, at deres arbejdsmængde er vokset inden for de seneste to år. Og 65 procent angiver, at de i nogen, høj eller meget høj grad føler sig stressede.
På social- og sundhedsområdet fortæller seks ud af ti ansatte, at arbejdsforholdene er så pressede, at de føler sig utilstrækkelige over ikke at kunne give ældre og syge den behandling, som de har brug for.
Beboere på plejehjem dør alene
På ældreområdet har FOA og de ansatte længe forsøgt at råbe politikerne op. Mange advarer om, at ældreplejen er ved at bryde sammen på grund af alt for stort arbejdspres og mangel på uddannede SUSU’er.
– Hele ældreplejen er ved at krakelere, udtalte Ulla Gram, formand for FOA Silkeborg-Skanderborg til Arbejderen for en god måneds tid siden.
Problemerne i ældreplejen er eskaleret hen over sommeren, hvor det har været meget svært at få ferieafløsere. Det har givet voldsomt pres i både hjemmeplejen og på plejecentrene. Men problemerne startede langt tidligere, mener Ulla Gram.
– I Silkeborg Kommune havde vi en stor sparerunde i 2010. Efterfølgende er der gennemført en række nedskæringer på ældreområdet. Jeg tror, at politikerne er kommet til at tage den sidste besparelse, som de ikke skulle have taget. Citronen er blevet presset for meget, vurderer den lokale FOA-formand.
Det er ikke særlig behageligt at vide, at fru Jensen ligger derinde og dør alene. Hun har brug for omsorg, men det har vi slet ikke tid til at give.
Helle Pedersen, SOSU-assistent
Samme melding kommer fra andre dele af landet. Tina Græsted er formand for FOA Social- og Sundhedsafdelingen, der organiserer SOSU’er i hele hovedstadsområdet.
– Situationen er fuldstændig katastrofal. Medlemmerne har det virkelig hårdt derude. Vi har lige fået de nye tal fra juni, som viser, at i flere kommuner i vores område har 30 procent af de ansatte i ældreplejen ingen uddannelse. Det er mennesker, der er hevet ind fra gaden for at pleje og passe svage ældre. Det lægger et voldsomt pres på de uddannede, der i et væk skal introducere nyansatte, samtidig med at de selv skal klare alle de opgaver, der kræver uddannelse, sagde Tina Græsted tilbage i oktober til Arbejderen.
Læs også
En af dem, der kæmper med at få enderne til at mødes i ældreplejen, er 56-årige Helle Pedersen, der er uddannet SOSU-assistent. Hun har overfor TV2 beskrevet, hvordan hun flere gange har oplevet beboere på plejehjem, som dør alene.
– Vi åbner døren ind til dem, mens de dør, så de kan høre, vi er derude, og vi forsøger at komme ind og se til dem så ofte som muligt. Men vi kan ikke sætte tid af til at sidde med dem. Det er ikke særlig behageligt at vide, at fru Jensen ligger lige derinde og dør alene. Hun har brug for omsorg, men det har vi slet ikke tid til at give, siger Helle Pedersen til TV2.
Sygehuse er ved at bryde sammen
Også på landets sygehuse er situationen dybt alvorlig. Ikke mindst sygeplejerskerne har gennem de sidste mange måneder forsøgt at trænge igennem med meldingen om, at sundhedsvæsenet er ved at bryde sammen.
For nylig havde formændene for Yngre Læger, Dansk Sygeplejeråd, Overlægeforeningen, HK Kommunal og FOA Social- og Sundhedssektoren et debatindlæg i Altinget. Her henviser de til dokumentaren ”Opråb fra sygehuset” på TV2, der tegner et billede af et sundhedsvæsen i knæ.
“Læger og sygeplejersker stod frem og fortalte om travlhed og underbemanding på de danske hospitaler, som er så alvorlig, at det ikke blot presser personalet, men også er en medvirkende årsag til, at tilstanden hos nogle patienter bliver forværret, mens de er indlagt”, skriver de fem formænd.
I dokumentaren indgik resultater fra undersøgelser, der viser, at omkring hver anden overlæge, yngre læge og sygeplejerske har været i situationer, hvor travlhed eller underbemanding har været medvirkende årsag til, at en patients tilstand blev forværret.
Og mellem seks og ni procent af lægerne og sygeplejerskerne i undersøgelserne fortæller, at travlhed eller underbemanding efter deres vurdering har været medvirkende årsag til, at en patient er død. Travlheden gør sig gældende blandt alle personalegrupper på sygehusene.
Sundhedsvæsenet knækker officielt lige om lidt. Vi har ikke længere bemanding til at passe de patienter, der kommer.
Camilla Fjord Thomsen, læge
“Med næsten 5000 ubesatte sygeplejerskestillinger, udfordringer med at rekruttere social- og sundhedsassistenter og stor mangel på speciallæger står det offentlige danske sundhedsvæsen i et vadested. Mere end ti års underfinansiering har sat sine spor, og i dag er der reelt ikke råd til både at dække de stigende udgifter til behandling og medicin og til at tage imod det stigende antal ældre og borgere med kronisk sygdom i sundhedsvæsenet på det høje niveau, som borgerne forventer i vores fælles velfærdssamfund, og som vi som medarbejdere i sundhedsvæsenet gerne vil levere”, står der i debatindlægget.
– Sundhedsvæsenet knækker officielt lige om lidt. Vi har ikke længere bemanding til at passe de patienter, der kommer. De sidste uger, hvor jeg har haft vagter, har jeg ikke kunnet tage flere ind, sagde Camilla Fjord Thomsen, der er læge på hjerteafdelingen på Hvidovre Hospital, for få dage siden til TV2 Lorry.
Hun fortæller, at der mangler 12 sygeplejersker på hendes afdeling. Det betyder, at man har måttet lukke syv ud af 40 sengepladser ned. En lignende situation er der på resten af Hvidovre Hospital og andre sygehuse i Region Hovedstaden.
Facebookgruppen “Sygeplejersker er mere værd” gennemførte i september en undersøgelse, der viste, at over 600 sengepladser var blevet lukket på landets sygehuse på grund af mangel på sygeplejersker.
Læs også
Fagligt
Mangel på sygeplejersker
611 sengepladser er lukket, fordi hospitaler mangler sygeplejersker og andet personale
Udsultet socialområde
Mens der er fokus på sygehusene og ældreområdet i den offentlige debat, er der langt mindre opmærksomhed i forhold til social- og handicapområdet. Men her er der de samme problemer med mange års nedskæringer og arbejdspres, mange der flygter væk fra områderne og stor mangel på uddannet personale.
Kun halvdelen af de ansatte i sociale tilbud har en socialpædagogisk uddannelse, mens hver fjerde er ufaglært, viser en undersøgelse fra Socialpædagogerne.
Fagforbundet Socialpædagogerne får et væld af fortællinger fra medlemmernes pressede hverdag. En af dem er “Hanne”, der egentlig hedder noget andet, men ikke ønsker at stå offentligt frem med navn. Hun arbejder på en døgninstitution for svært traumatiserede børn og unge, der har været udsat for massivt omsorgssvigt.
Disse meget sårbare børn og unge har behov for højt specialiseret behandling og en fast gruppe af voksne omkring sig. Stedet er normeret til 12 socialpædagoger, men har i perioder været nede på det halve og måtte dække resten ind med ufaglærte og timelønnede vikarer.
I løbet af de sidste halvandet år har ni socialpædagoger sagt op. Det er svært at få ansat nye socialpædagoger, og mange nyansatte stopper, kort efter at de er startet, på grund af arbejdsforholdene.
Det går ud over de meget udsatte unge, fortæller “Hanne”. Hun beretter om en konkret dag, hvor en pige havde isoleret sig på sit værelse. “Hanne” vidste, at hun burde gå ind til pigen og bruge 20 minutter på at tage en snak med hende.
– Jeg planlagde det fire gange i løbet af dagen, men blev hver gang revet væk til noget andet. Jeg ved ikke, om hun havde været selvskadende om natten, eller hvornår hun sidst har spist. Jeg ved bare, at hun ikke har været uden for sit værelse, mens jeg var på arbejde, fortæller “Hanne”.
“Vi oplever at mennesker med handicap betragtes som en samfundsbyrde, og at det er en daglig kamp at få de hjælpemidler og den støtte, der er brug for.”
Udtalelse fra debatmøde i København
På handicapområdet har der den seneste tid været afholdt flere demonstrationer for at skabe opmærksomhed omkring de forringede forhold, som mennesker med handicap oplever. Mens regeringen har fokus på, at der skal følge penge med, når der bliver flere børn og ældre, gælder det samme ikke for handicapområdet og andre dele af det såkaldte specialiserede socialområde.
Det specialiserede socialområde omfatter ud over handicappede blandt andet udsatte børn og unge samt borgere med psykiske lidelser eller misbrugsproblemer.
I 2008 brugte kommunerne 47,3 milliarder kroner på det specialiserede socialområde. I 2016 var beløbet faldet til 44,4 milliarder, viser en fælles publikation fra Kommunernes Landsforening og regeringen fra 2017.
I samme periode blev der langt flere mennesker med psykisk lidelse eller handicap, altså flere der skal have hjælp for et mindre beløb.
“Vi oplever, at mennesker med handicap betragtes som en samfundsbyrde, og at det er en daglig kamp at få de hjælpemidler og den støtte, der er brug for. Vi oplever, hvordan børn afskæres fra skolegang, fordi de må vente på at få en kørestol, og hvordan voksne afskæres fra at deltage i samfundslivet, fordi der kan være flere års sagsbehandlingstid på ansøgninger om en handicapbil”, står der i en udtalelse vedtaget på et møde, fagforeningen LFS holdt den 9. november på Arbejdermuseet i København med deltagelse af organisationsrepræsentanter, pårørende, mennesker med handicap med flere.
Læs også
Indland
Opråb inden kommunalvalget
Københavns Kommunes botilbud til voksne udviklingshæmmede er dårligere end i andre storbyer
Anni Sørensen, formand for LEV, der organiserer udviklingshæmmede og deres pårørende, mener, at handicapområdet har nået et historisk lavpunkt, og kalder på handling nu.
LEV beskriver på sin hjemmeside mange konkrete eksempler på, hvordan forholdene for udviklingshæmmede forringes.
En af dem er Erik, der er 41 år og har et udviklingshandicap. Han blev for næsten 15 år siden visiteret til et botilbud.
Erik har ikke noget verbalt sprog og kan ikke færdes på egen hånd uden socialpædagogisk ledsagelse. I årene efter indflytningen fik Erik støtte til at kommunikere uden ord og blev ledsaget til besøg hos venner og familie, fritidsaktiviteter, den årlige ferietur og andre ting. Han trivedes og blev gradvist bedre til at klare flere og flere ting.
Men de seneste cirka otte år har der været mange nedskæringer i Eriks botilbud. Nu er økonomien forringet med mere end en fjerdedel, i forhold til dengang Erik blev visiteret. Beboergruppens behov er de samme. Alligevel er der nu fire færre ansatte, og halvdelen af de ansatte har ingen pædagogisk uddannelse.
Det betyder, at Erik ikke længere får den hjælp, han har brug for til at kommunikere og komme ud af huset. Det betyder markant lavere livskvalitet og trivsel for Erik.
Andre handicaporganisationer kan give lignende konkrete eksempler på de menneskelige omkostninger ved den konstante sparepolitik, området har været genstand for.
Hver fjerde kommune sparer på børneområdet i 2022
Daginstitutioner og folkeskoler har en større politisk bevågenhed end handicap- og socialområdet. Men også her har der været sparet gennem mange år, selvom der på det seneste også er kommet ekstra bevillinger, blandt andet til minimumsnormeringer.
Det ændrer dog ikke ved, at ansatte i daginstitutioner og skoler ligesom andre velfærdsområder beretter om store problemer med alt for stort arbejdspres, lave lønninger, uddannede der forlader faget, problemer med at rekruttere nye og mange ufaglærte.
Fagforbundet BUPL har lige offentliggjort en undersøgelse, der viser, at 27 procent af kommunerne sparer på daginstitutionerne til næste år på trods af planerne om at indføre minimumsnormeringer.
Mange pædagoger oplever alt for ofte at have eneansvar for en meget stor børnegruppe.
68 procent af pædagogerne på 0-6-årsområdet fortæller i en undersøgelse, BUPL har gennemført, at de oplevede at stå alene med ansvaret for en stor børnegruppe, “sidste gang de var på arbejde”.
Jeg er en garvet pædagog, og jeg gør mit bedste for at bevare roen, men hvordan skal jeg kunne levere god pædagogik alene med 20 vuggestuebørn.
Anne Jensen, pædagog
En af dem er Anne Jensen, der er vuggestuepædagog i Høje-Taastrup Kommune. Hun er jævnligt alene med omkring 20 vuggestuebørn i op til en time ad gangen.
– De situationer er ren brandslukning og overlevelse for alle. Jeg er en garvet pædagog, og jeg gør mit bedste for at bevare roen, men hvordan skal jeg kunne levere god pædagogik alene med 20 vuggestuebørn? Jeg får det rigtig dårligt over ikke at kunne levere den indsats, jeg synes, er nødvendig, siger hun til BUPL.dk.
Også daginstitutionerne oplever problemer med at tiltrække uddannet arbejdskraft. Der er en tydelig tendens til, at en stadig større del af de ansatte er ufaglærte.
– Mange steder er pædagogandelen skræmmende lav. I gennemsnit er andelen af pædagoger på omkring 50 procent, men vi har set eksempler på, at den har været helt nede på 20 procent nogle steder. Mange pædagogmedhjælpere er fantastiske, men det betyder noget at have den faglige ballast, som en uddannelse giver. Det gør det for eksempel muligt tidligt at spotte tegn på mistrivsel og andre problemer og gøre noget ved det, udtalte Maja Hvidtfeldt Håkansson, formand for Københavns Forældreorganisation, tidligere på ugen til Arbejderen.
Læs også
Lignende problemer er der på landets folkeskoler. De sidste 10 år er andelen af lærere i folkeskolen, der ikke har en læreruddannelse, steget fra 10,3 procent i 2012 til 18,1 procent i 2021, viser undersøgelser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Samtidig er der 26.500 læreruddannede, der i 2019 arbejdede på andre områder end folkeskolen.
Behov for ny kurs
De ansatte på velfærdsområderne og deres faglige organisationer har mange bud på, hvad der skal til for at vende den nuværende katastrofekurs for vores velfærdssystem og bringe det på ret køl igen.
For det første skal der tages et opgør med mange års nyliberal nedskæringspolitik, hvor den offentlige sektor alene ses som en udgift, der konstant skal forsøges minimeret. Det indebærer blandt andet en afskaffelse eller i hvert fald en ændring af den omdiskuterede budgetlov.
De seneste årtier er der sket en omfattende markedsgørelse af mange velfærdsområder, hvor ydelser er målt ud på minutter og sat ind i regneark, som de ansatte skal arbejde efter. Ikke mindst på ældreområdet har det været ødelæggende for arbejdsforholdene og omsorgen for de ældre. Her er behov for et opgør med hele New Public Manegement-tænkningen.
Derudover er der brug for at sikre bedre løn og reel ligeløn på mange områder og bedre arbejdsforhold, så det bliver nemmere at rekruttere og fastholde ansatte. Der skal gøres op med rigide kontrolsystemer og dokumentationskrav – de faglærte skal have plads og rum til at udfolde deres faglighed.
Og så skal der sikres uddannelse af langt flere velfærdsarbejdere.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
