I år er det 90 år siden, at omkring 40.000 tyske nationalister samledes dér, hvor Bebelplatz i dag ligger, i Berlin for at høre propagandaminister Joseph Goebbels tale imod dekadence og moralsk fordærv.
Topnazistens hadtale blev efterfulgt af afbrændingen af omkring 20.000 bøger, som nazistiske bøller havde plyndret fra Institut für Sexualwissenschaft og Humboldt-universitetet.
Det er det første af disse to institutioner, at denne beretning vil kredse omkring. For hvad var det ved dette Institut for Seksualvidenskab, som fik ikke mindst de nazistiske studenter til at lade flammerne fortære forskningsresultaterne fra netop denne institution?
For at svare på det spørgsmål skal vi møde en mand ved navn Magnus Hirschfeld. Han var tysk læge og levede i perioden 1868-1935. Og ud over i nazisternes øjne at være jøde, var Magnus Hirschfeld krigsmodstander, homoseksuel og en tidlig pioner i kampen for LGBTQ+-rettigheder.
Wissenschaftlich-humanitäre Komitee
Magnus Hirschfeld blev født i 1868 i den dengang tyske by Kolberg (den nuværende polske by Kołobrzeg).
Han afsluttede sit medicinstudie i 1892 og fokuserede i sine første år som læge på naturmedicin og forebyggelse. Snart blev han dog draget af studiet af seksualitet og køn – et studie, som skulle komme til at optage ham resten af hans liv.
I 1897 grundlagde den 29-årige Magnus Hirschfeld verdens første organisation for homoseksuelles rettigheder under navnet Wissenschaftlich-humanitäre Komitee (Det Videnskabeligt-humanitære Udvalg) og var formand for organisationen helt frem til 1929.
Hirschfelds idéer om sex, køn og seksualitet var banebrydende, og hans arbejde repræsenterede en ny tendens i Tyskland på et tidspunkt, hvor seksuelle spørgsmål begyndte at blive en del af den offentlige debat.
Magnus Hirschfeld havde oplevet Første Verdenskrigs rædsler som læge i Røde Kors, og oplevelserne gjorde ham til en indædt pacifist. Han var derfor også blandt de, der jublede over krigens afslutning og over oprettelsen af Weimarrepublikken fra 1918 til 1933.
Weimar-perioden var en periode præget af opbrud, revolutionære idéer og opgør med tidligere tiders normer – også køns- og seksuelle normer.
Det var også i denne periode, at Magnus Hirschfeld i 1919 grundlagde verdens første sexologiske institut, Institut für Sexualwissenschaft, som tilbød behandling, faglig uddannelse, forskningsmuligheder og offentlig seksualundervisning.
Instituttet fungerede samtidigt som sikkert rum for de, som ikke passede ind i de borgerlige forestillinger om køn og seksualitet.
Kampen for seksualoplysning
Hirschfeld boede i en lejlighed over instituttet, og hans partner, Karl Giese, fungerede som leder af instituttets bibliotek og arkiv. Patienter, der ikke havde mulighed for at betale for deres behandling, boede og arbejdede undertiden også på instituttet.
Ud over at hjælpe kriminaliserede homoseksuelle med støtte og vejledning tilbød de mange forskellige medicinske specialister på instituttet behandling af en række sexrelaterede problematikker, eksempelvis kønssygdomme, uønskede graviditeter og impotens.
Instituttet husede også offentlige uddannelsesprogrammer og arrangementer, og instituttet afholdt jævnligt foredrag, filmfremvisninger og diskussionsaftener.
Det var også i den kortlivede Weimar-republik, at Magnus Hirschfeld i 1928 sammen med den danske abortlæge, seksualoplyser og socialist J.H. Leunbach tog initiativ til oprettelsen af mellemkrigstidens mest betydningsfulde sexologiske organisation: Weltliga für Sexualreform.
Den internationale organisationen havde til formål at udvikle og formidle seksualoplysning og fungerede som en paraplyorganisation for forskellige nationale grupper og enkeltpersoner.
På organisationens 2. kongres i København formuleredes verdensligaens vigtigste mål således:
“At virke for at man drager de praktiske konsekvenser af seksualvidenskabens biologiske, psykologiske og sociologiske forskninger og lægger disse til grund for bedømmelsen af menneskers kærligheds- og kønsliv”.
I grundlaget for Weltliga für Sexualreform indgik også blandt andet bekæmpelse af undertrykkende sider af ægteskabet.
Gennem videnskab til retfærdighed
Hirschfeld anfægtede gennem udgivelsen af pamfletter, bøger og tidsskrifter om seksualitet og køn den dengang gængse opfattelse, at tiltrækning mellem mennesker af samme køn var en patologisk perversion.
I stedet hævdede han, at homoseksualitet var iboende eller medfødt (angeboren). Hirschfeld insisterede på, at et menneskes seksualitet ikke var bestemmende for dette menneskes karakter eller personlighed.
På denne baggrund argumenterede Magnus Hirschfeld for den radikale holdning, at kønslig omgang mellem samtykkende voksne ikke burde være strafbart.
Hans forskningsvirksomhed såvel som hans aktivistiske arbejde var båret af mottoet “gennem videnskab til retfærdighed”, og hans ambition var at bekæmpe fordomme og skabe folkelig opbakning til at reformere den tyske straffelov, der kriminaliserede seksuelle forhold mellem mænd.
Men også på spørgsmålet om køn var Hirschfeld blandt de første teoretikere til at italesætte eksistensen af en bred vifte af kønsidentiteter.
Han anså forskellige seksuelle og kønsmæssige identiteter som naturligt forekommende variationer – og ikke unormale eller patologiske.
En af de transitioner, som Magnus Hirschfeld dokumenterede, var hans tjenestepige Dora, kaldet Dorschen, som var født som mand og efter gentagne gange at være blevet anholdt af politiet ved en af sine ture i retten blev henvist til Hirschfeld af en dommer.
Og da Dora i 1931 var omkring de fyrre, og hendes penis blev amputeret på instituttet af Dr. Levy-Lenz, blev Dorchen en af de første kønsskifteopererede personer overhovedet.
Den allerførste, der gennemgik kirurgisk kønsskifte, var dog den danske maler, som før sit kønsskifte gik under navnet Einar Wegener. Da hun gennemgik sin første operation, skete det efter indstilling af Magnus Hirschfeld. Efter at have skiftet navn til Lili Elbe, udgav hun året efter sine den selvbiografiske bog Fra Mand til Kvinde.
En æra begraves i nazisternes vold
Magnus Hirschfelds institut rummede umådelige mængder af unik viden, og biblioteket og samlingerne, som var offentligt tilgængelige, blev en slags turistmål for nysgerrige.
Men det var ikke alle tyskere, som var lige begejstrede for instituttets virke. Magnus Hirschfeld blev ofte angrebet i pressen, hvor højrefløjen advarede imod offentlige diskussioner om kønsidentitet, sex og seksualitet, emner som man i disse kredse anså som dekadente og umoralske.
Mange associerede instituttets forskning og oplysningsarbejde med den hyppigere forekomst af sex i reklamer, film og i det offentlige rum i det hele taget i Weimarrepublikken.
På trods af at Magnus Hirschfeld ikke var praktiserende religiøs, blev han hængt ud i antijødiske medier og blev gentagne gange udsat for voldelige overfald fra højrefløjsaktivister.
Efter at være blevet tævet på åben gade i München i 1921 fejrede en avisartikel overfaldet og skrev advarende: “Næste gang kan hans kranie blive knust”.
I 1930 forlod Magnus Hirschfeld Tyskland og tog på en verdensomspændende foredragsturné til USA, Japan, Kina, Filippinerne, Indonesien, Indien, Egypten og Palæstina.
Da han efter to år på farten ville vende hjem, blev han både advaret af venner og truet af fjender mod at sætte fødder på tysk jord.
Mens Magnus Hirschfeld havde været væk, var Hitlers popularitet og det nazistiske parti vokset markant, og den nazistiske propaganda fremhævede Magnus Hirschfeld som et eksempel på “degenereret jødisk seksualitet”.
Hirschfeld undlod at vende hjem og bosatte sig i stedet i Schweiz, hvor han befandt sig, da Hitler blev udnævnt til Tysklands kansler den 30. januar 1933.
Den 6. maj 1933 marcherede en nazistisk studentergruppe til Institut for seksualvidenskab i Berlin. Sammen med medlemmer af SA stormede de instituttet og plyndrede dets bibliotek og arkiver.
I de følgende dage blev de stjålne bøger, artefakter og kliniske journaler ødelagt ved offentlige bogafbrændinger, som i denne periode blev organiseret over hele Tyskland.
I Berlin blev en buste af Hirschfeld ført rundt i gaderne på en pind, inden den blev kastet på bålet, og i løbet af få måneder tvang de nazistiske myndigheder instituttet for seksualvidenskab til at lukke.
Selvom Magnus Hirschfeld aldrig vendte hjem til Tyskland, forblev han et fast element i den nazistiske propaganda som et symbol på den dekadente og u-tyske kultur, som nazisterne kæmpede for at udrydde.
Angrebet på Institut für Sexualwissenschaft og destruktionen af instituttets arkiver og bibliotek er et af de mange eksempler på unik videnskab og kultur, der blev effektivt begravet i nazisternes vold.
Fascismen og reaktionen vil altid udnytte fordomme til at så splid og mane til had. Historien om Magnus Hirschfeld viser, at en konsekvent antifascistisk kamp altid må tage sit udgangspunkt i forsvaret for de anderledes, de marginaliseredes og minoriteternes rettigheder.
Selvom en stor del af Magnus Hirschfelds livsværk gik tabt i 1933, overlevede hans idéer, som fortsatte med at påvirke forskningen inden for seksualitet og køn længe efter hans død.
Ikke mindst er Magnus Hirschfeld i de seneste årtier i stigende grad blevet anerkendt som en tidlig pioner i kampen for LGBTQ+-personers rettigheder.
Kilder:
https://www.hirschfeld.in-berlin.de/institut/en/personen/pers_34.html
https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lili-elbe-einar-wegener-1882-1931
https://denstoredanske.lex.dk/seksualreform
https://denstoredanske.lex.dk/Magnus_Hirschfeld
https://encyclopedia.ushmm.org/content/en/article/magnus-hirschfeld-2
https://www.transviden.dk/magnus-hirschfeld/
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
