Læserbrev
“Igen har jeg oplevet at blive afvist af en taxachauffør på gaden, fordi jeg har bestemte holdninger. Herskerattituden fra visse chauffører skal stoppe. I kan ikke afvise kunder på den måde. I har ikke den magt!”
Sådan skrev Frederik Vad på X, efter at han efter eget udsagn var blevet afvist af en taxachauffør på grund af sine politiske holdninger.
Hvis det er sket, har Vad én saglig pointe: En taxi er en reguleret transportydelse. Den kan ikke uden videre gøres afhængig af chaufførens politiske sympati for kunden. En chauffør bør ikke frit kunne sortere kunder efter holdning.
Vad klager ikke kun over en mulig regelovertrædelse. Han siger: “I har ikke den magt.” Dermed handler sagen ikke længere kun om taxaregler, men om, hvem der må sige nej.
Men Vads opslag bliver interessant dér, hvor klagen skifter karakter. Han nøjes ikke med at sige, at en regel muligvis er overtrådt. Han kalder det “herskerattitude” og skriver: “I har ikke den magt.”
Spørgsmålet er derfor: Hvem er “I”? På overfladen er det nogle taxachauffører. Men i lyset af Vads integrations- og loyalitetspolitiske profil får formuleringen en bredere klang. Den kan ikke uden videre skilles fra den politiske sammenhæng, hvor bestemte minoritetsdanskere igen og igen gøres til genstand for krav om loyalitet, tilpasning og national underordning.
Her ligger konfliktens kerne. Vad klager ikke kun over en mulig regelovertrædelse. Han siger: “I har ikke den magt.” Dermed handler sagen ikke længere kun om taxaregler, men om, hvem der må sige nej.
Chaufføren er ikke kun del af et “I”. Han er også et arbejdende menneske, der udfører en nødvendig opgave. Men hos Vad kommer “I” før arbejdet. Først ser han gruppen. Først derefter ser han ydelsen: At chaufføren faktisk udfører et arbejde, som andre – også politikere – er afhængige af.
I taxasituationen viser chaufføren sig derfor ikke kun som repræsentant for en religion, kultur eller minoritet. Han viser sig også som en del af samfundets praktiske drift. Han kører bilen. Han leverer ydelsen. Og netop derfor kan han også standse den.
Det gør ikke nødvendigvis hans nej rigtigt. Afvisningen kan være forkert, vilkårlig og regelstridig. Men den viser alligevel noget reelt: Den service, der fremstår neutral og selvfølgelig, findes kun, fordi nogen faktisk udfører arbejdet. Arbejde er ikke bare lydig service. Det udføres af mennesker, og mennesker kan sige nej.
Det er den sociale magt, Vad reagerer på. Ikke bare en dårlig kundeoplevelse, men påmindelsen om, at også en politiker er afhængig af det arbejde, andre udfører i hverdagen. Konflikten flytter sig dermed fra den arena, hvor Vad står stærkest – Folketinget, medierne og den nationale debat – til den materielle hverdag, hvor samfundet kun fungerer, fordi nogle arbejder.
Her ligger Vads socialdemokratiske brøler. Arbejderbevægelsen blev historisk bygget på det faktum, at dem, der udfører arbejdet, også udgør en samfundsmæssig kraft. Strejke, blokade og overenskomstkamp bygger på samme sandhed: Uden arbejdet står produktion, service og daglig drift stille.
Den indsigt kan Vad godt anerkende, når den optræder som klassisk dansk arbejderhistorie. Men han vil ikke anerkende den samme sociale magt, når den viser sig hos mennesker, han politisk placerer under loyalitetsmistanke.
Dermed sætter han det nationale over det sociale. Minoritetsdanskere under mistanke må gerne være genstand for debat, krav og loyalitetsprøver. Men når de svarer igen gennem deres sociale placering, lyder svaret: Den magt har I ikke.
Det er den afgørende pointe. Episoden er ikke interessant, fordi den enkelte chaufførs afvisning skal ophøjes til politisk metode. Der er forskel på arbejdets materielle magt og vilkårlig kundesortering. Svaret kan derfor ikke være spontane individuelle nej’er.
Men episoden viser, at de mennesker, der i den nationale debat fremstilles som integrationsproblem eller loyalitetsproblem, samtidig er nødvendige for samfundets daglige drift. De kører bilen, leverer servicen og får hverdagen til at fungere.
Den praktiske konklusion er derfor en anden end individuel afvisning: Arbejdende mennesker under mistanke må ikke stå alene med deres modtryk. Deres sociale magt må gøres fælles, faglig og demokratisk – ikke som ret til at sortere kunder efter holdning, men som krav på værdighed, beskyttelse og indflydelse på lige fod med alle andre.
Fælles rettigheder frem for loyalitetsprøver. Organisering frem for individuel afmagt. Solidaritet frem for national sortering.
For samfundet fungerer kun, fordi nogle udfører arbejdet. Og de mennesker skal ikke reduceres til lydig service i en orden, hvor de først skal bevise, at de hører til.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
