Tirsdag morgen gik VVS-montørerne fra installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen, der arbejder på et nyt byggeri til Novo Nordisk i Hillerød, til fagligt møde.
Deres sikkerhedsrepræsentant var blevet forhindret i at komme ind på arbejdspladsen.
Snart sluttede også elektrikere og svejsere på pladsen i Hillerød sig til det faglige møde, og senere kom der opbakning fra VVS’ere fra andre af Kemp & Lauritzens arbejdspladser på Sjælland.
Sikkerhedsrepræsentanten var hidkaldt til Hillerød for at tjekke op på en sag, hvor der har været problemer med udsugning på pladsen i forbindelse med arbejde med epoxy.
Sikkerhedsrepræsentanten er jo valgt af os til at kontrollere, at vores arbejdsforhold er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Strejkende fra Kemp & Lauritzen
– Byggeledelsen var ikke meget for, at sikkerhedsrepræsentanten skulle komme, så han modtog en mail om, at han ikke var velkommen. Det kan vi selvsagt ikke acceptere. Sikkerhedsrepræsentanten er jo valgt af os til at kontrollere, at vores arbejdsforhold er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, fortæller en af de strejkende, der ønsker at være anonym, til Arbejderen.
Tillidsrepræsentanter på byggepladsen i Hillerød har efterfølgende forsøgt at tage kontakt til ledelsen for at løse sagen, men er blevet mødt af tavshed.
Ifølge Arbejderens oplysninger så holdt de utilfredse håndværkere tidlig fyraften mandag. De mødes igen tirsdag morgen for at tage stilling til, hvad der skal ske.
I alt arbejder der omkring 500-600 mand på det 53.000 kvadratmeter store byggeprojekt i Hillerød. Hovedparten er udenlandske arbejdere, og på den måde er der flere ligheder med andre Novo-byggerier, konkret i Kalundborg, hvor virksomheden er bygherre på to større byggeprojekter.
Sidste år i oktober udkom en rapport om brugen af vikarer og underentreprenører blandt de største sjællandske VVS-firmaer. Rapporten var lavet af “Aktionsgruppen” i samarbejde med Kreds Sjælland-Bornholm og Rør- og Blikkenslagernes Fagforening Kreds København.
I rapporten kan man læse, at der sidste år befandt sig mellem 1.500 og 2.000 montører på de gigantiske byggepladser i Kalundborg. De fleste af montørerne havde udenlandske navne. Ifølge Rasmus Damm fra Danske Byggefag (tidligere BAT-kartellet, red.) så var der 853 underentreprenører, og han skønnede, at langt de fleste ikke havde overenskomst.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.