ja vi kender jo Claus Hjort Frederiksens holdninger selv om han plejer at forskønne dem med tilsyneladende velmenende formuleringer, som man jo altid gør på højrefløjen
men jeg husker at han ved et uheld kom til at sige det lige ud på direkte TV, og han lignede en som kunne have bidt sin tunge af i fortrydelse da han havde sagt: ” det ville da være dejligt hvis vi kunne få skabt en masse nye ultralavtlønsjobs” den lader vi lige stå lidt,
men jeg finder det betænkeligt at ingen medier har gentaget klippet eller kommenteret på udtalelsen, selvcensur ?
jeg forstod det som mente claus at working poor er supergodt, og ja det er lige præcis det han mener, og de initiativer han har taget på beskæftigelsesområdet, handler jo om at holde de lave lønninger i bund, om at skabe et pres så de jobsøgende ikke stiller krav om en rimelig løn, og dette er jo lykkedes ganske godt, de lavest lønnede har jo ingen reallønsfremgang haft i årtier, man har fået stækket fagbevægelsen med de gule “fagforbund” så de sidste mange år er det kun de vellønnede som har haft fremgang, og de højtlønnede har jo holdt lønfest hvert år imens nedskæringerne af overførsler har gjort de fattigste endnu mere fattige, er det ikke på tide at den ækle udvikling vendes og uligheden reduceres i stedet for hastigt at øges ?
Venstre er 16. august kommet med et udspil til et nyt beskæftigelsessystem.
Partiet, som med daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen selv var arkitekten bag det forhadte og dysfunktionelle jobcentersystem fra 2007, har endelig anerkendt en del af den efterhånden massive kritik af systemet fra mange forskellige sider. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt og fortjener ros.
Der er dog ikke nogen egentlig substans i udspillet, og man bliver ikke meget klogere på, hvad Venstre vil sætte i stedet. Til gengæld fastholder udspillet en lang række fordomme og en ikke ubetydelig ignorance af kontanthjælpsområdets kerneproblematikker.
Alle kontanthjælpsmodtagere omtales som “ledige”, også de cirka 75 procent af dem, som er varigt eller langvarigt syge, har handicap eller omfattende sociale problemer. På den måde fejer Venstre bekvemt alle udfordringerne for denne gruppe ind under gulvtæppet.
Kategoriseringen af alle med samme begreb giver til gengæld plads til forenklede principper som “Frit valg til alle” og “Frit valg til dem der kan selv”, fordi det “skal kunne betale sig at arbejde”.
Men de 75 procent med nedsat funktionsevne har jo netop ikke frie valg i forhold til at kunne varetage et arbejde. Så gælder Venstres princip om frit valg til alle beskæftigelsesindsatser mon også for dem?
Det har jeg svært ved at se, at det gør. Tværtimod ligner Venstres udspil gammel Venstre-vin på nye flasker. Venstres beskæftigelsespolitik har aldrig været at give frihed til klienterne, og det tror jeg heller ikke, de vil gøre fremover. Ikke til de svagt stillede klienter.
Det fremgår af resten af udspillet, som fortsætter med uredelig og stigmatiserende retorik: Man vil sætte en “hård kurs over for dem, der snyder”.
Hvem er det, som, Venstre mener, snyder? Hvad ved de overhovedet om det?
De syge og de med handicap skal ikke omtales som dovne ledige! Vi er nødt til at bede Venstres politikere om at tale sagligt og redeligt om dem og det nuværende system, sådan som det er.
Ifølge rapporten “Socialt bedrageri” fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2011 udgjorde det skønnede omfang af fejludbetalinger som følge af socialt bedrageri kun 2-4 procent af de samlede udgifter til sociale ydelser. Jeg vil påstå, at der i dag er en langt større andel end disse, som hvert år bliver snydt af kommunerne for ydelser, de reelt har ret til ifølge lovgivningen; fordi der ikke længere er nogen retssikkerhed i kommunerne. Dem skriver Venstre ikke noget om. Hvorfor ikke?
Det er urimeligt at generalisere synspunkter om individer i befolkningsgrupper. Hovedparten af alle kontanthjælpsmodtagere er slet ikke i nærheden af at kunne opnå eller varetage et job, og nu skal de også tåle moralsk mistænkeliggørelse.
Den uredelige fremstilling fortsætter. På Venstres hjemmeside kan man læse følgende om udspillet under overskriften “For mange er for lang tid på kontanthjælp” skrevet med fremhævet skrift:
“Der er desværre en gruppe mennesker, som har indrettet et liv efter, at de modtager en offentlig ydelse uden at arbejde eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet.”
Derunder fremsættes følgende påstande:
”Det er en gruppe, som år efter år eksempelvis modtager kontanthjælp uden at gøre en reel indsats for at komme tættere på arbejdsmarkedet.
Der er en gruppe på omkring 7.000 personer, som har været over 10 år i kontanthjælpssystemet. Og over 23.000 personer har været i kontanthjælpssystemet i mere end 5 år. Ikke-vestlige indvandrere er desuden overrepræsenteret i gruppen af langvarige kontanthjælpsmodtagere.
Kontanthjælpen er en midlertidig ydelse. Hvis man går i 5 eller 10 år uafbrudt på kontanthjælp, er der tale om et svigt.”
Fastholdes i tidsubestemt sagsbehandling
Hvad er der galt med dén fremstilling af sagen?
Det er korrekt, at en række borgere har været placeret i mange år på kontanthjælp. Men Venstres beskrivelse er ikke korrekt.
En stor gruppe syge mennesker fastholdes i årevis i kontanthjælpssystemet uden at blive behandlet med rettigheder som syge og uden at blive omtalt som sådan. De er, hvad lektor ved socialrådgiveruddannelsen på VIA University College i Aarhus, ph.d. Finn Amby i en ph.d.-afhandling fra 2014 beskrev som en “forsvunden målgruppe”.
De syge er åbenbart også næsten blevet væk for Venstre, som stort set ikke nævner, hvorfor det forholder sig sådan. De nævner ikke, at disse kontanthjælpsmodtagere har problemer ud over ledighed og er placeret her, fordi beskæftigelsessystemet fastholder dem i ”tidsubestemt sagsbehandling, invasion af privatheden af skiftende sagsbehandlere, mistænkeliggørelse og ingen kontinuitet eller fremdrift i deres sager,” som praktiserende læge, daværende formand for DSAM – Dansk Selskab for Almen Medicin Anders Beich for eksempel beskrev det i et debatindlæg i Politiken i 2017.
Her skrev han, at dét at “… blive bragt i en sådan situation af total uvished og udmattelse kan sammenlignes med elementer i avanceret psykisk tortur …”
Venstre framer derimod langvarige modtagere af kontanthjælp som nogle, der generelt kan karakteriseres ved ”svigt fra den enkelte”, selvom de præciserer, at der også kan være “svigt fra systemet”.
Pludselig er det systemiske svigt forvandlet til disse borgeres personlige svigt og ansvar, ja, endog til deres egne ønsker om at være på kontanthjælp. Det er hverken sagligt eller redeligt.
Uredelig kampagne
Parallelt med Venstres udspil til et nyt beskæftigelsessystem kører de en massiv kampagne med store skilte og annoncer på togperroner, i byerne og i online- og trykte medier.
Det første, der møder ens blik i annoncen, er tallet 466.800 kroner, skrevet med gigantisk store bogstaver.
Oven over beløbet proklameres det i almindelig bogstavstørrelse: “En kontanthjælpsfamilie kan hvert år få”, og det samlede udsagn lyder: “En kontanthjælpsfamilie kan hvert år få 466.800 kr. Det er ikke fair overfor dem, der går på arbejde.”
Allernederst står der med bittesmå bogstaver: “Ifølge Beskæftigelsesministeriet kan et par på kontanthjælp med tre børn få 466.800 kr. i samlede offentlige ydelser og tilskud hvert år.”
Kampagnen er uredelig, fordi den inkluderer ydelser, som også par i arbejde med et bestemt indtægtsniveau og tre børn kan modtage, for eksempel boligstøtte og børnecheck. Men det vil den almindelige beskuer af annoncen ikke opdage.
Desuden vil den almindelige beskuer, som ikke læser dét med småt, tro, at der er tale om indtægterne til én person. For sådan opgøres indtægter normalt. Et så højt indtægtsniveau som knap en halv million kroner årligt til én person på offentlig overførsel vil naturligvis forarge dem, der selv arbejder, og som tjener mindre. Men det er heller ikke sandheden. Den ligger meget langt herfra.
Med en annonce som denne manipulerer Venstre bevidst ved befolkningens opfattelse af indtægtsniveauet i kontanthjælpssystemet, så den kan komme til at tro, at kontanthjælpsmodtagere står i en lukrativ position. Og ved at fokusere så specifikt på udgifterne til bestemte grupper af mennesker, er de endvidere med til at dehumanisere gruppens medlemmer og udpege dem til syndebukke og snyltere. Det kan skabe grobund for misundelse og had i befolkningen – og det er tydeligt Venstres formål med kampagnen.
Så længe Venstre ikke anerkender, at hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne lever med sygdom, handicap eller sociale problemer, der påvirker deres arbejdsevne, vil de ikke kunne skabe et nyt system, der er retfærdigt, opbyggeligt og giver mening for alle parter.
De syge og de med handicap skal ikke omtales som dovne ledige! Vi er nødt til at bede Venstres politikere om at tale sagligt og redeligt om dem og det nuværende system, sådan som det er.
Vi er også nødt til at bede Venstre differentiere sagligt og redeligt imellem de forskellige grupper i systemet.
De syge og de med handicap skal ud af beskæftigelsespolitikken og over i socialpolitikken! Så havde vi da et fair udgangspunkt for at kunne begynde at drøfte mulighederne for et nyt, opbyggeligt beskæftigelsessystem og ditto socialsystem.
Et sådant system er så tiltrængt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.