Da USA igen angreb mål i Iran, stod luftkrigens gamle løfte endnu en gang frem: At præcise angreb kan gøre det, politikken ikke formår.
Det er bombardementets store politiske fordel. Det ser beslutsomt ud. Det kan iværksættes hurtigt. Det viser teknologisk overlegenhed. Og det giver staten mulighed for at sige til sin egen befolkning, at den gør noget.
Fra Hamburg til Tokyo, fra Hiroshima til Iran vender den samme sandhed tilbage: Man kan bombe et samfund sønder og sammen. Men man kan ikke nødvendigvis bombe det til den eftergivenhed, angriberen ønsker.
Men det er også her, luftkrigens ideologi begynder. Den består i at forveksle det, bomben kan, med det, politikken kræver. Bomben kan ødelægge. Den kan destruere bygninger, baser, radarer, havne, missilramper, kommandocentre og atomare anlæg. Den kan dræbe teknikere, soldater og statsledere. Den kan forsinke programmer og gøre modstanderens handlemuligheder dyrere.
Men den kan ikke i sig selv sikre, at modstanderen ændrer sin politiske vilje. Bombardementet er ikke bare et militært middel, men et statsligt forsøg på at tvinge en anden stats vilje ved at angribe de materielle betingelser, som denne vilje bygger på.
Iran-krigen viser forskellen: USA og Israel kan påføre Iran betydelige tab, men tab er ikke det samme som politisk eftergivenhed. De kan svække luftforsvar, missilproduktion og tilløbet til atombombeproduktion.
De kan demonstrere, at iransk territorium ikke er urørligt. Men de kan ikke uden videre fjerne Irans tekniske viden, dets strategiske motivation eller dets evne til asymmetrisk modmagt gennem Hormuz, droner, miner, missiler, småbåde og regionale forbindelser.
Luftangreb kan være taktisk effektive uden at skabe den politiske underkastelse, angriberen søger.
Det er derfor, Reuters kan beskrive Trumps tvangsdiplomati som stødt på en mur: Iran er ramt, men ikke slået.
Det har stadig et middel til at gøre konflikten dyr for andre, nemlig Hormuzstrædet og den verdensøkonomiske afhængighed af energiflowet gennem golfen. Forstyrrelser, der ikke kun rammer skibstrafikken, men oliepriser, forsyningskæder og alliancer langt ud over selve krigsskuepladsen.
Her er Robert Papes analyse af militær luftmagt afgørende. Pape, amerikansk politolog og professor ved University of Chicago, viste i sin bog Bombing to Win, at strategisk bombning sjældent virker politisk efter hensigten. Det gælder især, når bomberne rettes mod civilbefolkningens moral, økonomiens sammenbrud eller ledelsens forventede kollaps.
Hans pointe er, at succes ikke primært opnås ved at angribe fjendens økonomi, befolkning eller ledere, men ved at gøre fjendens militære strategi uholdbar.
Papes pointe er ikke, at luftmagt er uden militær virkning. Slet ikke. Luftmagt kan ødelægge mål, svække kapaciteter og forsinke en modstander. Men strategisk tvang virker kun, hvis modstanderens militære strategi gøres uholdbar. Det er noget andet end at bombe mennesker, infrastruktur og ledelse i håb om politisk kapitulation.
Pape kalder den moderne variant for “smart bomb trap”. Præcisionsvåbnet skaber en illusion om politisk kontrol. Fordi bomben rammer sit mål, tror man, at politikken også rammer sit mål. Fordi bygningen falder, tror man, at regimet vakler. Fordi lederen dræbes, tror man, at statsapparatet falder fra hinanden.
Men ifølge Pape har forsøg på regimeændring gennem luftmagt alene aldrig virket. Tværtimod kan fjendens bombardementer tilføre konflikten en nationalistisk sammenhængskraft, som styrker den angrebne stats modstandsvilje.
Det er den dialektiske pointe: Bomben rammer materielt, men virkningen formidles politisk. Den ødelægger objekter. Men samfund reagerer ikke som objekter. De er struktureret gennem stat, klasse, produktion, tvang, national ideologi, frygt, interesser og institutioner.
Derfor kan den samme ødelæggelse, som angriberen forestiller sig skal skabe eftergivenhed, i stedet skabe hærdning, sammenhold og gengældelsesvilje.
Det er denne forskel, luftkrigens ideologi tilslører: Den forveksler fysisk ødelæggelse med politisk kontrol. Når bomben ikke i sig selv kan sikre modstanderens eftergivenhed, udvides målbegrebet: Mere og mere af samfundet gøres militært relevant. Ikke kun hær, flåde og luftvåben, men også befolkningens arbejde, infrastruktur og daglige liv indregnes som del af modstanderstatens magtgrundlag.
Sådan kan staten føre krig for sine egne strategiske formål og samtidig fremstille ødelæggelsen som nødvendig: Modstanderens samfund gøres til en del af den statslige krigsevne.
Byen som krigsmål
Hvis man vil forstå denne modsætning, skal man tilbage til luftkrigens store historiske laboratorium: Anden Verdenskrig.
De allierede bombardementer af Tyskland blev ikke gennemført uden militær begrundelse. Hamburg var havneby, industriby og værftscentrum. Ruhr var den tunge industris kerne. Berlin var hovedstad, administrationscentrum og industriby. Dresden var transportknudepunkt bag østfronten. Pforzheim havde finmekanisk industri.
De allierede bombekampagner mod Tyskland rettede sig netop mod industri, transport, byområder og befolkningens evne til at opretholde krigsøkonomien.
Men netop begrundelsen afslører problemet. I den totale krig bliver samfundets reproduktion selv et mål: Ikke kun fabrikken, men arbejderboligen; ikke kun jernbanen, men byen omkring den; ikke kun produktionen, men arbejdskraftens daglige livsbetingelser.
Når krigsevnen forstås som hele samfundets evne til at producere, transportere og fortsætte, bliver samfundet selv til slagmark. Alt, hvad der holder fjendens stat i gang, kan da gøres til legitimt angrebspunkt.
Tallene viser, hvad denne logik betød i praksis. Under Operation Gomorrah mod Hamburg i juli 1943 blev omkring 37.000 civile dræbt, omkring 180.000 sårede og store dele af byen ødelagt.
Dresden blev ramt i februar 1945; Encyclopædia Britannica beskriver byen som næsten fuldstændigt ødelagt og angiver, at omkring 25.000-35.000 civile menes at være døde.
Pforzheim blev bombet den 23. februar 1945 – det anslås, at over 17.000 blev dræbt og over 80 procent af byen ødelagt.
Dertil kom Darmstadt, Kassel, Köln, Berlin, Ruhr-området og mange andre mål.
United States Strategic Bombing Survey anslog efter krigen, at omkring 300.000 tyske civile blev dræbt (nyere forskningsresultater peger dog på højere tal), omkring 780.000 såret, og omtrent en femtedel af den tyske boligmasse ødelagt eller svært beskadiget. Omkring 7,5 millioner blev gjort hjemløse.
Det var denne krigslogik, der gjorde det muligt, at Hamburg kunne brænde, Dresden ødelægges og Pforzheim rammes så sent og så voldsomt. Encyclopedia Britannica beskriver Dresden som næsten fuldstændigt ødelagt og som et af de mest kontroversielle symboler på “terror bombing” mod Tyskland.
Pointen er ikke, at byen ingen militær betydning havde. Pointen er, at den militære betydning blev tænkt på en måde, hvor civile byrum blev indlemmet i krigsmålet.
Fra brandbombning til atomar byudslettelse
Den samme logik blev endnu tydeligere i Japan. Før Hiroshima og Nagasaki kom Tokyo.
Natten mellem 9. og 10. marts 1945 gennemførte USA Operation Meetinghouse. Over 300 B-29-bombefly kastede brandbomber over tæt bebyggede bydele. Omkring 100.000 civile blev dræbt, omkring en million blev hjemløse, og over 40 kvadratkilometer af byen blev ødelagt. Det regnes ofte for historiens mest dræbende enkeltstående konventionelle luftangreb.
Tokyo viser luftkrigens sociale sandhed klarere end mange senere præcisionsangreb. Byen blev ikke kun ramt, fordi den indeholdt militære installationer. Den blev ramt, fordi japansk krigsproduktion var vævet ind i boligkvarterer, småværksteder, arbejdskraft, transport og byliv.
Dermed blev grænsen mellem det militære og det civile ikke blot overskredet; den blev ophævet, fordi byens hverdagsliv blev defineret som en del af Japans krigskapacitet.
Og Tokyo var ikke undtagelsen. Osaka, Kobe, Nagoya, Yokohama og andre japanske byer blev også ramt af massive brandbombninger. Den amerikanske bombekrig ødelagde eller beskadigede store dele af mere end 60 japanske byer.
Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki radikaliserede denne logik. De opfandt den ikke. Hiroshima og Nagasaki havde militære og industrielle funktioner. Men atomvåbnets virkning gjorde enhver praktisk sondring mellem soldat, arbejder, barn, hospital, skole, kaserne og bolig illusorisk. Byen blev ramt som samlet organisme. Ved udgangen af 1945 var omkring 140.000 mennesker døde i Hiroshima og 74.000 i Nagasaki.
Samlet anslog United States Strategic Bombing Survey efter krigen, at ni måneders luftangreb mod Japan – inklusive atombomberne – gav omkring 806.000 civile tab, heraf omkring 330.000 dræbte.
Kapitulationens mange årsager
Den klassiske – amerikanske – fortælling siger, at atombomberne afsluttede krigen og sparede liv ved at undgå en invasion. Det er en del af efterkrigstidens legitimering. Men billedet er mere sammensat. Japans situation var også præget af blokade, økonomisk sammenbrud, konventionelle bombardementer og Sovjetunionens indtræden i krigen.
Den japansk-amerikanske historiker og professor emeritus ved University of California Tsuyoshi Hasegawa går længere. Han argumenterer for, at Sovjetunionens indtræden i krigen vejede tungere i den japanske beslutningsproces end især Nagasaki-bomben.
Men pointen er ikke, at Sovjetunionen alene fik Japan til at kapitulere. Hasegawas egen formulering er, at hverken atombomberne eller Sovjets indtræden alene var et “knock-out punch”, men at Sovjets indtræden var mere afgørende i den samlede beslutningsproces.
Pointen er, at Sovjets angreb blev det afgørende ekstra pres i en situation, hvor Japans samlede strategi allerede var ved at bryde sammen: Blokade, ødelagte byer, økonomisk udmattelse, amerikansk invasionstrussel og atomchok.
Japan kapitulerede ikke, fordi én ødelæggende begivenhed virkede som en mekanisk politisk kommando, men fordi de mange pres tilsammen gjorde fortsat krig strategisk uholdbar.
Det er netop den erfaring, der gør Iran-spørgsmålet aktuelt.
Den strategiske blindgyde
Hvis Iran stadig kan kontrollere Hormuz, presse oliepriserne, bruge asymmetriske midler og fastholde regimets magtapparat, er det ikke nok at spørge, hvor mange mål USA og Israel kan ramme.
Det afgørende spørgsmål er, om bombardementerne ændrer Irans politiske kalkule. Hvis svaret er nej, er bombningen ikke en løsning, men en voldelig forskydning af problemet.
Luftkrigens ideologi lover det modsatte. Den lover, at teknologisk præcision kan erstatte politisk løsning. Den lover, at stormagten kan undgå invasionens pris og alligevel opnå invasionens resultat. Den lover, at man kan knække en modstanders vilje uden at forstå de sociale, nationale og statslige forhold, som viljen er indlejret i.
Men historien viser noget andet.
Bombardementer kan ødelægge mennesker og samfund i enorm skala uden at levere den strategiske afgørelse, de blev solgt på. De kan knuse byer uden at knuse staten. De kan dræbe civile uden at skabe oprør. De kan forsinke et atomprogram uden at fjerne interessen i at genopbygge det. De kan demonstrere magt uden at skabe orden.
Det gør ikke luftmagt irrelevant. Det gør den farligere. For netop fordi den kan ødelægge så meget, kommer den til at ligne en løsning.
Statens brutale rationalitet
Det er statens brutale rationalitet i moderne form: Når et andet samfunds politiske vilje ikke kan rettes ind gennem diplomati, sanktioner eller forhandling, angribes de materielle betingelser, der holder denne vilje oppe: Infrastruktur, produktion, energi, boliger, kommunikation, ledelse og civil sammenhæng gøres til militære mål.
Sådan bliver samfundet selv gjort ansvarligt for statens krig. Staten behandler sin egen befolkning som grundlag for national magt og modstanderens befolkning som grundlag for fjendtlig magt. I begge tilfælde reduceres mennesker til bærere af arbejdskraft, produktion, moral, loyalitet og udholdenhed – som materiale for statens krigsevne.
Det er luftkrigens egentlige afsløring. Den viser ikke blot krigens grusomhed, men hvordan den moderne stat tænker samfundet: Som ressource, infrastruktur, arbejdskraft, moral og styrbar masse. Når denne samfundsmæssige helhed står i vejen for en anden stats mål, kan den selv gøres til mål.
Fra Hamburg til Tokyo, fra Hiroshima til Iran vender den samme sandhed tilbage: Man kan bombe et samfund sønder og sammen. Men man kan ikke nødvendigvis bombe det til den eftergivenhed, angriberen ønsker.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

